Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Hun er dér. Mellem linjerne og dybt i dig selv. Den vise kvinde. Hun er din fortællerske, din drivkraft og intuition og hende, som ved. Du behøver ikke længere at spørge andre. Spørg hende. Giv hende plads og rum og hav en intention om, at du nu vil lytte til hende og følge hendes visdom... Continue Reading →
Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →
"Din tid er faktisk kommet nu", smiler hun og hilser mig velkommen i dug og morgenlys. Det er nu. Den tanke er helt fremmede og underlig i mit hoved, det har jo altid været noget et sted derude, en prik i fremtiden, en skønne dag. Nu står jeg her på kanten til den nye dag... Continue Reading →
Når du lærer at lade dig guide af pennens kompas og arbejde spirituelt med ord og fortællinger, åbner du for en indre skattekiste af forbundethed. Du åbner en dør og træder både ind og ud på samme tid. Du væver dine fortællinger af lys og mørke og skriver det, der står i vejen. Alt kan... Continue Reading →
Jeg ser dem komme, ved daggry nærmer de sig med tøvende skridt. Vævet ind i solopgangens spind træder de ind i landskabet og gør sig klar. Klar til at skrive en ny morgen og åbne op for en vej, som allerede findes i dybt i dem selv. De er fortællersker, men tør næsten ikke tro... Continue Reading →
Jeg forsøger at blive stille nok og falde til ro. Efter morgentur med hundene i fint frostklart solskin. Lytte. Hvad rører dér sig, hvordan er energien i dag? Det er lørdag og skrivelyset brænder. Gennem vinduerne falder sollyset ind og skygger danser på skrivebordet. Her sidder hun. Fortællersken. Med skrivebog og pen. Afventende, lyttende. Hvad... Continue Reading →
Der synes at være et kald, en invitation til et mere bevidst fokus, for fundamentet er stærkt nok til at bære nu. Dit sande fundament. Hvor ønsker du da, at året skal bringe dig hen? Hun svarer prompte, er ikke i tvivl, svaret mærkes som en hellig ed og højtidligt siger hun: Tættere på mig... Continue Reading →
I am no longer waiting to do something great; being awake to carry my grain of sand is enough. I am no longer waiting to be recognized; I know that I dance in a holy circle. I am no longer waiting for Forgiveness. I believe, I believe. - Mary Anne Perrone - Ordene fra Mary... Continue Reading →
Stille glider solen op på himlen, duggen fordamper og dagen er i gang. Noget i mig tøver, mens jeg varsomt træder ind i morgenen. En skønne dag. Så lever jeg. "Det er disse stunder, du skal gribe og gøre til dine egne", siger hun, "for de er selve livet. Lad være med at vente på... Continue Reading →
En ny morgen, kold frost, skarpt lys, sol og forårsvind. Jeg dypper pennen i den smeltende dug og tegner cirkler. April spiller på mange tangenter, hendes musik strækker sig fra de blideste toner til dramatiske højder af blæst og hagl. "Tro ikke, at du kender mig, siger hun drilsk og forsvinder bag et træ." Det... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 