Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Kvækha! Det er frøen. Jeg forsøger instinktivt at få fat i en klat latter og er ved at kløjes i det. Men så meddeler han højtideligt, at han har taget en ven med og at det er denne ven, som har fået ordet. Navnet er bynke eller … det er en oversættelse, for hun præsenterer... Continue Reading →
”Tiden er inde ikke ude”. Ravnen flyver mod uret fra vest og lander i min sfære. Tidlig morgen, stille sol og kølig vind mellem træerne. Alt er grønt og frodigt nu, hvor vi nærmer os Beltain. ”Tiden er inde ikke ude” gentager hun og ser på mig gennem sorte juveler. ”Du kan ikke blive her... Continue Reading →
”Der er vist noget, du har overset.” Hun kommer sejlende op ad floden under tidlig solopgang. Rødmende himmel og antydning af blå. Det har været en underlig nat, urolig vil jeg kalde den, med mange drømme og bratte opvågninger undervejs. En knoldet nattesejlads, men nu er jeg nået frem til morgen. Hvad er det dog... Continue Reading →
"Når ugen er omme, placerer du en nål på dit magiske landkort. Og det er jo et imaginært landkort, MEN du kan med fordel skrive eller tegne et landkort (måske på et A3-ark), så det bliver visuelt og tydeligt. Det er helt op til dig. For måske foretrækker du blot at skrive det i din... Continue Reading →
“Jeg har en opgave til dig i dag” siger han nøgtern og lander ubesværet på en gren. Jeg må knibe øjnene sammen for at se ham, blødt sollys danser mellem grenene og synet må indstilles et sted mellem lys og mørke. ”En opgave?” spørger jeg med lige dele spænding og ugidelighed. Endelig har jeg sovet... Continue Reading →
"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →
Så lander de, kortene og efterlader ingen tvivl. Umiddelbart er jeg ordløs. For jeg forstår, at jeg inviteres til at skifte perspektiv. Uden tøven tager jeg de gamle briller af. De valg, jeg nu foretager, må være selvkærlige i deres natur og stamme fra sjælen. ”Når du virkelig tuner ind på den intention” siger hun,... Continue Reading →
”Det var godt du kom, Ørn, jeg har savnet dig og din visdom. Dine vinger, din viden og din dans. Længe har jeg vandret på og under jorden, det har været nødvendigt og sikkert godt på sigt. For nu ser jeg stien i vildnisset, jeg ser at min vandring sætter spor. Jeg er hverken usynlig... Continue Reading →
Det er et smertefuldt øjeblik, den modstandsfyldte venten inden jeg forlader tankerne, fatter pennen og skriver det første ord. Foran mig ligger tomme linjer på rad og række og jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden, jeg skal fylde dem ud. Sådan er det sted, hvor jeg befinder mig lige nu, en nådesløs ørken... Continue Reading →
Jeg tøver med at sætte ord på, men den kreative proces fordrer både intention og stille handling. De første ord på tomme linjer, de første spæde skridt. Mod til at prøve dig frem, til at lykkes og til at fejle. Det, der skal komme vil møde dig undervejs og der sker aldrig i tankerne. Tro... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 