Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Når Each står på vejen foran mig netop kommet til syne i disen, så ved jeg hvad klokken har slået. Så er det tid til at bevæge sig videre. ”Hører jeg en formodning?” spørger Each og kommer langsomt nærmere, hendes krop damper i den kolde morgen og jeg forestiller mig, hvordan hun i fuld galop... Continue Reading →
Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →
Velkommen Oktober, har jeg lyst til at skrive. For ser du, vi er gamle venner. I mange år, en måned af gangen, boede hun på mit pensionat, hvor kragerne er venner, og lærte mig om livet på denne tid af året. Efterår, bladene skifter farve og boltrer sig i rødbrune nuancer. Orange, som en flamme,... Continue Reading →
”Nu ved du det og med erfaring forankret i levet liv, er det blevet din visdom. Det er længe siden, vi to har stukket hovederne sammen, du formodede vel, at jeg for længst var forduftet? Jeg er jo en nattefugl og en af dem, man ofte forbinder med vinter og dybt mørke.” ”I går gik... Continue Reading →
Hun forvandler sig for øjnene af mig. Den store fugl bliver til en gammel kvinde med ordet i sin magt. Hun er bærer af en ældgammel visdom, som har lidt slem grusom overlast og er blevet misbrugt og trampet på. Dog bærer hun ikke nag. Hun er ikke ude for at finde skyldige. Den slags... Continue Reading →
Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →
Dagen startede i mørke, som den gør om vinteren og det er kun lyst på en subtil og dæmpet måde. ”Husk altid at du er fortællerske” siger hun ”og at du er født til den rolle. Det bor i dit blod. Din vej er oplyst af lanternen, følg blot lyset og de brødkrummespor, der lægges... Continue Reading →
Det er endnu mørkt, da jeg når frem til bøgetræet. Da jeg tager de sidste skridt på løberen af nedfaldne blade, går det op for mig, at det måske er en drøm? Kan man drømme om bøgetræer og lytte til fortællinger, mens man sover? Spørgsmålet sætter jeg fri, mens jeg forsigtigt placerer mig ved træets... Continue Reading →
"Lyt” hvisker han og dæmper lydene omkring os med sin blotte tilstedeværelse. En rislen i græsset og han kommer til syne. ”Du har ikke været særlig stille på det sidste. Indeni, mener jeg og derfor kan du ikke høre grundtonen. Du mærker tvivl og føler dig lettere løsrevet.” Han ser granskede på mig. ”Ikke sandt?”... Continue Reading →
Det er fredag morgen, lyset er endnu sparsomt, men solen rødmer i horisonten ved tanken om den nye dag. Jeg er hjemvendt fra morgentur med hundene, jeg har hilst på både måne og daggry og bevæget mig i sprækken mellem nat og dag. Et magisk tidspunkt, som jeg sætter pris på at færdes i. En... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 