På vej mod vinter

Dagen startede i mørke, som den gør om vinteren og det er kun lyst på en subtil og dæmpet måde.

”Husk altid at du er fortællerske” siger hun ”og at du er født til den rolle. Det bor i dit blod. Din vej er oplyst af lanternen, følg blot lyset og de brødkrummespor, der lægges ud til dig. Lad være med at diskutere med forstanden eller lade tvivlen forblænde dig med sit spind. Dit hjerte ved besked.

Vejen er aldrig helt oplyst, du ser kun den bid, som ligger badet i lanternelys. Lad aldrig det lys gå ud. Det brænder fordret af din tillid og din vished om, at dette er din vej.

Der vil altid være andre, som forsøger at kopiere dig eller gør noget lignende, men de vil aldrig blive dig. Giv dig ikke i kast med sammenligninger. Hver eneste fortællerske er unik og din gave lyser som en stjerne. Bær den med stolthed, ydmyghed og glæde.

Lad lanternen oplyse din vej. Over stok og sten, gennem ild og vand, månens faser og jordens årstider. Lær kraften at kende, mærk energien og glæd dig over, at du er et sensitivt væsen, som er i stand til det. Du er præcist som du skal være for at kunne udfylde dit livsformål og følge din sjæls agenda.

Din tid er nu, den mørke del af året, Cailleachs tid. Hun er dig og du er hende. Se stjernerne og skrivelyset brænde.

Magiske morgensider, 23. oktober 2019

Det er morgen, lyset er endnu sparsomt, men solen rødmer i horisonten ved tanken om den nye dag. Jeg er hjemvendt fra morgentur med hundene, jeg har hilst på både måne og daggry og bevæget mig i sprækken mellem nat og dag. Et magisk tidspunkt, som jeg sætter pris på at færdes i.

En fugl letter fra buskadset og som en silhuet af sort flyver den mod lyset. Mine gummistøvler er våde af dug og hunden har travlt med at snuse. Vi stopper op. Vi lytter. Til de første strofer af den nye dag og de langsomme skridt fra Samhain, som nærmer sig i horisonten.

Mens jeg går, begynder tankerne at boble, men jeg holder dem kærligt på afstand en stund endnu. Grebet af lyset i sprækken, ført på vej gennem dug og daggry, har jeg ikke så travlt endda.

Mens jeg vandrer i efterafgrøderne og den sidste duft af sommer når mine næsebor for så at forsvinde, tager jeg en bevidst beslutning om at hengive mig til mørket. Jeg siger ja.

Tilbage til jorden

Jeg mærker et strejf af taknemmelighed, en brise af lettelse i mit bryst, for jeg har brug for vinterens rum og mørket til at simre, sanke og restituere.

Mens jeg går, bliver lyset mere markant og månen vinker farvel. Gennem nedfaldne blade træder jeg ind i rodenergiens tid, hvor træerne nu har sluppet sine frugter, sine blade og det, der var liv. Kun lidt er tilbage. Det grønne må vige for det røde, orange og gule og siden gives tilbage til jorden. Alting dør udenpå, planter og korn er for længst høstet og det, der er tilbage begynder at visne og blive til muld.

De nedfaldne frugter, som ikke blev indsamlet eller spist af fuglene, går i forrådnelse og deres frø bliver sat fri, så de kan hvile i jorden indtil næste forår. Energien, som bragte planterne gennem sommeren og høster, vil snart blive lagret i rødderne.

”I cried over beautiful things knowing no beautiful thing lasts.
The field of cornflower yellow is a scarf at the neck of the copper
sunburned woman, the mother of the year, the taker of seeds.
The northwest wind comes and the yellow is torn full of holes,
new beautiful things come in the first spit of snow on the northwest wind,
and the old things go, not one lasts.”
– Carl Sandburg –

Samhain

En spire, som har brug for sin vinter. En kvinde, som har brug for sit indre rum og mørket til at favne hende og rumme det, der var og det, der skal komme. Et rum, som tilbyder hvile, restitution og tid til fordybelse. Et sted, hvor hun kan være og lytte til sin sjæl, den visdom, der bølger i hendes bryst. Hvor hun kan hvile, give slip og lade energien flyde ud i rødderne, båret af jorden, dækket af muld. Vinterrummet.

Lidt om Samhain

I slutningen af oktober og begyndelsen af november er det Samhain, en efterårskvartalsfestival, som hører det keltiske årshjul til. Det er en festival, som blandt andet fejrer mørket. Tidspunktet markerer også slutningen af det keltiske årshjul og begyndelsen på det keltiske nytår.

Du kender uden tvivl Halloween eller Allehelgen i den kristne tradition. Halloween er altid d. 31. oktober. Fortællingen lyder, at natten mellem d. 31. oktober og d. 1. november er den nat, hvor de døde har lettest ved at vende tilbage til de levendes verden, eventuelt for at skræmme eller gøre regnskaber op.

De fejrede mørket

MEN sådan var det ikke oprindeligt. De gamle keltere fejrede mørket, for dem var mørket ligeså vigtigt som lyset. Mørket og døden havde kræfter, som de ikke frygtede.

Ved Samhain, hvor mørket er dybt og på sit højeste, velsignede de frøene i jorden, som nu lå trygt i den mørke muld og igen ville spire, gro og blomstre, når lyset kom tilbage.

De kommunikerede med deres forfædre og mødre, da de troede på at afdøde familiemedlemmer kunne besøge deres slægtninge på denne tid af året. Under Samhain er væggen mellem verdenerne tynd og de døde kunne rejse ind og ud igen. Man dækkede op til de afdøde ved bordet og bød dem velkommen.

Man tændte bål på bakketoppe og brændte den muld, der var tilbage fra efteråret. Her samledes man, fejrede og festede. Man sagde tak for mørket. Tak for den gave, mørket er, for i mørket kan vi hvile og restituere.

 Hvad nu hvis vinteren er præcist lige så lang, som den skal være?

For hvad nu hvis vinteren er lige præcist så lang, som den skal være, for at vi kan få sjælen med? Når vi hengiver os til mørket og tillader os selv at komme ned i tempo, slappe af og give slip på forestillingen om, at alting sker i overhalingsbanen, så sker der noget magisk. Med os. Ligesom frøene i jorden vokser vi i mørket, mens vi hviler og tager den lidt med ro. Vi giver slip og lader komme.

Womb (livmoder) og Tomb (gravsted) var tæt forbundet i den keltiske tradition. De tidlige keltiske gravsteder havde tunneler som førte ind til mørke, indre kamre. Det var ikke kun steder, hvor de døde blev begravet, det var også vigtige centre for jordens energi, som kan bruges til at forstærke og i øvrigt forbedre kvaliteten af den indre rejse.

Porten til Vinter

Samhain markerer også porten til vinter.

Der er mange sagn og legender om den gamle keltere. Jeg har i årevis læst mig ind for at blive klogere og i et forsøg på at forstå, hvad det egentlig er, der både drager mig og får mig til at længes og drømme. For det har altid været dér, så længe jeg kan huske. Hun har været dér. Noget i mig husker. Noget i mig ved.

Der er mange versioner, mange fortolkninger og ingen ved helt og med sikkerhed, for det er meget længe siden. Men uanset hvilken version af sandheden, man vælger at tro på og hvilke historier og fortællinger, der vækker genklang, er der noget, som i særlig grad fanger mig og får min sjæl til at synge. Samhørigheden med naturen og lige nu det tidspunkt på året, hvor mørket kalder og tilbyder os sin favn, et tidspunkt, hvor vi ligeså stille inviteres til at komme helt ned i gear og vende energien indad. Ned i rødderne.

Cailleachs tid

Vinteren og den mørke del af året er også Cailleachs tid, den keltiske gudinde for vind, vejr og vinter. Hun er heksen, kællingen, den vise kvinde og hende, som ved. Der er et væld af myter og fortællinger, som er spændende at læse og lytte til og måske, især, hvis du som jeg er en kvinde i en vis alder og selv er ved at være en slags Cailleach. Cailleach repræsenterer nemlig også den visdom, som kommer med alderen, hun er tiden, vejret og vinteren. Landskabet. Og hun er allermest kraftfuld ved tidspunktet for Samhain og gennem vinteren frem til Beltain.

December og mit introverte væsen

Efter Samhain går rejsen gennem tågede november og vi når frem til december, der ifølge kalenderen er den første egentlige vintermåned. December er årets mørkeste måned og det er et tidspunkt, hvor sjælen længes efter ro og fordybelse. Desværre er det ikke altid så let af finde den slags rum, for julen står for døren og med den et væld af sociale aktiviteter og forventninger til hvad og hvordan.

Som introvert har jeg et noget broget syn på december. På sin vis elsker jeg hende og mørket, jeg er barn af december og jeg ser frem til Vintersolhverv og til at simre og sanke med mit solhvervsord og gøre klar til det nye år. Mørket er markant, men Venus lyser på nattehimlen og magien danser.

 Jeg kæmpede med balancen

Jeg har i mange år kæmpet med balancen i december, for som introvert har jeg brug for decembers rum til fordybelse og til at nære mig selv, men samtidig står julen for døren og med den alle forventningerne til juleaften, gaver, mad, selskabelighed og hygge. Jeg elsker det, men frygter det samtidig, for den slags har det med at dræne mig. Så hvordan skaber man sig en god balance?

For mig har det været en gave at sige nej til for mange sociale aktiviteter og samtidig lave nogle gode aftaler med mig selv. Nu fejrer jeg Vintersolhverv alene og har en hel dag fuld af fine og hellige ritualer, som nærer, styrker og gør mig godt. Jeg tager på trommerejse og jeg begynder at skrive på mit nytårsmanifest og hente lidt af det frem, som jeg tager med mig videre ind i det nye år. Jeg gør mig klar og jeg gør det alene.

Stunderne alene i min skrivestue styrker mig og giver mig større overskud til de udadvendte aktiviteter, der fylder så meget i december og omkring nytårsskiftet. Jeg føler mig stærkere og i balance, fordi jeg ærer min natur og sande væsen. Jeg er introvert og har brug for mit indre rum.

Måske skulle vi blive bedre til at slippe alle de mange ambitioner om ”perfekthed” og forventning til os selv og andre i december og simpelthen give os bedre tid til bare at nyde mørket, stilheden og decembers rejse mod vintersolhverv, jul og nytår, tre fejringer, der i gammel tid var én og samme fejring?

Det er min intention med Decembercirklen, mit nye eSkrivekursus for introverte kvinder, som starter den 1. december. At du som deltager må skabe dig et godt og nærende skriverum, som kan blive din oase gennem december og januar.

Et inderligt behov

Decembercirklen er opstået både som en ide og som et inderligt behov, jeg selv har for at finde ro og retning i den dybe del af vinteren. December er ofte en travl tid, udadvendt og til tider ganske overfladisk. Der er krav om, hvor vi skal være og hvordan vi skal være. Som introvert kan det godt blive lidt for meget.

I Decembercirklen får du lejlighed til at fejre Vintersolhverv. Du finder måske dit solhvervsord og har du lyst, trækker jeg et kraftdyr fra den keltiske tradition til dig.

Skriveforløbet i Decembercirklen kræver dog på ingen måde, at du helt forskanser dig, det er en invitation til en godgørende balance mellem det indre og ydre. Du kan med stor fordel lade Decembercirklen blive en del af din jul og dit nytår uden at sige nej til sociale arrangementer og fejring med familien.

Derimod giver du dig selv, når du trækker dig tilbage og træder ind i dit skriverum. Du ærer din natur og dit væsen og giver dig selv af det, du har brug for. Du får indre næring og derimod større overskud til de udadvendte aktiviteter, som du også gerne vil ære.

Decembercirklen
Online skrivekursus for kvinder
Starter den 1. december 2019

For skriveglade, introverte kvinder med hang til fordybelse

I Decembercirklen får du nærende skriveafsæt og øvelser til en blid overgang til det nye år. Du skaber balance mellem det indre og det ydre.

I en ellers travl og udadvendt tid finder du rum til fordybelse og skriver dig ind.

Vinterkraft og inderligt nærvær

Skab rum og ro i magiske december og kom godt ind i det nye år. Gennem ord og fortællinger skaber vi et indre univers af vinterkraft og styrke.

Pris DKK 650,- inkl. moms
Varighed: 2 måneder

Du får

• 2 inspirerende skrivebreve med skriveafsæt og øvelser forankret i årshjulet
  december og 1. januar
• Overraskelser og inspiration undervejs fra skrivecoachen (mail)
• Dit kraftdyr fra den keltiske tradition – jeg trækker kort til dig ledsaget af ord/øvelse
• eBogen Spirituel Skrivning
• Medlemskab af Story Circle, hvor vi kan dele af fortællinger og proces og inspirere hinanden

Decembercirklen, klik her for invitation og detaljer

TILMELD mig Decembercirklen

Lad lanternen oplyse din vej. Over stok og sten, gennem ild og vand, månens faser og jordens årstider. Lær kraften at kende, mærk energien og glæd dig over, at du er et sensitivt væsen, som er i stand til det. Du er præcist som du skal være for at kunne udfylde dit livsformål og følge din sjæls agenda.

Fortællerskens Visdom (c) – Lene Frandsen