Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
”Det er hellig dag”, siger Bjørnen den brune på broen. ”Det er hviledag.” Jeg nikker og tager et skridt i retning af det sted, hvor jeg ved Vintersolhverv vil forlade broen, træde ud af den første sorgfase og fejre. Hvis det altså bliver sådan, men noget hvisker om, at det gør. Det er endnu en... Continue Reading →
Det starter ikke altid med en fortælling. Nogle gange er der bare en bro. Her befinder jeg mig ved daggryets fødsel, et vidne til det, der er. Jeg lytter til lyden af vandet under broen og får øje på den nye dags billede. Skvulpende og tørstig efter at leve. Et skridt, et åndedrag og så... Continue Reading →
Alene det at ville en vidunderlig fortælling og presse som i en ve, kan være nok til at flowet stopper. Historien bliver i pennen og nægter at komme ud. Vi har lært om kamp, tvang og om at bide tænderne sammen, men det er ikke sådan, det fungerer på Fortællerskens Vej. Jeg ved det, jeg... Continue Reading →
“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej. Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →
Engang havde jeg fuglefobi og gjorde alt for at undgå de bevingede væsener. Nok kunne jeg med en vis beundring betragte dem på afstand, men det var altid med et hertil og ikke længere. Det ændrede sig den dag, hvor jeg ved Sommersolhverv var på trommerejse og Ørnen kom til mig som frænde. I mere end... Continue Reading →
Intuitionen er dit kompas og den tvinger dig til at være til stede i nuet, for det er sådan intuitionen virker. Fra det ene øjeblik til det andet. Derfor kan du sjældent tænke dig til, hvad du vil skrive, du er nødt til at møde det blanke papir og skrive dig ind i tillid. Lad... Continue Reading →
Så jeg er tilbage, jeg er kommet hjem. Kun få ord har jeg skrevet i ugen, der gik, men fortællersken har simret og sanket. Mest af alt har hun mærket og forstået, at de magiske morgensider og rejsen gennem ord og stemninger skænker hende forbindelse med Kilden og det indre, magiske univers og gør hende... Continue Reading →
“Din sensitivitet” siger Frøen, er din styrke. Han siger også KVÆKHA, som betyder pyt på frøsprog og som samtidig er en opfordring til at grine lidt af det. Hans visdom er ofte undervurderet, måske fordi han er så lille, for ikke alle får øje på ham ved vandhullet. Men vi er blevet venner. Ofte dukker... Continue Reading →
“Giv slip, lad gå” synger solsorten og hopper hen over græsset. ”Det har du uden tvivl hørt så tit. Giv slip, det lyder så let og du føler dig som en fiasko, når det ikke lader sig gøre. Hvis du kunne, havde du jo gjort det.” Jeg nikker og ser forbavset på den talende solsort.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 