Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Det er på en varm sommermorgen at jeg modtager det hemmelige budskab fra Tranen, hulens vogter. Det overrækkes højtideligt til mig og jeg åbner brevet, læser det og folder det forsigtigt sammen, inden jeg lægger det i den skuldertaske af slidt læder, som jeg altid har på mig. Corr kaldte og jeg gik hen til... Continue Reading →
“Skriv dig ind i længslen, skru op for det nu” sagde Eala til mig i går. Eala er den ældste fortællerske, hun er min mentor og læremester. Når hun dukker op, er det tid til at skærpe sanserne og forny koncentrationen, det indre fokus. Det er let at komme på afveje, alt for let og... Continue Reading →
Naturen holder vejret, vejen ligger stille hen i morgendis. ”Lyt”, hvisker nogen i mit øre, ”lyt dybere og mere helhjertet nu, lad længslen føre dig på vej. Længslen er din ven, lev den og ær den.” Naturen er stille, et par fugle synger rent fra æbletræerne i den vilde del af haven. Stilheden griber mig,... Continue Reading →
Lyng bæres af vinden, lilla duft rammer mig og det sker. En langsom forvandling set med menneskeøjne og utålmodig længsel, men herude varer længslen en evighed og det er velsignelsens gave. Her går jeg gennem morgenvinden og synes at den er for kold, jakken er lynet op og jeg har vandrestøvlerne på. ”For kold og... Continue Reading →
Det er et højtideligt øjeblik, når den første spæde fortælling finder vej til nye sider. Min skrivebog er indviet og rejsen fortsætter fra højsommer og ind i høsten. Vinduet står i min stue står åben, fuglene synger og vinden er stille. Det dæmpede lys og skydækket passer mig fint i dag. Som at få en... Continue Reading →
Noget er sket, det mærker jeg allerede inden pennen rammer papiret og afmålte doser af blæk former ord blødt guidet af min pen. De arbejder sammen, blækket, pennen og hånden. Jeg er blot hende, der ser det ske og som via sin intention og en sælsom længsel møder op hver eneste dag. Det er min... Continue Reading →
Jeg bad om en fortælling i går. Det fik jeg ikke, men hovedsagen er, at jeg bad. Vi tror, at hjælp og ledetråde kommer i samme øjeblik, vi slipper bønnen, men sådan fungerer det ikke. Ting tager tid. Ægte hjælp har brug for at simre og må ofte rejse for at nå frem. Det sker... Continue Reading →
Jeg må smile af mine egne formodninger. Det er morgen efter regnen og skydækket ligger som et hæklet tæppe smidt over den endnu sovende dag. Enkelte solstrejf finder vej gennem huller i tæppet og spejler sig i dråberne på marken. Jeg smiler, da jeg får øje på hende i kanten af kornet, byg hvis du... Continue Reading →
“Just follow the instructions” sagde Ravnen til mig forleden dag og jeg så bogen for mig. Det sker midt i kaos, et indre stormvejr som har hvirvlet alle frygttrickere op. Jeg kastes frem og tilbage i søvnløs drøm og stormen hiver i den ham, jeg endnu holder fast i. Men det er tid, så jeg... Continue Reading →
Jeg går af varm vej i bagende sol. Formiddagen er flere timer gammel. Mine ben kaldte på bevægelse og et sted i det fjerne besvarer fjorden kaldet som et ekko i sjæledal. Så jeg går og mærker min nederdels bløde hørstof danse. Gennem sommerhusområdet, mens mænd med maskiner gør op med ukrudt og hærgende hække.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 