Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jo mørkere det bliver, desto bedre kan jeg se. Det er en konstatering, som får mig til at smile. Jeg har altid haft sans for livets paradokser. Uglen i træet giver sig til kende thi skumring er ugletid. Jeg standser op foran træ og ugle for at lytte. Den Gamle Eg. De utallige fortællinger, alt... Continue Reading →
”Det er den tid på året”, hvisker Solsorten, ”tid til at vende hjem. Tegn en cirkel om dig selv og din intention for efteråret og den kommende vinter. Skab rum og sæt sunde grænser. Kaldet indefra, det er som en kærlig portal, gå i gennem i tillid og mærk det. Det, du har brug for.... Continue Reading →
Noget er anderledes her til morgen, energien er skiftet og jeg mærker et blidt strejf af håb som en brise gennem det åbne vindue. Det er sidste dag med Merkur i retrograd og jeg tænker på, hvad jeg lært gennem de uger, hvor han dansede baglæns. Merkur. Jeg forstod efterhånden, at vi ikke kun bliver... Continue Reading →
Kvækha! Det er frøen. Jeg forsøger instinktivt at få fat i en klat latter og er ved at kløjes i det. Men så meddeler han højtideligt, at han har taget en ven med og at det er denne ven, som har fået ordet. Navnet er bynke eller … det er en oversættelse, for hun præsenterer... Continue Reading →
Måske er det forår, men det også vinter. Vinter på tærsklen. Denne tid strider imod dit instinkt, siger du, men forholder det sig egentlig sådan? I dag vil jeg invitere dig på en indre retræte og vise dig noget, du har overset i bunken af frygt og bekymringer. Det ligger dér og glimter som guld... Continue Reading →
Stille, næsten ordløst. Jeg fisker med min pen som en stang i søen, kaster snøren ud og venter. Der er stille ved søen i dag, selvom en kølig vind rumsterer mellem de gamle fyrtræer ved bredden. Jeg står på det åbne stykket med min fiskestang, sølv i månelys, for noget har skiftet karakter og dagslyset... Continue Reading →
Tre ord, hver eneste morgen, ledetråde af sjælestof. Lytte og skabe rum for uden det rum og den stilhed, der gør tankepause, kan du slet ikke modtage det, der er til dig. Har du tænkt på det? Du nikker, men det er ikke et mentalt anliggende og derfor må du være bevidst om at holde... Continue Reading →
Et strejf af vemod rammer mig, da jeg træder ind i cirklen foran den gamle bøg. I dag skal jeg tage imod det sidste blad, den sidste fortælling. Dér hænger det, bladet i morgensolen, der har fundet vej gennem et mønster af grene. Lyset er blødt og luften fugtig, efteråret er fremskredent og kulden mærkes... Continue Reading →
Tusmørketid er ugletid. Og det er i vinterrummet, at du kan gøre dig lydhør overfor visdommens fortællinger. Den visdom, der kommer med alderen, tråde af levet liv. Uglen er nemlig også væverske, ser du. Hun betragter mig fra en af de øverste grene på den gamle bøg. Hele natten har hun sidder dér og ventet.... Continue Reading →
Hun sidder allerede ved træet fod, da jeg ankommer, men hun ser ikke op, hun læser i en stor bog af den slags, der er for tung til godnatlæsning. ”Det er kvindernes bog” siger hun, da jeg kommer nærmere gennem de våde blade, det har regnet i nat. Hun betragter mig gennem klare øjne, hun... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 