Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Jeg sætter mig på en af de store rødder, den er som en stol med mosbetræk. Det gamle træ brummer samtyggende. Det lysner nu, daggry er nær. Er det mon for sent? Mine tanker buldrer som ilden i pejsen og gør mig urolig, men så taler egen og jeg indstiller mig på at lytte. ”Fortæl... Continue Reading →
Nogle siger at han er stjernebillede, men han er også en frænde, som jeg møder ved broen til vinter. Det er Samhain og mørket er tykt og ufremkommeligt. Værelset har intet vindue og ingen vægge, alt er sort. Jeg taler med mine afdøde slægtninge og beder dem om hjælp. Senere dukker han op og velsigner... Continue Reading →
Der er en fortælling mellem granerne i kanten af skoven. Den danser i lysstrålerne, som finder vej. Mellem stammer og knirkende grene for vinden er stor i dag. Nedfaldne blade ligger strøet som konfetti, et tæppe af forfald viser vej til det sted, hvor jeg kan skabe forbindelse til fortællingens kraft. Hun er landet på... Continue Reading →
Han er ikke alene, en anden er kommet mig i forkøbet, en ældre kvinde så vidt jeg kan se. Hun er iført en mørk kåbe og om livet har hun et forunderligt bælte lavet af fiskeskind. Det får jeg først at vide senere, nu står jeg stille i silende regn og betragter landskabet som jeg... Continue Reading →
Det sker med jævne mellemrum at rejsende kvinder kaldes til Høgens Kvarter. Det sker med kort varsel og således skete det i dag. Det er ikke til debat og dog er det frivilligt. Men ingen rejsende kvinde med respekt for den guidning, hun modtager fra Det Magiske Univers, siger nej til en invitation fra Høgen.... Continue Reading →
”Jeg ønsker at huske det og holde det tæt til hjertet” siger jeg til Cat, som har vist sig at være frænde i dag. Hun er ofte en del af landskabet, når jeg går tur, men vi taler ikke sammen. Vi registrerer bare, for jeg har hunden med. Men i dag er anderledes. ”Det fordamper... Continue Reading →
Hun følger mig som en skygge, helt tæt på, vi går i stille takt, vores skridt er de samme. Scenen er sat af fugt og dis, Mosekonen er tidligt oppe og passer sin bryg, horisontale søjler af damp stiger til vejrs. ”Kom nærmere og smag på min morgensuppe.” Hendes stemme er jordens hjerte, lyden er... Continue Reading →
“Du må give det sin tid” siger Tarbh blandt valmuer i blødt morgenlys. Natten er forbi. Lidt senere end normalt forlader jeg huset, jeg har sovet længe og søvnen hænger ved. Men jeg går, for det gør jeg altid. Han står på engen blandt vilde blomster, de standhaftige, som ikke er bukket under for tørken.... Continue Reading →
Det er et højtideligt øjeblik, når den første spæde fortælling finder vej til nye sider. Min skrivebog er indviet og rejsen fortsætter fra højsommer og ind i høsten. Vinduet står i min stue står åben, fuglene synger og vinden er stille. Det dæmpede lys og skydækket passer mig fint i dag. Som at få en... Continue Reading →
Jeg får øje på det, mens solen skinner og jeg sidder ved havebordet med kaffe og vand. Dagen ligger langstrakt foran mig. Eftersom jeg var tidligt oppe, synes denne dag at være en oase af tid. Men den starter ikke behageligt, dagen, jeg er for træt og indhyllet i en smertefuld irritation over noget, jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 