Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
I tiden under Corona har jeg fået langt flere forespørgsler end normalt, men færre har faktisk booket. Jeg venter lige lidt, jeg skal lige være helt sikker. Dér har været mange følehorn ude, men de blev trukket til sig i gang. Som når man gerne vil i vandet, stikker tæerne i og mærker kulden. Det... Continue Reading →
Det er som vinter igen. Frosten knitrer under skosålerne og vinden bærer is. Kolde åndedrag i den tidlige morgen. Her møder jeg ham ved solopgang og under rødmende himmel. Håb er kommet tilbage, ikke højrøstet og frembrusende, men stille og forsigtigt. Håb er genert. Og han repræsenterer det håb, fortæller han, mens vi følges over... Continue Reading →
Jeg tøver med at sætte ord på, men den kreative proces fordrer både intention og stille handling. De første ord på tomme linjer, de første spæde skridt. Mod til at prøve dig frem, til at lykkes og til at fejle. Det, der skal komme vil møde dig undervejs og der sker aldrig i tankerne. Tro... Continue Reading →
Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →
Jeg kommer i dag for at kalde dig hjem. For at huske dig på, hvem du er og hvorfor verden har brug for at høre din stemme. Du er en smuk maske i det store strikketøj. Det hele hænger sammen. Det kan føles svært til tider, fordi du falder i egofælden og ind i ting... Continue Reading →
Der er stille i rummet og skrivelysene brænder. Det er en af de morgener, hvor jeg slet ikke kan forestille mig, at der vil være en fortælling. Hun dukker op i lysningen mellem træerne. Årvågen og opmærksom betragter hun sine omgivelser og jeg kan se, at hun registrerer. En subtil anerkendelse, hun ser mig, jeg... Continue Reading →
Jeg har lovet mig selv en stille morgen. Et højtideligt løfte som jeg vil ære trods impulser til at gå imod det stille flow. Jeg troede, at det var andre, der svingede pisken. Nu opdager jeg, at det var mig selv. Det gør mig sørgmodig. Jeg læner mig ind i følelsen af svigt. Bare mærke,... Continue Reading →
Hun forvandler sig for øjnene af mig. Den store fugl bliver til en gammel kvinde med ordet i sin magt. Hun er bærer af en ældgammel visdom, som har lidt slem grusom overlast og er blevet misbrugt og trampet på. Dog bærer hun ikke nag. Hun er ikke ude for at finde skyldige. Den slags... Continue Reading →
Havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, hvad ville jeg da have gjort anderledes? Hvordan kunne jeg dog tro, at historiemedicin gør en vidunderlig forskel og skænker magi og symboler, som sjælen forstår? Hvordan kunne jeg tro, at jeg ville få hjælp, hvis jeg valgte at følge mit hjerte og forlod den brede hovedvej med... Continue Reading →
Det er bare mig i dag. Mig, pennen, skrivebog og blafrende stearinlys. Den første sol finder vej gennem skrivestuens vinduer og støv kommer til syne. ”Dust if you must” hører jeg en hæs stemme sige på engelsk for så at slå over i dansk. Haren kan mange sprog. ”Som ude så inde, skønne kvinde”. Det... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 