Ordforbindelse – Når skrivelængslen kalder
Fortællingen sidder fast i et net af tanker, fanget i et brombærkrat i skoven. Det går op for mig allerede inden jeg går til skrivebords og inden jeg trækker kort. Fortællinger som denne kan ikke tænkes, men tankerne holder aldrig op med at prøve. De er historiefortællere i mit hoved. Jeg vifter dem væk med... Continue Reading →
Det er et stykke tid siden, at jeg forlod skovens magiske univers og gik ud for at komme ind fra et nyt sted. Det sker i dag, men jeg opdager det først, da jeg står på engen og får øje på træerne. Dér ligger skoven foran mig, lukket og åben på samme tid. Lyset danser... Continue Reading →
”Skriv dig ind” hvisker han. Jeg fornemmer en lyd af vand, en stille rislen. Jeg er strandet udenfor rummet med tusind tomme linjer foran mig. Så længe jeg tøver, sker der ingenting, så i samme øjeblik hans stemme lyder, begynder jeg at skrive. ”Det var bedre” proklamerer han i et muntert tonefald, tampen brænder, du... Continue Reading →
Alene det at ville en vidunderlig fortælling og presse som i en ve, kan være nok til at flowet stopper. Historien bliver i pennen og nægter at komme ud. Vi har lært om kamp, tvang og om at bide tænderne sammen, men det er ikke sådan, det fungerer på Fortællerskens Vej. Jeg ved det, jeg... Continue Reading →
Mens jeg gik morgentur, dukkede den op igen. Skolen for Fortællersker. Jeg slap den og lod ideen simre i sig selv under Corona-krisen. Det var ikke helt tid endnu. Imens har ideen vokset sig stærkere som rødder i min jord, uden at jeg har gjort noget særligt. Et frø er blevet til en kraftfuld spire.... Continue Reading →
Merkur er i retrograd og gør det mest i fisk. Så hvad var det lige, jeg lovede mig selv sidste gang, det skete? ”Åh godt min ven”, mumler katten, som følges med mig på morgenturen, ”kan du mærke at det ligger i energien i dag? Vend dig ikke ud, men giv tid og lad tiden... Continue Reading →
Der er ham igen. Merkur. Med logrende hale uden overdrivelse, hovedet rejst og den krøllede pels fuld af morgendug og dråber. Ja, jeg er her skam endnu, synes han at sige og jeg nikker til hilsen. Solen har fundet vej gennem disen og skinner blegt fra sin platform i øst. Langsomt bevæger den sig videre... Continue Reading →
Det sker hele tiden nu. Kort og budskaber som indikerer en ny begyndelse. Forberedelser til det, der skal komme og healing af de gamle sår. På vej mod Vintersolhverv og på rejse gennem november. Tågede dage og uklar horisont. Men selvom mange forbander november og synes, at hun er uendelig lang og krævende, befinder jeg... Continue Reading →
Der gik mange år, inden jeg turde komme ud af skabet som introvert. Sige det højt. Jeg er introvert. Ja, i det hele taget erkende det, men måske allermest fordi, at jeg ikke helt vidste, hvad det vil sige at være introvert. Jeg troede, at man så var menneskesky og genert, hvad jeg på ingen... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 