Det sker hele tiden nu. Kort og budskaber som indikerer en ny begyndelse. Forberedelser til det, der skal komme og healing af de gamle sår. På vej mod Vintersolhverv og på rejse gennem november. Tågede dage og uklar horisont. Men selvom mange forbander november og synes, at hun er uendelig lang og krævende, befinder jeg mig godt i hendes dybde.
Det er måneden inden vanviddet slippes løs i december og julemareridtet for alvor går i gang. Det er stille før stormen. Den stilhed skænker november mig og for det er jeg hende dybt taknemmelig. Det er Cailleachs tid nu og jeg møder hende på tidlige morgener i landskabets skygge og i skumringen, når aftenen kommer og sluger det sidste dagslys. Jeg lytter til hendes fortællinger og mærker, hvordan energien glider mod rødderne.
Det går langsommere nu. Og uglen er på plads i de gamle træer for enden af haven. Hun lærer mig at lytte. I det hele taget er novembers land et sted, hvor jeg kan slippe de mange forventninger til hvad og hvordan og lade komme. Hvad mon der lander i min turban, hvis jeg ikke står i vejen?
I tusmørket sidder jeg stille en stund og ser dagen forsvinde, holder mørkning inden jeg tænder lyset. I natten og i mørket hviler jeg, mens det, der skal komme, slumrer i den våde muld. November.
Magiske morgensider, 9. november 2019
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)
Cailleachs tid
Vinteren og den mørke del af året er også Cailleachs tid, den keltiske gudinde for vind, vejr og vinter. Hun er heksen, kællingen, den vise kvinde og hende, som ved. Der er et væld af myter og fortællinger, som er spændende at læse og lytte til og måske, især, hvis du som jeg er en kvinde i en vis alder og selv er ved at være en slags Cailleach.
Cailleach repræsenterer nemlig også den visdom, som kommer med alderen, hun er tiden, vejret, vinteren og landskabet. Og hun er allermest kraftfuld ved tidspunktet for Samhain og gennem vinteren frem til Beltain.
December og mit introverte væsen
Efter Samhain, som vi nu har passeret, går rejsen gennem tågede november og vi når frem til december, der ifølge kalenderen er den første egentlige vintermåned. December er årets mørkeste måned og det er et tidspunkt, hvor sjælen længes efter ro og fordybelse. Desværre er det ikke altid så let af finde den slags rum, for julen står for døren og med den et væld af sociale aktiviteter og forventninger til hvad og hvordan.
Selv har jeg et noget broget syn på december. På sin vis elsker jeg hende og mørket, jeg er barn af december og jeg ser frem til Vintersolhverv og til at simre og sanke med mit solhvervsord og gøre klar til det nye år. Mørket er markant, men Venus lyser på nattehimlen og magien danser.
Jeg kæmpede med balancen
Jeg har i mange år kæmpet med balancen i december, for som introvert har jeg brug for decembers rum til fordybelse og til at nære mig selv. December er fuld af magi og vintervisdom, men julen står for døren og med den alle forventningerne til juleaften, gaver, mad, selskabelighed og hygge. Jeg elsker det, men frygter det samtidig, for den slags har det med at dræne mig. Så hvordan skaber man sig en god balance?
For mig har det været en gave at sige nej til for mange sociale aktiviteter og samtidig lave nogle gode aftaler med mig selv. Nu fejrer jeg Vintersolhverv alene og har en hel dag fuld af fine og hellige ritualer, som nærer, styrker og gør mig godt. Jeg tager på trommerejse og jeg begynder at skrive på mit nytårsmanifest og hente lidt af det frem, som jeg tager med mig videre ind i det nye år. Jeg gør mig klar og jeg gør det alene.
Ro og fordybelse i skrivestuen
Stunderne alene i min skrivestue styrker mig og giver mig større overskud til de udadvendte aktiviteter, der fylder så meget i december og omkring nytårsskiftet. Jeg føler mig stærkere og i balance, fordi jeg ærer min natur og sande væsen. Jeg er introvert og har brug for mit indre rum.
Måske skulle vi blive bedre til at slippe alle de mange ambitioner om ”perfekthed” og forventning til os selv og andre i december og simpelthen give os bedre tid til bare at nyde mørket, stilheden og decembers rejse mod vintersolhverv, jul og nytår, tre fejringer, der i gammel tid var én og samme fejring?
Det er min intention med Decembercirklen, mit nye eSkrivekursus for introverte kvinder, som starter den 1. december. At du som deltager må skabe dig et godt og nærende skriverum, som kan blive din oase gennem december og januar.
Vintersolhverv
Måske har du lyst til at fejre Vintersolhverv, måske gør du allerede? I Decembercirklen giver jeg dig mit bud på, hvordan du kan fejre alene og skrive dig ind.
Vintersolhverv er en glædens dag, fordi den er symbolet på lysets tilbagevenden i vort liv. Vintersolhverv er solårets nytår og det vendepunkt, hvor lyset fødes af mørket på den længste nat.
Vintersolhverv markerer også overgangen fra det gamle til det nye og vinteren egner sig især til det indre arbejde og til hvile og restitution.
Efter at have fejret Vintersolhverv i selskab med andre, fulgte jeg i 2016 en impuls til at gøre det alene og på den måde at gøre forankringen af Vintersolhverv og energien til noget dybt personligt. Som introvert passer det mig særdeles godt at gøre det sådan.
I Decembercirklen får du ideer til, hvordan du kan skabe helt din egen fejring.
Dit kraftdyr – jeg trækker kort til dig
I Decembercirklen får du mulighed for at få trukket dit eget kraftdyr.
Det sker i dagene inden Vintersolhverv og i velkomstbrevet fortæller jeg dig, hvordan det foregår.
Dit solhvervsord
Hvis du allerede er en erfaren skriverejsende har du ganske sikkert en efterhånden tyk rejsedagbog, som rummer dine ord, fortællinger og proces i 2019. Og hvis du giver dig selv en stille stund, hvor du læser noget af det, du har skrevet gennem året, vil du ganske sikkert opdage, at noget springer i øjnene.
Et ord. Et tema. Noget, som stadig kan vække Tornerose og få dit hjerte til at synge eller springe et slag over. Når solhvervsordet præsenterer sig for dig, er der nemlig noget på spil.
I Decembercirklen som starter den 1. 12, får du lejlighed for at finde dit helt eget solhvervsord og skrivearbejde med det. Du får ideer til, hvordan du kan gøre det og hvordan en særlig genstand, måske en sten eller et smykke, kan repræsentere dit solhvervsord i det nye år.
I Decembercirklen finder du dit solhvervsord, som kan følge dig videre ind i det nye år og danne grobund for nytårsmanifestet.
Du får ideer til, hvordan du kan skrive og skabe et organisk nytårsmanifest med masser af saft og kraft. Du bliver klar til det nye år dybt i vinterens muld og uden hastværk.
Balance mellem det indre og ydre
Forløbet kræver på ingen måde, at du helt forskanser dig. Tværtimod. Det er en invitation til en godgørende balance. Du kan sagtens lade Decembercirklen blive en del af din jul og dit nytår uden at det går ud over de sociale arrangementer, du også gerne vil ære.
Du får et indre rum, hvor du kan nære dig selv og blive klar til det nye år.
Decembercirklen
Online skrivekursus for kvinder
Starter den 1. december 2019
Pris DKK 650,- inkl. moms
Varighed: 2 måneder
TILMELDING TIL DECEMBERCIRKLEN
Der er stadig plads til dig og din skrivende sjæl i Decembercirklen (klik for flere detaljer)
Skriv et svar