Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Nu ved du det og med erfaring forankret i levet liv, er det blevet din visdom. Det er længe siden, vi to har stukket hovederne sammen, du formodede vel, at jeg for længst var forduftet? Jeg er jo en nattefugl og en af dem, man ofte forbinder med vinter og dybt mørke.” ”I går gik... Continue Reading →
Det regner, den slags regn som lægger et fint lag af dis over landskabet. Regnen renser og det er din opgave i dag. At rense lidt ud i alt det, der blokerer for glæden. Denne gang har du accepteret tomrummet som en gave, ja du har endda inviteret det ind i din sfære. Nu ved... Continue Reading →
"Når ugen er omme, placerer du en nål på dit magiske landkort. Og det er jo et imaginært landkort, MEN du kan med fordel skrive eller tegne et landkort (måske på et A3-ark), så det bliver visuelt og tydeligt. Det er helt op til dig. For måske foretrækker du blot at skrive det i din... Continue Reading →
"Kan du huske de somre?", siger hun og svæver ind over mit landskab med østenvinden. Iskold er den, men hendes stemme er varm og indbydende. Hun lander foran mig og ser indtrængende på mig for at høre mit svar. Jeg nikker bare. Jeg husker dem som om, det var i går. De somre, hvor jeg... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor stilheden spiller førsteviolin. Den og så solsorten. Frosten ligger som en knitrende hvid løber, da vi begiver os af sted på morgentur, hunden og jeg. Vi går langsomt og snuser til verden omkring os. De små brændenældeskud har vokset sig større og taler i munden på hinanden. En... Continue Reading →
Det er et smertefuldt øjeblik, den modstandsfyldte venten inden jeg forlader tankerne, fatter pennen og skriver det første ord. Foran mig ligger tomme linjer på rad og række og jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden, jeg skal fylde dem ud. Sådan er det sted, hvor jeg befinder mig lige nu, en nådesløs ørken... Continue Reading →
Your soul knows best. Be still and observe. Hun tager mig med ind i mørke, kringlede gange. Under jorden og dybt ind i alt det, jeg forlod. Det jeg snublede i, som rakte ud efter mig, men som jeg undslap. Hun viser mig sårbarheden og de åbne sår, fortæller mig at jeg må lade hende... Continue Reading →
”Du troede måske, at det var slut nu, men kære ven, det er kun lige begyndt. Det starter i det stille og for hvert skridt og i dit nærvær gøres du klar. Bare én ting mere, inden vi skilles igen. Se aldrig udenfor dig selv efter en leder eller guru. Mange vil berige dig med... Continue Reading →
Jeg øver mig på livet. Jeg øver mig på at skrive livet og det mellem linjerne. Jeg øver mig på at blive så åben, at fortællingerne kommer svævende som mælkebøttefrø og lander i min pen. Det er et samspil og en evig genskabelse. Gennem ord og skriverier skaber jeg mig selv. Min praksis spørger du?... Continue Reading →
Jeg kommer i dag for at kalde dig hjem. For at huske dig på, hvem du er og hvorfor verden har brug for at høre din stemme. Du er en smuk maske i det store strikketøj. Det hele hænger sammen. Det kan føles svært til tider, fordi du falder i egofælden og ind i ting... Continue Reading →
