Din sjæl og de gamle bedstemødre

Your soul knows best. Be still and observe.

Hun tager mig med ind i mørke, kringlede gange. Under jorden og dybt ind i alt det, jeg forlod. Det jeg snublede i, som rakte ud efter mig, men som jeg undslap. Hun viser mig sårbarheden og de åbne sår, fortæller mig at jeg må lade hende komme til, så hun kan hjælpe mig med at hele. Det er en langsom proces og der er ingen smutveje.

Jeg følger hende gennem labyrinten og husker mig selv på, at jeg holder i Ariadnes tråd. Jeg lader fuldmånesølv bade de sårede steder og da jeg senere vandrer på daggryets rand, forstår jeg, at der kun er ét sted, hvor jeg virkelig føler mig hjemme. I naturen.

Forkommen og ført bag lyset bærer hun ikke nag.

”Du kender alvoren, så den behøver jeg ikke prædike for dig. Det er den store fare. At I holder fast i alt det, der er forkert.”

I stedet viser hun mig blomster, de vilde og de frie. Mælkebøtter, anemoner og liljer, som flygtede og fandt nye steder at gro. Træerne taler, fortæller, vi synger sammen, mens jeg stille går rundt og igen falder til ro.

”Lad nu være med at dømme og allermindst dig selv. Ser du ikke, at hun gør sit allerbedste og at du er hende? Uvant med den vej, hun nu går på og det, der folder sig ud, fanget i frygt og med uro i hælene. Hun har brug for din kærlighed. Hun har brug for, at du holder det. Bare hold om det. Vær med det. Syng for det. Lyt.

Træf nu et valg. Og gør det, du efterhånden er blevet rigtig god til og som aldrig slår fejl. Spørg din sjæl. Din sjæl og de gamle bedstemødre. De kalder på dig, hvisker og ler. Der er sange, der er stemmer, der er håb. Søde ven, det er dit ego, som fortvivler. Din sjæl ved og finder sin vej.

Magiske morgensider, 10. april 2020
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)