Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →
Jeg bad om en fortælling i går. Det fik jeg ikke, men hovedsagen er, at jeg bad. Vi tror, at hjælp og ledetråde kommer i samme øjeblik, vi slipper bønnen, men sådan fungerer det ikke. Ting tager tid. Ægte hjælp har brug for at simre og må ofte rejse for at nå frem. Det sker... Continue Reading →
Der kommer ingen fortællinger lige nu, er der mange, som siger. Der sker ikke noget og efterhånden finder man ud af, at det ikke nytter noget at presse. Der er ingen veer. ”Men ser du” fortæller jeg Zoe, ”jeg har for længst fundet ud af, at man sagtens kan skrive alligevel. Det kaldes også sankeskrivning.”... Continue Reading →
Her er så stille, at man kan høre årshjulet dreje. ”Hvad er tid?” spørger jeg hesten Each, som dukkede op i morgendisen og blev min frænde i dag. ”Det er også et af livets mysterier” siger hun. ”Tiden går og kommer. Nu er tiden landet på sommer.” Sommer, jeg nikker, nå ja. Det har jeg... Continue Reading →
Senere fortæller hun mig om kunsten at holde fokus. Det er blevet aften og solen synger i vest, dug falder. Salaten af friske bøgeblade smagte vidunderligt sammen med det sidste brød og de bær, vi plukkede undervejs. Faola sørger for det hele og det går op for mig, at hun er den fødte leder. En... Continue Reading →
De fire elementer rummer nøglen til svar, der ikke kan findes ved at tænke. Men vi må være kreative. Vinden synger i træerne og stenen kaster skygge. Hest og hind nikker, de er ikke uenige. Faola træder ind foran stenen med ryggen til tegnene. ”Vi er alle forbundet” siger hun, ”men vi må dele os... Continue Reading →
Jeg følger efter hende ind mellem træerne. Snart er vi på den hemmelige passage, som intet menneske kan finde uden hjælp fra den hvide hind. Her er stien omgivet af store sten, der former et gærde. Bag gærdet danser krogede træer. De minder mig om hekse. Hind vender sig om og ser på mig. ”Nemlig,... Continue Reading →
"Det er blevet for alvorligt” siger Odder og smiler bredt, lyset spiller i hans øjne. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, lyset, for dagen holder fast i natten og ingen ved, hvor den ene begynder og den anden hører op. Er det en dans? Et skuespil? En kærlighedsaffære? ”En leg?” foreslår Odder, som i... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Billedet var der før fortællingen. Det kom til mig i en drøm. To linjer skrev jeg i går. Billedet var der allerede. Så forlod jeg rummet og lukkede forsigtigt døren bag mig. Og som timerne gik glemte jeg alt om mit forehavende. Jeg vidste, at jeg skulle lade natten gå og dagen komme tilbage. Natten... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 