Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg vidste det i det samme, jeg så hende. Cailleach i skikkelse af uglen. Budskabet, der straks forplantede sig i min sjæl. Vinter er ugletid og hun er tilbage. Må vi bede om fuldstændig stilhed! Sluk de kunstige julelys og kom ud under stjernerne. Skru ned for musik og tvangstanker, der driver dig i modsat... Continue Reading →
Her er stille bortset fra vinden, som hyler i hus og trætoppe. Nedfaldne blade hvirvles op og nogle tager flugten. Men jeg flygter ikke, for dette tidspunkt på årshjulet er et sted, hvor farten sænkes og … ordene forstummer. ”Der er ikke altid ord” siger hun, Gåsemor, og lander for en stund på marken foran... Continue Reading →
Det er endnu mørkt, da jeg når frem til bøgetræet. Da jeg tager de sidste skridt på løberen af nedfaldne blade, går det op for mig, at det måske er en drøm? Kan man drømme om bøgetræer og lytte til fortællinger, mens man sover? Spørgsmålet sætter jeg fri, mens jeg forsigtigt placerer mig ved træets... Continue Reading →
"Din tid er faktisk kommet nu", smiler hun og hilser mig velkommen i dug og morgenlys. Det er nu. Den tanke er helt fremmede og underlig i mit hoved, det har jo altid været noget et sted derude, en prik i fremtiden, en skønne dag. Nu står jeg her på kanten til den nye dag... Continue Reading →
”Twilight is owl light” er ordene jeg hører, da jeg åbner vinduet i badeværelset og stikker hovedet ud. Klokken er fire om morgenen og Mosekonen brygger. Selvom jeg er vågen og synes, at det er alt for tidligt, glæder det mig at hun er tilbage. Noget falder på plads i mig. Bump. Røgen stiger til... Continue Reading →
Jeg må skrive for mig selv og til mig selv i disse dage. Jeg ønsker så inderligt at fastholde mig selv i processen og være både nysgerrig og åben overfor dette nye sted i mig. Floden. Det var ikke trædestenene over til den anden side, der var nøglen, det var vandet og at vove at... Continue Reading →
Jeg har skrevet mig frem til det sted, hvor jeg er i dag og åbnet op for mine ønsker og drømme. Jeg har skiftet ham utallige ganske, jeg har danset på tærskler og lyttet til fuldmånens sang. Jeg begynder at indse, hvor kraftfuld fortællerskens vej kan være for en kvinde. Vi kan skrive bøger, javist,... Continue Reading →
Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →
Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →
I takt med daggryets skridt over broen, tænder jeg lys og åbner min skrivebog. For der findes en livgivende kilde af ord, en vej og en sang, som kan skrives frem fra et dyb, der kalder i stille hvisken. Jeg baner mig vej gennem støv og tankespind og lader pennen danse over papiret, mens jeg... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 