Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
”Hvordan lærer jeg at vove vildnisset, Willow?” ”Du er vildnisset” smiler hun og lægger hovedet på skrå, så kastanjekrøllerne vælter. Med de ord går jeg alene til havet. Puslespil Det er søndag og vi taler om puslespilsbrikker. Virginia er som altid på familiebesøg og vi sørger selv for maden. Vi er Elva, Willow og jeg.... Continue Reading →
”Det er først bagefter, at man får øje på trådene. De fine perletråde i edderkoppespindet. Hvordan man med sine ord og ved at beskrive sine rejse har skabt en vej, som ikke fandtes før. Hvordan man med sin disciplin og sine gentagelser selv har vævet den vej. En vej, hvor der vokser fortællinger og hvor... Continue Reading →
Vi sidder omkring morgenbordet på majs tredje dag. Elva og Maize fortæller, at de skal af sted for at mødes med deres respektive lærere. Nu ved jeg at Elva er i lære hos Grace på Primrose Café og at hun boltrer sig med kunsten at lave magisk te. En snert af misundelse stikker mig som... Continue Reading →
Mens jeg smager på hendes ord og mærker kuldegysning, begynder hun at gå. Uden at ville det følger jeg efter. Hun fortsætter af den sti, hvor jeg gik, men snart drejer hun af mod højre og ind på en smal sti flankeret af birketræer. Sølvstammer funkler i sprækker af lys. Sølvstammer synger. Hun går med... Continue Reading →
Du har ledt efter mig” siger hun og træder frem fra et bøgetræ. Et af dem, der tog modet til sig og sprang ud. ”Har jeg ledt efter dig?” Jeg ser granskende på hende og på det kastanjebrune hår, der danser i viltre krøller om hendes ansigt. Jeg ser ind i hendes øjne, der er... Continue Reading →
Elva er taget til byen og for sent kommer jeg i tanke om, at vi kunne følges. Cailean foreslog jo, at jeg tog ind til Primrose Café for at opsøge Grace for at få komponeret min egen bard-te. Men bussen er kørt og jeg står tilbage med en følelse af tomhed. Det falder mig ikke... Continue Reading →
Næste dag begynder det at dæmre. Jeg forstår noget nyt om energien. Det er ikke noget, man kan læse i en bog, det er et indre anliggende, en forbindelse, som både er subtil og stærkere end noget, jeg har oplevet før. Da jeg møder katten udenfor lågen, ser han nysgerrigt på mig som om han... Continue Reading →
Næste morgen møder jeg igen Ceridwen på stranden. Hun kommer gående mod mig fra syd. Jeg står stille og vinker til hende, hun nikker og med lange skridt når hun frem. Vinden har vendt sig og kommer nu fra vest, havet bruser kraftfulde bølger mod land. Det er køligt, diset og dråber af saltvand og... Continue Reading →
”Der er så mange udsagn om, hvad Nymånen er for en. Men du er nødt til at gøre din egen erfaring ved at følge månens cyklus. Hele vejen rundt. Og så rundt igen.” Ceridwen drikker en slurk af sin kaffe og lader sit blik vandre fra den ene til den anden. Elva, Maize og jeg.... Continue Reading →
Solsorten sidder på taget, da jeg træder ud af døren og lukker den bag mig. Jeg hører hans sang, før jeg får øje på ham i lyset på tagryggen. Han synger, fordi han kan og fordi dagen er ny. En hymne til solen, der er gledet op i horisonten bag pensionatet. En hymne til livet... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 