Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Længe er der stille på broen. Decembers mørke dækker for lys og lyde, natten er lang. Jeg sidder alene i mørket klædt i stilhed. Den slags stilhed, som varmer uden at man får det for varmt. Blød stilhed som kontrast til det første chok af sorg, der ramte mig som en pil i hjertet. Jeg... Continue Reading →
“Du tror måske, at du kan undgå sorg og smerte” siger Gåsen, som højlydt er landet på broen foran mig, ”men det kan du ikke. Derimod kan du lade den ske gennem dig. Du kan synge, danse og skrive smerten. Du kan blive og lytte til sorgens sang.””Eftersom det er din fødselsdag i dag, får... Continue Reading →
Nogen må sige det, skrive det og synge det. Sætte ord på og lade fortællingens kraft folde det usagte ud. Det er det, hun gør, Fortællersken, det er hendes gave. Til hende selv og til verden omkring hende. Sætter du "op" foran, får du en opgave. En gave, der er givet op og hun har... Continue Reading →
Da jeg trak kortet og så Each, hørte jeg hendes stemme. Nu er den stille. Tavs. Og det er det spor, jeg følger ind i morgenens landskab, lyden af stille venten. Gudinden af Daggry, halvt menneske, halv hest. Each er en del af mig. Sådan er mit stjernetegn og nu ser jeg hende pludselig tydeligt... Continue Reading →
Alene det at ville en vidunderlig fortælling og presse som i en ve, kan være nok til at flowet stopper. Historien bliver i pennen og nægter at komme ud. Vi har lært om kamp, tvang og om at bide tænderne sammen, men det er ikke sådan, det fungerer på Fortællerskens Vej. Jeg ved det, jeg... Continue Reading →
“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej. Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →
Uglen og Kragen konverserer og det gør de på de allersidste sider i min skrivebog. Selv er jeg stået op til en morgen med skarp sol mellem skyer. Først rødmende himlen, så hengav den sig. Og det, min ven, er også nøgleordet i dag. Hengivelse. ”Et spadestik dybere” siger Uglen og Kragen nikker, ”det kræver... Continue Reading →
“Let me rest in the unknown, until a clear path is shown” messer jeg, mens jeg vandrer med hunden i vinden. Morgenen er mørk, regntunge skyer fylder i horisonten, men af og til kommer små sprækker af lys til syne. ”Der er håb forude” siger hunden med ørerne i modvind, jeg nikker og vi fortsætter... Continue Reading →
”I dag har jeg en intention om at svøbe mig i taknemmelighed” siger jeg til Losgann, frøen, da jeg møder ham ved det magiske vandhul. Helt intuitivt er jeg igen nået frem til et sted, som jeg husker fra sommerens rejse i det magiske landkort. ”Taknemmelighed er godt” nikker Losgann, ”når den opstår helt naturligt... Continue Reading →
Tyren brummer og Ørnen cirkulerer i luften over ham. Den nye dag er få timer gammel, genfødt og klar til at navigere fra intentionens center uanset, hvordan dagsform og energi er. Intentionen er evig gyldig og gælder, uanset hvordan du har det. Ser du, det handler sjældent om at gøre, med mindre du handler på... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 