Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der er så meget modstand, at jeg beslutter mig for at droppe det hele. Hvad har jeg dog gang i? Hvorfor i alverden skal jeg mødes med Ravnen i skumringstimen og lade mig indvie til Eneboerens Spor? Det lyder så trist. Godt nok er jeg introvert og elsker mine stunder uden andet selskab end mit... Continue Reading →
Det er Beithes sidste dag. Hun sidder allerede ved morgenbordet, da jeg kommer ind af døren. Det samme gør Maize og Elva, som begge kom hjem sent søndag aften. De havde delt en taxi fra togstationen. Jeg hørte dem på trappen og Elva stak hovedet ind for at sige hej. Hun kunne se på lyset,... Continue Reading →
Det er Nymåne, da jeg tager i døren til pensionatet og opdager, at den er låst. Det undrer mig, for det er aldrig sket før. Døren er låst op fra det tidspunkt Virginia går i køkkenet for at tilberede vores morgenmåltid og låses først igen ved solnedgang. Hvis vi går ud efter solnedgang, har vi... Continue Reading →
Når jeg skriver på fortællingen fra Pensionatet og deler små afsnit med mine læsere på bloggen, så er det afsnit fra den første kreative fase. Det er en tekst, jeg har skrevet intuitivt og uden at tænke på plot, karakterer, retstavning eller grammatik. Jeg gør det blandt andet, fordi jeg gerne vil vise dig, at... Continue Reading →
Jeg vågner tidligt i vintermørket og føler mig frisk. Havet kalder og jeg beslutter mig for at gå en tur inden morgenmaden. Jeg sender en kærlig tanke til Gwyneth som ofte var ude, når andre sov. Hvor er hun henne nu? Det er stadig mørkt, da jeg forlader pensionatet, men æbletræet stråler og der er... Continue Reading →
Lyset er langsommere nu, dagen har sat farten ned. Væversken har haft nattevagt, det fineste spind glimter i morgenlyste. Dugperler pryder værket og jeg beundrer det, da jeg åbner havelågen og går ud. ”Det undrer mig”, siger jeg til frøen Losgann, som jeg møder i landskabet ved den magiske sø. ”Man skulle tro at det... Continue Reading →
De fire elementer rummer nøglen til svar, der ikke kan findes ved at tænke. Men vi må være kreative. Vinden synger i træerne og stenen kaster skygge. Hest og hind nikker, de er ikke uenige. Faola træder ind foran stenen med ryggen til tegnene. ”Vi er alle forbundet” siger hun, ”men vi må dele os... Continue Reading →
Sprød morgen løfter sin vinger, lille lys kigger ud. Natten letter på sin dyne. Endnu er det mørkt og resterne af fuldmånen dingler som en vindblæst lanterne og spreder sit lys over marken. Er meget mere end et tilfældigt stykke land. Det er her, da jeg passerer æbletræet og vejen slår et blødt sving til... Continue Reading →
"Det er blevet for alvorligt” siger Odder og smiler bredt, lyset spiller i hans øjne. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, lyset, for dagen holder fast i natten og ingen ved, hvor den ene begynder og den anden hører op. Er det en dans? Et skuespil? En kærlighedsaffære? ”En leg?” foreslår Odder, som i... Continue Reading →
Det er længe siden. Jeg byder hende velkommen med et dybfølt suk. Hun viser sig i disen og det novemberlandskab, som jeg elsker. Bag træerne i horisonten danser lyset, endnu blot en orangegul antydning. Men det er dér. En morgen som denne er magisk, græs og hegn har haft besøg af væversken og hendes værker... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 