Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Nogle gange er ord ubeskrivelige i sig selv. Sådan er det under februars fuldmåne. Jeg smiler, da jeg går ud i natten, ud i klitterne og ser hende sejle på februars himmelhav. Jeg skulle have allieret mig med Brónach fortæller jeg mig selv, men Uglen siger noget andet. ”Du er præcist, hvor du skal være... Continue Reading →
Jeg mødte sælen på stranden i går og selvom jeg forsøgte, var det ikke tid til en fortælling. Så giver man slip og lader simre, indtil dagen igen er ny. Fra lummer varme til uvejr og sensommerregn. Så hurtigt kan det skifte. Men det som Sælen fortalte mig er ikke forsvundet, det følges med mig... Continue Reading →
“Skriv dig ind i længslen, skru op for det nu” sagde Eala til mig i går. Eala er den ældste fortællerske, hun er min mentor og læremester. Når hun dukker op, er det tid til at skærpe sanserne og forny koncentrationen, det indre fokus. Det er let at komme på afveje, alt for let og... Continue Reading →
Naturen holder vejret, vejen ligger stille hen i morgendis. ”Lyt”, hvisker nogen i mit øre, ”lyt dybere og mere helhjertet nu, lad længslen føre dig på vej. Længslen er din ven, lev den og ær den.” Naturen er stille, et par fugle synger rent fra æbletræerne i den vilde del af haven. Stilheden griber mig,... Continue Reading →
“Det er de store følelsers tid” siger Sælen, som uventet er dukket op på min kyst. Han er ikke inviteret. Længere nede på bredden ved det sted, hvor floden løber i havet og vandene mødes, kan jeg skimte Odder. To frænder og masser af vand. Selvom sommerens element er ild. ”Ild og vand, kvinde og... Continue Reading →
"Jeg vil skrive noget fint og poetisk", siger jeg til Slangen Nathair, som kigger frem fra mørket. ”Fange et glimt af solopgangen, danse med nattens sidste stjerne. Jeg orker ikke flere ord om transformation og svære steder i mørket, hvor man holder ud og bliver inde. Jeg er færdig med at finde mig i det!”... Continue Reading →
”Du bad om luft under vingerne i går. I dag ankommer hjælpen. Og en fortælling naturligvis. Husk at ting tager tid, men vid at alt godt er undervejs. Jeg var ikke i tvivl om, at det var mig, du sendte bud efter.” Så står han dér i morgensolen i sin rødbrune fjerdragt. Ørnen. Skyer har... Continue Reading →
Blå morgen strækker sig dovent i horisonten, lyset begynder at gry. Et fint drys af sne dækker landskabet. Jeg ved det, for jeg har været ude at gå. Tilbage i et inderligt spor, som lige nu allermest handler om at genvinde tilliden og blive så stille, at jeg kan høre. ”Tillid skaber forbindelse” tuder den... Continue Reading →
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
“Du ved det. Tiden er kommet, men den kommer indefra dig. Stå ved, hvem du er. Kom ud i lyset, selvom det er sparsomt på morgener som denne. Og tag aldrig din krone af for nogen.” Det er Boar og det er store ord på en blæsende morgen som denne. Vinden rusker i træer og... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 