Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
To understand beginnings, we must know endings. Med de ord træder hun frem i det dæmpede morgenlys, det er køligt og skyerne er grå og fyldige. Solen synes langt væk. Jeg går gennem duggen, korn og græs og lytter til solsortens sang. Koncentrerer mig om hvert skridt, min intention om at være nærværende og ikke... Continue Reading →
Your Sacred Knowledge. Det er ordene, jeg hører, allerede inde jeg sætter pennen på papiret. Og da jeg læser ordene, jeg har skrevet, opdager jeg, at der står ”sacred knowledge”. Var det egentlig det, hun sagde? Er der en nisse til stede på denne støvede julimorgen, hvor særlige sommerpasteller er strøet over marken som frø?... Continue Reading →
Ikke presse, dette er en morgen mellem linjerne. En pause mellem afslutningen og den nye begyndelse. Det kan være et svært sted at være, for det kalder på indre stilhed og langsomme skridt gennem dagen. Sommermorgen, den store gryde står på engen og simrer. Duften er ikke til at tage fejl af. Men det er... Continue Reading →
Det er med et strejf af luftig taknemmelighed at han lander på mit bord og i min bevidsthed. Smilet er ikke til at tage fejl af, humor danser altid tæt med alvor og egentlig behøver han slet ikke at sige noget. Der er for længst opstået en særlig indforståethed mellem os. Dog er det længe... Continue Reading →
Hvad har en tromme og en spinderok med skrivning at gøre? Det er et godt spørgsmål som nok var svært at besvare, hvis jeg da ikke havde taget imod to morgenside-fortællinger i denne uge. Først kom trommen. Og dagen efter spinderokken. Når jeg læser dem højt for mig selv nu, mærker jeg tydeligt en sammenhæng og... Continue Reading →
Jeg kom til dig i nymånenatten. Jeg har været hos dig gennem hele din natlige færd, men denne gang var noget anderledes. Du sov trygt og godt. Der var ingen grund til at vække dig, for din søvn var af den godgørende og healende slags. Jeg gjorde min del af arbejdet, mens du slumrende i... Continue Reading →
Fuldmåne min, endelig overgav jeg mig til dig. Endelig forstod jeg, at du har været så insisterende, fordi vi to hører sammen og du spejler dit lys i min sjæl. Hengivelse, jeg hører min sjæl hviske i glæde og genkendelse, endelig kom hun frem til det sted, hvor floden er dyb nok og hvor trangen... Continue Reading →
Jeg må skrive for mig selv og til mig selv i disse dage. Jeg ønsker så inderligt at fastholde mig selv i processen og være både nysgerrig og åben overfor dette nye sted i mig. Floden. Det var ikke trædestenene over til den anden side, der var nøglen, det var vandet og at vove at... Continue Reading →
Måske tror du ikke, at du har brug for en fortælling i dag, men det er præcist, hvad du har brug for. Har du aldrig hørt om historiemedicin? Den slags, som kan løfte dig ud af dit følelsesmæssige kviksand og sætte tanker fri som sommerfugle. Du har trådt vande på dette sted i dagevis og... Continue Reading →
”Din tillid er altafgørende. For husk, det er ikke hvad du tror på, det er hvad du har tillid til.” Jeg er egentligt ikke forbavset over at hende i den skikkelse, hun passer som fod i hose til det, der rører sig hos mig lige nu. I morgenens første lys står hun med solopgangen som... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 