Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg er tilbage ved bordet i min skrivestue og gennemfører de små ritualer, som er med til at åbne døren og genskabe forbindelsen. Døren til det magiske rum, porten til skriverejsens udspring. Skrivelysene, kortene og stenene i deres mønster, hver eneste symboliserer et ord, som har været mit solhvervsord på den indre rejse i de... Continue Reading →
Der er sne ved det magiske vandhul og is på vandet, men det forhindrer ikke hverken Frø eller Bæver at være til stede. For ser du: Der var engang og engang var der ikke … Rigide regler, nu bløde som smør, smelter på isen. Bæver griner sit uimodståelige grin og Losgann siger sit kvækha! Tonen... Continue Reading →
Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →
Jeg lytter til lyden af morgen. Knitrende skridt i tøsne, spor efter hare og kat. Selv sætter jeg nye spor på morgenturen ud og forsøger helt bevidst at være til stede i hvert skridt. Livet er nu, hvor tit siger vi ikke det til os selv og hinanden. Livet er nu, også gennem svære passager... Continue Reading →
”Skriv dig ind” hvisker han. Jeg fornemmer en lyd af vand, en stille rislen. Jeg er strandet udenfor rummet med tusind tomme linjer foran mig. Så længe jeg tøver, sker der ingenting, så i samme øjeblik hans stemme lyder, begynder jeg at skrive. ”Det var bedre” proklamerer han i et muntert tonefald, tampen brænder, du... Continue Reading →
Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →
”Forbered dig på det bedste” siger hun med myndig stemme, ord uden tøven og fyldt med magi. ”Du ved, hvad du ønsker dig, nu må du være tro mod dit ønske.” ”Jamen” fremstammer jeg og mærker, hvordan noget i mig stritter imod. Modstanden vokser som en klump i halsen og tårer presser sig på. ”Hvordan... Continue Reading →
Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →
“Du er en gammel sjæl” siger Svanen og jeg nikker. Det har jeg vidst længe, men først nu går det op for mig, hvilken betydning det har. Efterhånden som masker krakelerer og regnen renser camouflagen bort, ser jeg verden på en ny måde. En gammel sjæl kommer til syne i øjnenes spejl. Vi har passeret... Continue Reading →
Som dagen gryr mærker jeg taknemmeligheden stige. Den kommer dybt indefra og er en følelse, jeg ikke kan forcere. Nu vælter den frem som det naturligste i livet. Her slutter de åbne fortællinger fra Sorgens Bro. De sidste dage inden Vintersolhverv lukker jeg mig om mig selv og lader inderligheden flyde. Som floden under broen.... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 