Skriveskolen for Fortællersker – Når skrivelængslen kalder
”Der er vist noget, du har overset.” Hun kommer sejlende op ad floden under tidlig solopgang. Rødmende himmel og antydning af blå. Det har været en underlig nat, urolig vil jeg kalde den, med mange drømme og bratte opvågninger undervejs. En knoldet nattesejlads, men nu er jeg nået frem til morgen. Hvad er det dog... Continue Reading →
“Jeg har en opgave til dig i dag” siger han nøgtern og lander ubesværet på en gren. Jeg må knibe øjnene sammen for at se ham, blødt sollys danser mellem grenene og synet må indstilles et sted mellem lys og mørke. ”En opgave?” spørger jeg med lige dele spænding og ugidelighed. Endelig har jeg sovet... Continue Reading →
Så lander de, kortene og efterlader ingen tvivl. Umiddelbart er jeg ordløs. For jeg forstår, at jeg inviteres til at skifte perspektiv. Uden tøven tager jeg de gamle briller af. De valg, jeg nu foretager, må være selvkærlige i deres natur og stamme fra sjælen. ”Når du virkelig tuner ind på den intention” siger hun,... Continue Reading →
Det er en af de morgener, hvor stilheden spiller førsteviolin. Den og så solsorten. Frosten ligger som en knitrende hvid løber, da vi begiver os af sted på morgentur, hunden og jeg. Vi går langsomt og snuser til verden omkring os. De små brændenældeskud har vokset sig større og taler i munden på hinanden. En... Continue Reading →
“Det er et spændende tidspunkt på min rejse” fortæller hun frøen, som kvækker kvæder i den tidlige morgen. Dér ved vandhullet mødes de, kvinde og frø i magiske øjeblikke. Han er hendes frænde i dag og en af dem, der bedst underviser hende i, hvordan hendes sensitivitet kan blive hendes styrke. ”Du får brug for... Continue Reading →
Det er et smertefuldt øjeblik, den modstandsfyldte venten inden jeg forlader tankerne, fatter pennen og skriver det første ord. Foran mig ligger tomme linjer på rad og række og jeg har ingen anelse om, hvordan i alverden, jeg skal fylde dem ud. Sådan er det sted, hvor jeg befinder mig lige nu, en nådesløs ørken... Continue Reading →
Det er som vinter igen. Frosten knitrer under skosålerne og vinden bærer is. Kolde åndedrag i den tidlige morgen. Her møder jeg ham ved solopgang og under rødmende himmel. Håb er kommet tilbage, ikke højrøstet og frembrusende, men stille og forsigtigt. Håb er genert. Og han repræsenterer det håb, fortæller han, mens vi følges over... Continue Reading →
Jeg står ved en skillevej sammen med Ulven. Hende, som ville lære mig om vildskab og alt det, der hører med. Selvomsorg. Grænser. Accept af den kreative cyklus og min egen dans i den. Vildskab er ikke altid heftig fremfusen og vigør. Kunsten at turde vente er hun også en slags mester i. Selv er... Continue Reading →
Your soul knows best. Be still and observe. Hun tager mig med ind i mørke, kringlede gange. Under jorden og dybt ind i alt det, jeg forlod. Det jeg snublede i, som rakte ud efter mig, men som jeg undslap. Hun viser mig sårbarheden og de åbne sår, fortæller mig at jeg må lade hende... Continue Reading →
”Du troede måske, at det var slut nu, men kære ven, det er kun lige begyndt. Det starter i det stille og for hvert skridt og i dit nærvær gøres du klar. Bare én ting mere, inden vi skilles igen. Se aldrig udenfor dig selv efter en leder eller guru. Mange vil berige dig med... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 