Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Der findes en dør. En dør til hende, den vise kvinde, hende som ved. Hun er også din indre fortællerske og du kan skrive hende frem. Hun bidrager til vores mentale og fysiske sundhed, hun er som en kilde af visdom og livskraft, som vi også via skrivning kan forbinde os til. Hun har helt... Continue Reading →
Som en kvinde opdagede det på sidste FORTÆLLERSKEN hold, er det helt normalt at have to eller flere stemmer i fortællingerne, efterhånden som vi lærer de forskellige steder i os selv at kende og kaster lys på dér, hvor der var mørke. Men hvordan lyder mørket? Og lyset? Hvordan bliver fortællingen, hvis jeg skriver den... Continue Reading →
En flok gæs flyver over mit hoved på morgenturen, deres V-formation kommer til syne i regndisen. Jeg ser, registrerer og fanger et subtilt budskab, som jeg ikke tolker. Jeg går videre. Da jeg er hjemme igen, tænder skrivelyset og trækker mit dyrekort, er det Gåsen, som træder frem. Jeg smiler uvilkårligt. Sådan er det ofte... Continue Reading →
Lyt til regnen, stilheden og morgenens sang. Se skrivelysets flamme blafre, mærk varmen og ilden. Vinter, en tid til at dvæle i og tage dig kærligt af dig selv. Dine behov. Mærke efter og være helt hudløs ærlig: Hvad gør dig godt? Denne stund med skrivebog og ord, siger du uden tøven, det øjeblik, hvor... Continue Reading →
Det er mandag formiddag og jeg sidder i min skrivestue med kaffe og ord. Udenfor kigger solen frem bag skyerne og mens skrivelyset brænder, forbereder jeg næste eSkrivekursus for kvinder, Between Stories, din spirituelle skrivevej. Jeg elsker arbejdet med at formgive det, der i et stykke tid har danset i dis og tåge, men som alligevel... Continue Reading →
I takt med daggryets skridt over broen, tænder jeg lys og åbner min skrivebog. For der findes en livgivende kilde af ord, en vej og en sang, som kan skrives frem fra et dyb, der kalder i stille hvisken. Jeg baner mig vej gennem støv og tankespind og lader pennen danse over papiret, mens jeg... Continue Reading →
Blå morgen hvisker sit kald, en hymne af dis. Tusmørke, endnu lever natten og en snert af søvn og vintertræthed sidder endnu i mig. Men jeg står op og ser ham fra første færd, for jeg drømte om ham og en af hans venner sidst på natten. Himlen var blå, lyset skarpt, det var tidligt... Continue Reading →
Der synes at være et kald, en invitation til et mere bevidst fokus, for fundamentet er stærkt nok til at bære nu. Dit sande fundament. Hvor ønsker du da, at året skal bringe dig hen? Hun svarer prompte, er ikke i tvivl, svaret mærkes som en hellig ed og højtidligt siger hun: Tættere på mig... Continue Reading →
Dér på himlen I det første morgenlys. Vinden er skarp, dagen er ny. Se op, hør sangen som et ekko fra din sjæl. Svaner. En flok svaner på himmelvej fra øst mod sydvest. En vintersang, en hymne til årets næstsidste dag. Og som du fornemmer, en tone til dig og et budskab om det, der... Continue Reading →
Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret... Continue Reading →
