Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
“På dette sted skilles vores veje” siger Tarbh nøgtern, ”jeg har givet dig det, du skulle lære lige nu. Men det er for tidligt at bevæge dig ud på hovedvejen, Each er der ikke, det er ikke tid endnu. I stedet vil din vej føre dig til Lysets Lund, hvor du kan gøre et hvil... Continue Reading →
Han er her stadig på tredje dagen, Tarbh. Og han sagde da også, at den frænde du møder på en måneds første dag, vil komme til at spille en betydelig rolle i den kommende tid. Han synes at have sans for det gode i livet og her hjælper poesien ham til sanseligt fokus. Jeg kan... Continue Reading →
”Vælg den vej, som får dit hjerte til at synge. Det er nøglen.” Tyren Tarbh og jeg går langsomt ud af den støvede landevej og ind i dagens første timer. Jeg føler mig forunderlig tryg i hans selskab, den mægtige tyr som har en svaghed for poesi. ”Og den svaghed er min styrke” ler han,... Continue Reading →
Jeg forlader lunden og går tilbage til stien, som fører ud til hovedvejen. Her venter hesten Each på mig, hvis det altså er tid. Solen er stået op over trætoppene og da jeg har besteget en lille bakke, er der pludselig udsigt til gyldne marker og modent korn. Han står afventede på den anden side... Continue Reading →
Når vi skriver intuitivt og gennem pennens kraft bevæger os ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte, sker dér noget magisk. Vi er ikke længere fastlåst i tankernes forsøg på logik eller bundet af fortidens historier. Vi skriver os fri. Og dybt i os bor der fortællinger, der over tid kan hjælpe os... Continue Reading →
Det er som om tiden står stille på vejen gennem Birkeporten. Det er umuligt at skynde sig, mine skridt er langsomme og nærmest dvælende, inden de rammer jorden. Kviste kvaser under mine fødder og snegle skynder sig væk. Over mig danser birketræernes grene og de hjerteformede blade messer en sang: Let go. Let go. Let... Continue Reading →
Det er tidlig morgen, da jeg ror tilbage til vigen og det åbne hav lukker sig bag mig. Jeg er tilbage ved vandhullet, som frøen kalder magisk. Jeg lægger båden til i sivene og da jeg igen står på landjorden, sejler jorden stadig under mig og følelserne skvulper. Med usikre skridt går jeg af stien... Continue Reading →
Egentlig har jeg slet ikke i sinde at tage imod en fortælling i dag, jeg vil bare sidde med mig selv og de stille ord, men han løber ind i min sfære med stor ståhej. Odder. Og uden helt at ville det, er jeg tilbage ved vandhullet på engen siddende på den fornøjede sten. Han... Continue Reading →
“Når du finder din stemme, siger han, ”mærker du dine rødder. Stemmen er forbundet med dit center og du vil mærke stor forskel på, hvordan du er i verden, når du synger med din sande røst.” Der er svalt ved vandhullet, de andre frøer kvækker lystigt, mens han har sat sig på et åkandeblad, der... Continue Reading →
Jeg forlader Each på stien, går nogle meter og drejer så ned af den lille vej til højre. Mine skridt er tunge og modstanden stor. Tankerne plaprer op om omveje og forsinkelser og sætter spor i min krop. Men jeg bliver ved med ag gå. På vej ind i et stenet og mere ufremkommeligt landskab,... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 