Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
Snart sidder vi placeret rundt om soluret med lukkede øjne og fuldt fokus på at lytte til vinden. Et budskab er undervejs. Vil det nå os, er vi i stand til at høre? Det kan være svært at blive stille nok, tankerne vil gerne bidrage med slidte løsninger. Jeg slipper min irritation over at være... Continue Reading →
Det er ikke uden udfordringer at følge vejen gennem skoven, sagde en klog gammel kone til mig, inden jeg begav mig af sted. En veninde havde hørt om hende og at hun gav konsultationer til kvinder, der ønskede at følge skovens vej. Jeg fik en aftale med hende og mange gode råd med på vejen.... Continue Reading →
De fire elementer rummer nøglen til svar, der ikke kan findes ved at tænke. Men vi må være kreative. Vinden synger i træerne og stenen kaster skygge. Hest og hind nikker, de er ikke uenige. Faola træder ind foran stenen med ryggen til tegnene. ”Vi er alle forbundet” siger hun, ”men vi må dele os... Continue Reading →
Jeg følger efter hende ind mellem træerne. Snart er vi på den hemmelige passage, som intet menneske kan finde uden hjælp fra den hvide hind. Her er stien omgivet af store sten, der former et gærde. Bag gærdet danser krogede træer. De minder mig om hekse. Hind vender sig om og ser på mig. ”Nemlig,... Continue Reading →
”Husk blot en ting. Du forpligter dig til at skrive sjælens og hjertets fortællinger, når du bruger Ealas pen.” Hun flyver op gennem trækronerne og forsvinder på skjult himmel. Jeg står alene på skovstien med den smukke fjer i min hånd. Den fineste pen af dem alle. Den er fra en stolt tradition af barder... Continue Reading →
Længe sidder jeg stille ved Munketræets fod. Et af verdens ældste templer, en kirke midt i skoven. Det er som om at jeg kun suge mod og styrke fra det gamle træ. Men på et tidspunkt rejser jeg mig og tager afsked. Det er svært at forlade Munketræet og dets sfære af ro. Det er... Continue Reading →
Vi slår følge over det åbne stykke og tager afsked, da skoven igen lukker sig om os. ”Fortsat god rejse” siger hun og forsvinder et sted i sollyset. Jeg er igen alene. Denne del af skoven er kendt for sine gamle egetræer. Ikke kendt af mennesker, vel at mærke, men skoven ved besked. Det føles... Continue Reading →
Han hopper tilbage til vandhullet i skyggen og jeg finder tilbage til det, jeg formoder er hovedstien. Men man ved aldrig i skoven. Skoven, så fuld af farer og fortryllelse. Lysninger, som kun findes af dem, der er faret vild. Frænder, der dukker op mellem træerne og træerne selv. Eg, bøg, birk og de stolte... Continue Reading →
“Din nye brik er tillid, en dybere form for tillid. Venlighed er en hellig gral, det lærte du i går. Tillid er også et bæger. Et bæger fuld af venlig godtroenhed ikke at forveksle med naivitet.” Odderen er forsvundet ligeså pludseligt, som han dukkede op. For lidt siden gik han på stien, vi havde skabt... Continue Reading →
Venlighed er en hellig gral. Hans ord lyder som et ekko gennem skoven. Venlighed, en hellig gral. Jeg ved, at jeg har fået en nøgle til at forstå den nye skovs hemmeligheder. At venligheden er en indgang. Mine skridt går gennem tæppet af grannåle, mellem slanke stammer og nedfaldne kogler, indtil granskoven med ét hører... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 