Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
Jeg samler kraften i pennen og begynder at skrive. Uro, sitrende forventning og inderlig længsel samles i forening og er nu det blæk, jeg skriver med. Fokus, det er essentielt, skriv og giv så slip igen. Du skal ikke sætte ord og sætninger i fængsel. Lad dem leve, ånde og frit flyve derhen, hvor de vil.
Energien er langsom, dvælende og det er mest træthed, jeg mærker. Jeg stiller mig i det åbne vindue, mens jeg lufter ud, renser rummet og lader den kolde, våde vind stikke mig i ansigtet. Rester af sne ligger som gråhvide knolde, totter af græs stikker frem. Marken er brun, horisonten diset. Så sætter jeg mig... Continue Reading →
Der er en længsel og et løfte. En tone, som stille synger sig selv gennem disen. Jeg mærker det, men er samtidig klar over, at dette er endnu en dag på tærsklen. Jeg svøber mig i disen, en blåhvid kåbe og traver af sted gennem pytter. Tøvejr. Det er lidt varmere nu, men luften er... Continue Reading →
“Du ser det” siger Uglen, ankommet til blodbøgen uden at jeg har bemærket det. Måske har hun været dér hele tiden? ”Du ved nu fra et inderligt sted, hvordan det bedst fungerer for dig og måske fornemmer du også hvorfor? Det skal du ære og nære. I denne verden med ansigter vendt mod kameraet i... Continue Reading →
“Hvad kan du tilsætte for at gøre dit liv mere levende, sitrende, kærligt og godt? En gåseflok flyver over pink morgenhimmel i et landskab dækket af sne. Et tyndt lag, javist, men det er frostvejr og følelsen af hvid er markant. Skridt knirker og næser løber, himlen er et skue af livlige pasteller og skysaft.... Continue Reading →
Blå morgen strækker sig dovent i horisonten, lyset begynder at gry. Et fint drys af sne dækker landskabet. Jeg ved det, for jeg har været ude at gå. Tilbage i et inderligt spor, som lige nu allermest handler om at genvinde tilliden og blive så stille, at jeg kan høre. ”Tillid skaber forbindelse” tuder den... Continue Reading →
Det, der sker lige nu, er at jeg ihærdigt forsøger at få en fortælling frem. Selv min lytning er lettere anstrengt. Derfor skriver jeg fra det sted i stedet for at blive i presset eller helt at lade være. En fortællerske ved, at der er mange veje ind. Alene det at skrive sender mig i... Continue Reading →
”Forbered dig på det bedste” siger hun med myndig stemme, ord uden tøven og fyldt med magi. ”Du ved, hvad du ønsker dig, nu må du være tro mod dit ønske.” ”Jamen” fremstammer jeg og mærker, hvordan noget i mig stritter imod. Modstanden vokser som en klump i halsen og tårer presser sig på. ”Hvordan... Continue Reading →
Denne morgen påkalder jeg mig fortællingens kraft og fatter pennen, så den kan føre mig på vej. Det er tid til at vende tilbage. Ikke så snart har jeg tændt mine skrivelys, før lyden af vingeslag rammer min sfære. En glidende landing, så selvfølgeligt og ikke helt uventet. Min ærkefrænde Ørnen. Han ler og ser... Continue Reading →
“Du er en gammel sjæl” siger Svanen og jeg nikker. Det har jeg vidst længe, men først nu går det op for mig, hvilken betydning det har. Efterhånden som masker krakelerer og regnen renser camouflagen bort, ser jeg verden på en ny måde. En gammel sjæl kommer til syne i øjnenes spejl. Vi har passeret... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 