Når skrivelængslen kalder – Vejen til Fortællingernes Medicin
“Du tror måske, at du kan undgå sorg og smerte” siger Gåsen, som højlydt er landet på broen foran mig, ”men det kan du ikke. Derimod kan du lade den ske gennem dig. Du kan synge, danse og skrive smerten. Du kan blive og lytte til sorgens sang.””Eftersom det er din fødselsdag i dag, får... Continue Reading →
“Der er bare ingen ord” siger jeg til Tranen, som står i det mørke vandhul. ”Kun en dyb sorg i hjertet. Hvordan skal jeg dog beskrive den?” ”Ved at sætte ord på” svarer han nøgtern, mens han på ét ben holder øje med noget i vandet. Jeg bliver tavs, lader sorgen skylle igennem mig som... Continue Reading →
“Kan det magiske vandhul mon rumme min sorg?” spørger jeg Frøen, som er tilbage på åkandebladet. ”Jeg har mistet min elskede hund og tomrummet er stort. Det var med hende, jeg gik mine morgenture, langsomt, dvælende og fuld af dugfrisk magi. Hun viste mig vej til alt det, der er usynligt for det blotte øje.... Continue Reading →
Jeg står ved en skillevej sammen med Ulven. Hende, som ville lære mig om vildskab og alt det, der hører med. Selvomsorg. Grænser. Accept af den kreative cyklus og min egen dans i den. Vildskab er ikke altid heftig fremfusen og vigør. Kunsten at turde vente er hun også en slags mester i. Selv er... Continue Reading →
Jeg forsøger at huske, hvad hun fortalte mig i går. Hvad jeg lærte. Men for at huske det, må jeg gå dybere og ind i kroppen. Så jeg sætter mig stille på kanten af den nye dag og mediterer. Siger tak. For den vej, der åbner sig i mig som en sprække. Lyset er dristigt... Continue Reading →
Det var et frygteligt sted at være. Corona-virus og advarsler så langt øjet rækker. Og så skulle hun til begravelse. Tunge skyer, silende regn og et humør, der fuldstændig matchede vejret. Mennesker stod ud af deres biler og gik op mod landsbykirken. Udenfor kirken stod bedemanden, som var en kvinde med en flaske sprit. De... Continue Reading →
Jeg har savnet hende, men denne morgen mærker jeg igen hendes kald. En stille sang breder sig i mit bryst, hun nynner og lader mig vide, at jeg er på rette vej. En kæmpe omvej af mørke og frygt, der som en kødædende plante blev min rute gennem december. Et dybt sted af sorg og... Continue Reading →
En fortælling byder sig til hver eneste morgen, når jeg sidder i skrivelysets skær med mine magiske morgensider. Den er en mulighed og en invitation. Som en sæbeboble bristes den i usynlige glasatomer og forsvinder igen, hvis jeg ikke lytter og tager imod. Men den er hverken fornærmet eller sur, den pønser ikke på hævn... Continue Reading →
”You think you can avoid pain, but actually you can’t. If you do, you just get sicker or you feel more pain. But if you can speak it, if you can write it, if you can paint it, it’s very healing.” – Sue Monk Kidd – De kvindelige fortællinger er ikke enten eller. De er både og.... Continue Reading →
I dag vil jeg dele en fortælling med dig, som du har hørt før, siger hun og slår op i bogen på præcist den side, hvor fortællinger starten. Bogen kender hende som hun kender den. Det regner i dag og vi har søgt ly i en gammel hytte tæt på bøgetræet. Det undrer mig, at... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 