Vildfarelsen

I dag vil jeg dele en fortælling med dig, som du har hørt før, siger hun og slår op i bogen på præcist den side, hvor fortællinger starten. Bogen kender hende som hun kender den. Det regner i dag og vi har søgt ly i en gammel hytte tæt på bøgetræet. Det undrer mig, at jeg ikke har set hytten før, men sådan er det med den slags. Man ser det, når man er klar.

Jeg sætter mig til rette på en stor pude og hun serverer en skoldhed kop kaffe. Bogen ligger klar på bordet foran hende. Hun læser højt i stearinlysets skær, mens regnen trommer mod taget.

Sorgen

”Sorgen, siger solsorten, men det er i virkeligheden sorgen, som taler gennem fuglen. Det er den, jeg mærker, den sorg, som ingen rigtig taler om. Jo, måske når vi mister familiemedlemmer, kæledyr, venner og børn. Men sorgen, som kommer snigende med østenvinden på iskolde morgener, det skarpe lys på den første forårsdag. Den sorg, der er en uundgåelig følgesvend, når vi har smidt de gamle historier om, hvem vi er på stranden og havet har skyllet dem bort.

Vi får at vide, at vi skal give slip, lade gå, men det sker sjældent med et snuptag, det tager tid og er ofte en langsom proces, der følger os dage og nætter på vildfarelsens ø. Den kommer snigende som havgus og mågerne skriger dens sang. På stranden, hvor tidevandet fisker vores fodspor og skyller dem bort.

Den sorg kan vi sjældent dele, den er subtil og nærmest uforståelig, for burde vi ikke være glade for at slippe af med de gamle, udslidte historier? Alligevel er den tung, smertefuld og nærværende i vores bryst. For vi har sagt farvel. Endegyldigt farvel til det, der var vores identitet og vores historie. Farvel til det, der var og dem, vi var. Og farvel til venner, som forsvinder, fordi de troede at de kendte os og det gjorde de så alligevel ikke. Vidste og vidste bedre måske. Det gjorde de heller ikke. Farvel.

Gamle løsninger og udveje er blevet ugyldige, alene tanken om deres dulmende manipulation giver os kvalme. Den sorg. Det farvel. Og den store uvished på vildfarelsens ø.

Jeg hører dit kald i den tidlige morgen, jeg mærker dit væsen, din klang. Det indre kald, sjælen som længes efter hjemkomst og i processen, på vejen, er sorgen også en station. Et sted og en smerte. Som må mærke. Og den kan skrives. Sorgen.”

Vildfarelsens ø

Der var engang en kvinde, som hørte en stemme hviske. Så hun satte sig med pen og skrivebog for at lytte til det, stemmen hviskede om. Hun lyttede og skrev sig ind i tillid. Og den morgen fortalte stemmen hende om de tidspunkter, hvor vi ikke ved og hvor både frygt, tvivl og rastløshed krydret med impuls til flugt og at gøre noget, plager os og gør os bange, urolige og utilpas.

Kender du de tidspunkter? Så er du måske også bekendt med vildfarelsens ø og sorgen, der ankommer som havgus på tidlige morgenener? Sæt ord på, hviskede stemmen, uanset, hvad det handler om for dig. Sæt ord på det, vi aldrig rigtig taler om. Sæt ord på alt det, der bølger i dit bryst.

De næste sjæleskridt er ofte det stik modsatte af, hvad tanker svøbt i frygt om impuls til handling prædiker. Så vi må vælge at turde møde os selv i vildfarelsens havn og øve på at være i tvivl.

Når vi er i tvivl på den måde, vil det altid være nærliggende at tænke sig til en udvej. Det er ubehageligt ikke at vide, og frygten serverer mange velkendte forslag til, hvordan vi kan flygte og forsøge at få noget til at ske. Men det er samtidig en del af vejen, fordi det ikke at vide skaber åbninger over tid. Vi må derfor lære os selv at turde fare vild og blive i uvishedens havn, en øde ø med kun et fyrtårn. Et lys i mørket. Et lys i os selv. Et håb.

Hudløs

Ingen skibe, ingen udveje, kun havet omkring os og mørket med alle følelserne, der båret af tidevandet bliver skyllet igennem os. På øen er vi som en Selkie, der har mistet sit skind. Vi får det igen, javist og vi får sandsynligvis et nyt og anderledes skind, når tid er, men i den mellemliggende periode, som kan vare ganske længe, er vi hudløse. På vildfarelsens ø, strandet og i tvivl. Uendeligt sårbare, fordi vi endegyldigt må tage afsked med det, der var. Vi giver de gamle historier til havet. Vi er between stories. Og ofte er vi i sorg.

Det skib, der sejlede mig væk fra øen

For mig blev skrivevejen og rejsen gennem ord og fortællinger, det skib, der skulle sejle mig væk fra øen. Et åretag af gangen. I årevis var jeg strandet på øen, mens skibe, som ikke var mine, lagde til og sejlede igen. Og når det sker, at jeg igen strander på øen i kortere eller længere perioder, så ved jeg, at det virkelig ikke nytter noget at handle sig til et skib og en udvej. Det handler om at turde være i tvivl. Og at skrive om det.

Vildfarelsens ø og sorgen er en del af både livet og skriverejsen. Det samme er tvivlen.

Vi har lært at tvivle på det, vi dybest set længes efter

Jeg er i tvivl. Det er en sætning, som jeg ofte får fra kvinder, der overvejer om de skal booke billet til skriverejsen via et af mine online skrivecirkelforløb eller eSkrivekurser. Tvivlen kan have mange ansigter og toner, men handler dybest set om, at vi aldrig helt kan være sikre på, hvad der kommer til at ske, når vi møder op, fatter pennen og begynder at skrive, men så sandelig også, fordi vi har lært at tvivle på det, vi dybest set længes efter og har brug for. Især, hvis det som udgangspunkt er noget, vi gør for selv og noget, som vi er nødt til at gøre alene.

Men tvivlen er ikke en størrelse, som inviterer os til at vende om og stikke hovedet i busken. Det er et sted i os selv, hvor vi kan lære at være og som vi kan hylde, fordi tvivlen samtidig vidner om livets usikkerhed. Der er mange, som gerne vil fortælle os, at vi kan sikre og forsikre os fra både tvivl og usikkerhed, men det findes sjældent i det virkelige, inderlige liv. Det er en falsk tryghedsfølelse.

Når vished danser kinddans med tvivlen

Hvis vi som udgangspunkt vil være sikre og ikke tillader os selv at danse med tvivlen på tidspunkter i livet, så tør vi ikke tage chancer af den slags, der kalder på os fra sjælens vej. Vi er nødt til at leve med både tvivl og usikkerhed, samtidig med at vi vælger at tro på det kald og den længsel, vi kan mærke fra et dybt sted i os selv. Her kan vished om, at der findes en anden vej og måde, et andet slags sted for os i livet, sagtens danse kinddans med tvivlen.

Skriverejsen skaber forankring og minder os om vores intention

Selv har jeg lært mig ikke at være sikker. Og det er grænseoverskridende, fordi tanker og sind altid gerne vil vide ”hvad og hvordan”, men der findes virkelig tidspunkter og i på sjælens vej, hvor vi vitterligt ikke ved og tør vi blive dér og være i tvivlens favn, tør vi vente, lære os selv om tålmodighed og om at gøde den indre jord til det, der skal komme, så begynder der at ske noget.

Det er her, at vi kan bruge skriverejsen som en måde at forankre os på. Vi kan ikke altid skrive os til klarhed, når det er tåget og ufremkommeligt, vi kan ikke skrive os til flugt fra hverken tomrum eller tærskler, men vi kan fremkalde øjeblikke af håb og vished gennem ord og fortællingens kraft. Det gør godt at sætte ord på.

Vi kan skrive det

Vi kan skrive om tvivlen, vi kan give vores følelser ord og vi kan endda skrive tankerne og frygten, der hele tiden banker på døren og vil have os med. På flugt. For når vi skriver på den måde, opdager vi, at vi på ingen måde er hverken magtesløse eller fortabte. Tværtimod. Gennem ordenes og pennens kraft kan vi over tid skabe os selv og væve nye fortællinger, de historier og den kraft og historiemedicin, vi som kvinder har brug for nu.

Vi er væversker!

Vi kan lære os selv at strande på vildfarelsens ø. Vi kan lære hjertet at vente. For som Tomas Tranströmer så fint har skrevet det:

“Midt i skoven findes der en lysning, som kun kan opdages af den, der er faret vild.”

Se nu dagen gryr

Tærskler og tomrum

Når noget er forbi, men det nye ikke er begyndt endnu. De tærskler og mellemrum, som vi støder på og falder i på livsrejsen. De tidspunkter, som vi dårligt ænser, men som alligevel fanger os ind og holder os fast i en proces, der kan synes gold og stagneret. Tidspunkter, som i andre kulturer bliver både fejret og markeret. Tidspunkter, hvor vi har brug for at sætte ord på og at blive holdt i et rum af accept og kærlighed. Hvor hjertet venter.

Desværre er der ikke sat tid af i det moderne liv til at markere endsige fejre. Vi får jo at vide, at der er noget galt med os og vi tror på det. Tidspunkter med mørke og depression, sjælens mørke nat, bliver dulmet med lykkepiller og medicin. Men hvad nu, hvis nogle former for depression også kan være et kald ind, en invitation fra sjælen? Og hvad hvis vi i stedet for at tage piller og føle os fortabte, kunne ære de tidspunkter på rejsen, hvor vi havner i tomrummet og ikke ved?

Hvis vi kan skrive os ind og få fat i nye tråde og skabe os selv på ny indefra. Så kan vi erstatte lykkepiller med historiemedicin og ære os selv og vores rejse, også når vi er i transit og i tomrum. Og hvad hvis andre kvinder, som havde været på samme sted på os, kunne sidde med os og bare lytte. Bevidne vores proces uden at skulle fixe. Hvis vi giver os selv lov til at være i inkubation og i transit?

How might your life have been different
if there had been a place for you?
A place for you to go …
A place of women to help you learn the ways of woman
A place where you were nutured from an ancient flow sustaining you
and steadying you as you sought to become yourself.
A place of women to help you find and trust the ancient flow
already there within yourself, waiting to be released.
How might your life have been different?
– Judith Duerk –

 Uanset hvor du befinder dig på din livsrejse og om du kender både tomrummet og vildfarelsens ø, så gør det godt at skrive og skabe rum til fordybelse. Ikke mindst når vinteren kommer. Vinteren tilbyder os et særligt rum, hvor vi kan lytte og gøre os modtagelige for alt det, der bølger indeni.

Vintercirklen

Vintercirklen – skrivekursus for kvinder

Jeg har skabt et vinterforløb til dig, som ønsker at prøve kræfter med skriverejsen og forankre dig i årshjulets energi. Det hedder Vintercirklen, den indre rejse. Det er et online skrivekursus som med sine skriveafsæt og øvelser inviterer dig dybt ind i efterårets og vinterens energi. Her skaber du rum og finder ro gennem ord og fortællinger.

Skrivning, ro og fordybelse

Vi starter den 23. oktober og glider ligeså stille ind i vinter, som ugerne går. Hver 14. dag modtager du inspirerende skrivebreve fra mig. Hvert skrivebrev har et tema, som du udforsker og du får et par nye skriveafsæt og øvelser, som du helt intuitivt kan kaste dig ud i. Forløbet inviterer til ro og fordybelse, præcist det, som du har brug i den kommende vinter.

Natur, bevægelse og dagslys

At komme ud i naturen og bevæge sig gør underværker for krop og sjæl. Mangel på dagslys påvirker hormonbalancen og dermed også humør og energi.

Derfor tager vi naturen med på råd i Vintercirklen, den indre rejse og lytter samtidig til dens fortællinger.

Vintercirklen, den indre rejse, er en hyldest til vinteren, mørket og det sjælearbejde, vi kan gøre via vores ord. Det er et eSkrivekursus for kvinder.

Som deltager i Vintercirklen får du:

  • 7 smukke skrivebreve med skriveafsæt, spørgsmål til proces og refleksion, citater, skrivetips og coaching. Skrivebrevene udsendes hver anden onsdag i de 14 uger, forløbet varer.
  • Min nye eBog Spirituel Skrivning. Her får du ideer, skriveafsæt og konkrete værktøjer til at forankre dig spirituelt i din skrivning.
  • Værdifuld proces-skrivecoaching. Jeg er med som skrivemor og guide i skrivebjergene og du kan konsultere mig undervejs, når du har brug for det.
  • Gratis medlemskab af mit skrivefællesskab Story Circle.

Du kan være med i Vintercirklen uanset, hvor i landet eller udlandet, du bor. Forløbet foregår online og er på dansk, men du skriver naturligvis på dit eget sprog.

Har du lyst til at være med? Vi starter i næste uge den 23. oktober og der er endnu ledige pladser. 

Vintercirklen, eSkrivekursus for kvinder – klik for invitation og detaljer

Vintercirklen, den indre rejse

Lighthouse

One thought on “Vildfarelsen

Add yours

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Blog på WordPress.com.

Up ↑

%d bloggers like this: