Story Keepers – Når skrivelængslen kalder
“Be willing to change your perspective and good fortune will follow. Change will heal you.” Den store forandring sker, da jeg sætter farten ned. Det starter mentalt med en beslutning, som formes og bliver til min intention. Og så har vi balladen! Kæmpe modstand mobiliseres og uro aktiveres, min krop sitrer og tankerne kører på... Continue Reading →
Det er et stykke tid siden, at jeg forlod skovens magiske univers og gik ud for at komme ind fra et nyt sted. Det sker i dag, men jeg opdager det først, da jeg står på engen og får øje på træerne. Dér ligger skoven foran mig, lukket og åben på samme tid. Lyset danser... Continue Reading →
“Har du tænkt på at lade skønhed være din ledestjerne?” spørger Cù, som er hund. ”At det som er smukt og som føles godt i hjertet vil styrke og nære dig? For jo mere du værdsætter skønhed og bevidst søger den, desto mere vil den fylde i dit liv.” ”Du ved godt, hvad ægte skønhed... Continue Reading →
Ravnen råber om autencitet og sandhed. Ravnen synger om at være tro mod sit hjerte. Det gør hun i tusmørket fra en gren i det gamle træ. Haren kommer til syne på brun pløjejord, jeg må anstrenge mig for at se ham. De er begge frænder i dag. Ravnen og Haren. Sådan starter min morgen.... Continue Reading →
Jeg stiller ingen krav til mig selv om at skrive noget bestemt, jeg har ingen særlige forventninger. Den slags sætter ofte en bom op på linjerne foran mig. Tunghed tvinger, modstand møder sig selv og udelukker det, der forsøger at komme til. Det ved jeg af erfaring, jeg har gjort det her så længe, at... Continue Reading →
”Skriv dig ind” hvisker han. Jeg fornemmer en lyd af vand, en stille rislen. Jeg er strandet udenfor rummet med tusind tomme linjer foran mig. Så længe jeg tøver, sker der ingenting, så i samme øjeblik hans stemme lyder, begynder jeg at skrive. ”Det var bedre” proklamerer han i et muntert tonefald, tampen brænder, du... Continue Reading →
“Du skal ikke tænke fortælling, du skal mærke den.” I dag er Cailleach ugle. Tæt på Nymåne og i regndisens tæppe sidder hun i den gamle eg på sjælevej. Nok var det mørkt og grumset, nok var dér skyer og regn på vej, men da jeg i nat kiggede ud af vinduet, så jeg en... Continue Reading →
Uglen og Kragen konverserer og det gør de på de allersidste sider i min skrivebog. Selv er jeg stået op til en morgen med skarp sol mellem skyer. Først rødmende himlen, så hengav den sig. Og det, min ven, er også nøgleordet i dag. Hengivelse. ”Et spadestik dybere” siger Uglen og Kragen nikker, ”det kræver... Continue Reading →
”Uden udfordringer, ingen afvikling”. Jeg hører en stemme, en lille hvisken i morgens første lys, men noget er mere højlydt og insisterende i dag. Tungt. ”Det er på tidspunkter som disse, at du fisker din intention op af lommen, vikler den ud af sit fløjsblå klæde og mærken den igen i al sin kraft. Du... Continue Reading →
“Hvornår er du allermest dig selv” spørger han i morgenlysets rødmen og måske rødmer jeg også, som himmel så kvinde, for spørgsmålet rører ved noget dybt i mig. Jeg tøver lidt, men kender ham godt nok til at vide, at han forventer et svar og at det svar er et, der skal siges højt. Som... Continue Reading →
Skrivecoach Lene Frandsen 