Alle kvinder kan skrive

Et smugkig i manuskriptet til Fortællerskens Visdom (c) – Lene Frandsen

”Alle kvinder kan skrive. ” Med de ord byder hun mig velkommen i sin stue. Det er lørdag, jeg har fri og allerede fra første færd vidste jeg, hvordan jeg skulle tilbringe min dag. Et besøg. For noget kaldte gennem vind og bølgebrus, noget pulserede i mit blod og i mit hjerte. En stemme hviskede og bad mig gøre klar. Et bad. Varmt tøj og håret sat op i en praktisk hestehale. Vinden er vild derude i dag og vejen til hendes hus går langs stranden.

Jeg ser drivtømmer og et par indtørrede søstjerner. Sten føres ind på land og tages igen af havet. Himlen er gråsort og det kan regne, hvornår det skal være. November har ikke tænkt sig at skrue op for lyset i dag, disen smyger sig ind og bliver til tåge. I horisonten og på skæret kan jeg se fyrtårnet som en ledestjerne. Vildfarne skibe finder vej tilbage til land. På samme måde finder jeg nu tilbage til hendes hus, som kun går at finde, hvis man har fået en subtil invitation af den slags, der kommer fra et sted indeni. På dage, hvor man bare ved. Ved at noget venter. Kalder. Og at man ved at følge kaldet og gå det i møde kan finde sin egen vej hjem.

Det er snart vinter. Og da jeg når frem til hendes hus uden at tænke over, hvordan jeg fandt vej, ser jeg røgen stige til vejrs fra skorstenen. Træerne er næsten nøgne nu og jeg standser et øjeblik for at beundre stammer og grene. Det er som om, at jeg bedre kan se dem nu. Deres form. Grenene som snoede arme, slanger, der stiger til vejrs for at ende et sted i himlen. Æbletræet har gemt et par frugter, de hænger ensomme i den iskolde vind. Måske venter de på solsorten, tænker jeg og sukker.

Dér ligger huset og her står jeg. Pludselig slår hjertet hurtigere, jeg bliver lidt nervøs. Sidst jeg var her, var det efterår. Nu står jeg på kanten til vinter. Snart er det vinter. Snart er jeg vinter.

”Alle kvinder kan skrive”. Hun smiler gennem rynkerne og skænker kaffe fra den blå kande. Det er første gang, jeg skal drikke kaffe hos hende, normalt er det te, som hun selv laver. Urtete som passer præcist til lejligheden.

”Kaffe er passende i dag” siger tankelæseren og slår op i en gammel bog, der ligger foran hende på bordet. Siderne er gule i kanten. Uden briller har jeg ikke en chance for at læse, hvad der står og det er heller ikke meningen. Spændingen stiger, jeg nipper til kaffen, den er forbavsende god. Krydret, en snert af kanel og vanilje.

”Alle kvinder kan skrive”. Jeg bryder tavsheden og forskrækkes ved lyden af min egen stemme. ”Det er også min erfaring.”

Hun nikker.

”De tror det bare ikke selv. De er så forhippede på at skrive noget bestemt eller på en bestemt måde, de vil så gerne forme ordene og kontrollere deres vej. Men man må lade ordene forme sig. Præcist som du skrev i din morgenfortælling.”

”Hov” udbryder jeg, ”hvordan ved du, hvad jeg skrev i morges?”

Hun ler kort. ”Jeg ved altid, hvad du skriver. Glem ikke, at der er en særlig forbindelse mellem os. Hvordan kunne du ellers vide, at jeg gerne ville se dig i dag. Byde på kaffe og ord. Jeg har tændt op i brændeovnen, jeg har bagt vidunderlige småkager gjort af novembers energi og ingredienser. Smag!”

Hun rækker mig en dåse med småkager formet som bogstaver. De er dér alle sammen, fra A til Å. Jeg tager én. Uden at tænke. Jeg tager et E. Bider forsigtigt i det, det knækker mellem læberne på mig og jeg lader stykkerne smelte i munden. Smagen er vidunderlig, krydret som brunkager men med en note af bær. Sødt og syrligt på samme tid.

”Uhm, de er sørme gode. Og nu er jeg jo virkelig spændt på at høre, hvorfor du kaldte på mig netop i dag.”

”Behøver dér at være en særlig grund? Hun taler langsomt, giver sig tid, nipper til kaffen og spiser et bogstav. Tygger, gumler, smiler så. ”Jeg havde bare lyst til at se dig i dag. Byde dig på kaffe og kage, se dit ansigt og mærke, om du er klar til vinter.”

”Hvordan bliver man klar til vinter?”

”Ha, det ved du jo godt. Man sætter farten ned. Slipper noget af det, som har tynget. Laver en ceremoni, som du gjorde det forleden dag og lader sin frænde hjælpe sig. Bålet. De gamle historier og overbevisninger, som nu er aske. Det er godt, min pige, du har gjort dit. Du er blevet klar til vinter. Og at være klar er selvfølgelig også en slags intention. For du beslutter dig for langsomhed og du ærer det, som vinterens rum tilbyder. Du giver dig selv lov til hvile, restitution, du sanker, men det betyder såmænd ikke, at du helt går i hi. Når vi dypper pen eller gåsefjer i vinterblæk, får vi fat i anderledes fortællinger gjort af vinterenergi. Noget af det, som lagrer i rødderne.”

”Så vi skriver os gennem vinteren?” Jeg føler mig lidt som en journalist og tanken morer mig. Jeg smiler og mærker en flig af leg presse sig på. Det er godt. Det legende element løsner op og …

”Ja for pokker. Leg! Og du må gerne spørge, jeg svarer gerne. Ja, vi skriver os gennem vinteren, men det er ikke en vej ud af vinteren. Det er en vej ind. Helt ind i det, der rører sig, når lydene forstummer og stilheden kommer sejlende. Gå om bord. Tag imod invitationen og vov at sætte farten helt ned. Mærk efter, når du har brug for blidedage, skænker du dig selv. Vent ikke på, at andre giver dig gaver, giv dig selv. Tænd skrivelyset, lyt til din sjæls boblende suppe og drik af det, som gør dig godt. Det er noget, alle kvinder kan. Man kan lære det, man kan lære sig selv det, men kunsten er at gøre det. At skrive. Og alle kvinder kan skrive.”

Det konverserer vi så lidt om. Om hvordan alle kvinder synes at have en iboende fortællerske, som blot venter på at få ordet, så hun kan folde sin visdom ud. En visdom, der måske har været gemt og glemt, men som kan kontaktes og foldes ud i processen.

Begravet i enhver kvinde bor hende, som ved. Den instinktive, intuitive natur. Det er kilden til hendes kreativitet og en subtil forståelse som ofte ligger dybt i mørket. Nogle kalder det det ubevidste. Men se på det som en kvinde, en vis kvinde, der bor i dig selv. En kvinde, du kan konsultere og som du kan tune dig ind på. Hun lærer dig at bruge din intuition og ikke mindst at stole på den. Og her har vi humlen. Den gode, grønne og nærende humle. I behøver ikke at være adskilte mere. Du kan lære at lade din indre vise kvinde blive en del af din krop og din sjæl, men det kræver, at du er villig til at hengive dig til din vildskab.

Selvom du er kommet langt og har sluppet meget, selvom du har lært dig selv at skrive fra sjæl og hjerte og danse til tonerne fra din egen sjæls sang, så er der stadig meget at leve og lære. Noget, der skal erkendes og accepteres. Hende, du stadig har bag lås og slå. I året der kommer, vil du finde nøglen til buret og du vil gøre det, mens du færdes i selskab med Ulven, din frænde til lands. Nøglen. Men nøglen er bare en nøgle og en genstand, indtil du bruger den til at åbne buret med. Stikker den i låse og drejer, hører klikket som et hjertesuk og rent faktisk åbner døren.

Dér sidder hun og venter. Hun har ventet længere. Også hun er en del af din sjæl og hendes natur er ikke af den tamme slags. Hun har mod af en særlig karakter. Vild, vildere, vildest. Som havet og himlen på stormfulde dage, med skyer, regn og slud. Dansende og syngende og det er sandt, ikke alle vil bryde sig om hende. Hun vover at blive begejstret, hun skjuler ikke sit smil bag flakkende hænder, hun sænker ikke blikket, fordi nogen ser. På mange måder er hun fri og det er den frihed, din sjæl længes efter nu.

”Men vi vil alle gerne elskes” sukker jeg. ”Åh, jeg har altid gerne ville passe ind og synes, at det var så fint, når nogen kunne lide mig. Problemet var, at jeg ikke kunne lide mig selv og alle tilnærmelser blev hule og forlorne. Jeg var dér ikke. Det var ikke mig, kvinden med afklippede hæle og huggede tæer. Hende, som sang andres sange, hende som sang falsk.

”Kun din sande sang kan du synge rent og fra hjertet” siger E med blød stemme. Det har hun sagt før og de ord er gode for mig. Jeg nikker taknemmeligt med tårer i øjnene.

Hun skænker mere kaffe op og jeg snupper endnu et bogstav fra dåsen. Det er et L. Om muligt smager denne kage endnu bedre, den smelter i munden på mig i en eksplosion af surt, sødt og krydret.

”Kan man få opskriften på dine bogstavskager” udbryder jeg.

”Nej, det kan man ikke. Opskriften findes kun i mig, jeg laver den intuitivt og smager til undervejs. Du, min ven, må bage dine egne kager, men jeg hverken kan eller vil forhindre dig i at forme dem som bogstaver. Det kunne måske blive en vintersyssel?”

”Næh, det tror jeg ikke, svarer jeg ærligt. ”Jeg vil hellere komme her og spise dine kager. Når du altså inviterer, tilføjer jeg så.

Men så sætter hun pludselig låget på dåsen, rejser sig og stiller dåsen ind i skabet over køkkenbordet. Hendes køkkenlåger er malet blå og på en sælsom måde føler jeg næsten, at jeg er ombord på et skib. Et skib under havets bund. Et skib, som der som en skat ligger begravet.

”Vil du nu gå hjem og fortælle dem det? E gør tegn til at dagens audiens er forbi. Jeg rejser mig tungt, min bagdel er klistret til stolen og jeg har ikke lyst til at bevæge mig ud i den kolde vind.

”Fortælle hvem hvad?”

”Kvinderne, du har på kursus og skriveworkshops. Kvinderne, som du skriver blogindlæg til. Dine læserne. Dem, som læser med. Sig til dem, at alle kvinder kan skrive. At der bor fortællinger i deres indre og sjæl, som kun de kan fortælle. Og at de ved at tage de historier til sig, kan skrive sig fri af gamle overbevisninger, befri sig selv og finde kvinden i buret. Hende den vilde, du ved.

Hende, den vilde, du ved …

Jeg nikker. Selvfølgelig vil jeg det. Så vover jeg det, jeg lægger armene om hendes gamle krop og mærker en utrolig varme brede sig fra hendes til krop til min. Hun lader mig gøre det og ganske længe står vi foran ilden i hendes køkken i omfavnelse. Så slipper jeg taget, hellere jeg end hende. Hun betyder alt for mig.

”Du kan ikke miste mig” siger hun til afsked og det ved jeg jo godt. Vinden er ikke så kold, som jeg troede. Mine skridt er lette, da jeg trasker hjem langs stranden og sætter spor, der tages af havet igen. I november.

Fra Fortællerskens Visdom (c)

Online skrivekurser for kvinder
Vinteren 2019/20

Vinterskrivning

Decembercirklen
starter den 1. december
Klik her for invitation og detaljer

Fortællersken II – Eventyret
starter den 15. januar
Ravnerabat ved tilmelding senest den 15.12
Klik her for invitation og detaljer

Fortællersken I
starter den 1. februar
Ravnerabat ved tilmelding senest den 31. december
Klik her for invitation og detaljer

Blog på WordPress.com.

Up ↑

<span>%d</span> bloggers like this: