Disciplin er et ord, som vi ikke altid bryder os om at høre, for det fordrer jo, at vi faktisk også gør det, vi drømmer om og længes efter. At vi møder op og skriver og at vi gør det på alle årstider og i al slags vejr.
Naturligvis nytter det ikke noget, hvis vi som skribenter eller fortællersker har en rygrad som en regnorm og bruger enhver undskyldning fra frygt, modstand og indre censor til at blive i vores komfortzone og i den trygge skriveblokering. Alt det hører med, skriverejsen og livet findes ikke uden, men vi kan vælge at hengive os og beslutte os for gennem intention, disciplin og gentagelser at møde det, der står i vejen og skrive os igennem. Der er fortællinger overalt, over alt og i alt.
Det er en gave at få opbygget en form for disciplin omkring dine skriverier. Ikke en rigid og stram form, som klemmer luften ud af dig, men heller ikke en, der er for løs og vag.
Find frem til præcist den formel, som er god for dig og du er nødt til at prøve dig frem. Øvelse, øvelse, øvelse. Gør mester. Gør menneske. Gør fortællerske.
Skab rum til leg og eksperimenter i processen
Giv dig selv lov til at eksperimentere og lege med det undervejs og i processen. Det behøver slet ikke være så alvorligt og du må gerne finjustere undervejs. Den kreative proces er aldrig lineær eller forudsigelig, så det bedste, du kan gøre for dig selv, er at blive så smidig som mulig.
Det sker med øvelsen. Øvelse er nemlig en af de vigtigste ingredienser på skriverejsen.
Disciplin skaber magi. Og disciplin gør det muligt at opleve følelsen af frihed. Det lyder måske som et paradoks, men det er sandt.
Præcist, som Gabrielle Roth siger det, når hun spørger:
”Do you have the discipline to be a free spirit?”