Leia

Oktober kommer med blødt lys, der spilder gennem vinduerne og får støvet til at svæve. Vinden er i øst. Vær villig, hvisker hun, til at følge din egen rytme nu og lad den være langsommere end de første skrigende impulser. Hun driller dig, Østenvinden, hun afprøver din kraft.

Oktober kommer, jeg vågner veludhvilet og en smule fortumlet. Fleur står ved sengen og stirrer på mig. Har jeg drømt? Hun betragter mig granskende som hun ser noget, et glimt i min øjenkrog måske? For jeg kan mærke noget kilde, en sanselig fornemmelse af energi, der skyller gennem min krop. Jeg står op, trækker en sweater over min natkjole og finder de tykke sokker frem.

Oktober er efterår med ild i brændeovnen, stearinlys og suppeeksperimenter. Oktober er bagte rodfrugter, brød ditto og gerne med et stænk af gurkemeje. Hybenmarmeladen står i sine glas med smilende vitaminer, klar til at blive nydt og give styrke. Tid, oktober byder på tid, det har jeg i sinde, at skænke mig selv rigelige stunder af tid.

Vi sidder ved bordet i køkkenet, stearinlyset kaster blødt skær ud i rummet. Ilden er blevet til gløder i brændeovnen. Det er tid til at hente brænde, feje blade væk fra terrassen og finde på en suppe, der kan simre i skumringen og dufte sig vej ind i min sjæl. Oktober kalder på opblødning, på at slibe skarpe hjørner og give slip på alt det, der står i vejen for et fortryllende liv.

”Jeg føler mig behageligt doven i dag” siger jeg til Fleur, som logrer med halen og med på at forlænge vores hyggestund. Alt for dig Eidheann, jeg er din vogter og din ven. Hendes pels er gylden som oktober, hendes øjne er kastanjer med glød.

”Senere går vi ud” siger jeg og skænker mere kaffe.

Således sker det, at jeg efter morgenmaden går ind i stuen med hunden i hælene. Vi tænder op i brændeovnen og jeg sætter mig ved spisebordet med pen og skrivebog. Tankerne svæver som en ørn over linjerne og venter på et tegn. Jeg lukker øjnene og lytter.

Brónach dukker op og gentager det, hun sagde til mig i går. ”Man kan ikke skynde sig med det.” Hun fordamper og lige dér får jeg igen fornemmelsen. En sitren i kroppen, en hviskende stemme, så svag at jeg må skrue op for flammen, der brænder i min sjæl. Da ser jeg hende i et kort glimt. Pludselig er hun der og så er hun væk igen. En kvinde i lilla kåbe, så mørk at den næsten er sort. Det er efterår, det er oktober, hun er på samme tid om mig. Helt tæt på, jeg kan mærke hendes ånde og den tavse lyd af hendes sprog. Men hun venter, forsvinder og jeg sidder tilbage med min pen. Et ord kommer flyvende som et blad i vinden.

”Skriv.”

Jeg griber pennen, det sitrer i mine hænder, energien samles og pennen skriver af sig selv. Bevæger sig ved at bruge min hånd, ikke omvendt, det er vigtigt at forstå. Der er ingen anstrengelse, bevægelsen er glidende og blød, blækket flyder som en flod og tegner et landskab. Her får jeg øje på hende igen, kvinden i lilla kåbe. Det er skumring og snart vil mørket æde det sidste lys. Men hun bærer på en lanterne, det ser jeg nu. Engang for længe siden, siger en tanke og den skriver jeg ned. Engang for længe siden var en kvinde og jeg kan se hende nu.

Her ophæves tyngdekraften, sådan føles det. Jeg svæver over linjerne, over spisebordet og ser en kvinde med bøjet hoved, hun skriver i sin bog. Flammerne bevæger sig i brændeovnen, en hund ligger i sin kurv og snorker svagt. Lyset er blødt, lyden er bøjet, bevægelig til tonerne af vind og en helt anden sang. Kvinden er fokuseret, hendes hånd glider over linjerne, pennen er et instrument, der har sin egen sang.

”Mit navn er Leia” skriver kvinden og jeg lander med blødt bump. Tilbage på stolen i mit rum.

”Og jeg hedder Eidheann” svarer jeg, hun nikker, det ved hun skam godt.

Lene Frandsen ©️ 🍂
Fortællingen fra Huset ved havet
1. oktober 2024

Image by Mkmult, Dreamstime (c)

Muld og mørke

Jeg pusler med et vinterskrivekursus til dig, der ønsker at skrive alene og åbne op for din vinterkraft. Arbejdstitlen er Muld og Mørke. Et intuitivt skriveforløb som skænker dig ro, fordybelse, grounding og indsigt i mørket.

Oktober er landet i min skrivebog og ganske snart er invitationen klar.

Kærlig hilsen
Lene