Jeg har ingen ord

lyset

Jeg har ingen ord.

Solen strømmer gennem vinduerne, huset får nyt liv. Skygger foldes ud, sniger frem fra krogene og dukker op som sælsomme væsener på gulve og vægge.

Jeg anstrenger mig. Gør det behageligt. Kaffen er lavet og serveret i mit yndlingskrus. Mælkeskummet vækker længsler og tegner mønstre. En engel dukker op i min kaffekop.

Hvordan lukker man kreativiteten ind? Man går af vejen og giver plads. Det er som om hver eneste anstrengelse for at gøre sig ekstra umage umiddelbart straffes af modstand. Noget står i vejen. Snubler over sine egne ben og går bort i tilblivelsen. Enhver forventning om noget stort og overraskende falder til jorden, bliver til støv og forsvinder.

Solen strømmer gennem vinduesglasset og skaber liv i mit hav. På havbunden danser et væsen med lysende hår. En delfin er kommet til. Og andre væsener, som har deres eget univers på bunden af mit maleri. Men det er ikke mit. For ingen ejer disse streger og blålige farver. Ingen kan påstå at eje den kvinde, der med vinger og uglebryst danser til lyden af konkyliernes sang. Måske blev hun skabt gennem mig, men hun er ikke min. Jeg har sluppet hende og hun eksisterer uafhængigt af mig.

For jeg har ingen havfruer.

Og jeg har ingen ord. I den erkendelse begynder de at flyde. Ordene vil bare strømme igennem mig. De ønsker blot at nogen skal gribe dem i deres himmelfart og gøre noget med dem. Og min rolle? Gribe og give slip. Jo mere jeg slipper forventningerne, desto livligere bliver de. Ordene. Og nysgerrigheden er god, den vækker begejstring. Den har ingen forudindtagede meninger om godt og skidt. Den vil bare opleve. Opleve at være vidne til noget, der folder sig ud og flyver af sted på egne vinger.

Kom, åbn buret og giv fri.

”Vil du lære mig at kende” spørger kreativiteten og jeg nikker. Øjnene fyldes af taknemmelige tårer. Der er ikke noget, jeg hellere vil.

”Så giv slip på dine forventninger om, hvad jeg er for en størrelse og tag på eventyr”.

Jeg kan ikke se den, men jeg kan mærke og høre den. Den kreative sjæl. For selvfølgelig kan den tale. Den kan alt. Den har ingen begrænsninger og bedst af alt, den har ingen identitet. Den er bare. Og hvert eneste forsøg på at eje den og gøre den til noget statisk, får den til at fordufte. Den vil bare lege. Skabe. Skabes. Gennem ord, malerier og lyset, der strømmer gennem vinduet.

Ingen ord at have.
Er en sjælden gave.
Ikke eje, bare se og være.
Lytte, gribe, slippe er en ære.
Ikke at begære.
Ingen ord at have.
Er en himmelsk gave.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s