To blogge, én glæde

mig

Kære ven

I forbindelse med min egen Skriverejse besluttede jeg mig på et tidspunkt for at rydde op i mit liv. Gøre det lidt mere simpelt. Og det var da det gik op for mig, at jeg var nødt til at tage et skridt mere. Et skelsættende skridt. Jeg ønskede at blive selvstændig og gå hele vejen med det, jeg elsker at gøre. Skrive, skabe, undervise og inspirere andre kvinder til at følge hjertet, lytte til sjælen og skrive derfra.

Akut tristhed

Jeg mærkede en tristhed brede sig i hele kroppen. For jeg skulle have en hjemmeside for min virksomhed og jeg troede, at jeg var nødt til at skille mig af med min elskede blog Poetiske Paradokser, som har været omdrejningspunkt for min egen skriverejse siden jeg stævnede ud en kold oktoberdag i 2009. Jeg troede at jeg var nødt til at give slip på det, der stod mit hjerte allernærmest, for det havde jeg nemlig ladet mig fortælle. Af nogen udefra, en ekspert af en slags. Eller også tolkede jeg det bare sådan. Men man kan ikke have to blogge, sagde nogen. Det er forvirrende og uprofessionelt. Og hvem har lyst til at forvirre og virke uprofessionel? Nej vel. Så jeg begyndte i det stille at tage afsked med mit historiested.

Jeg tørrede ud

Men det lod sig ikke gøre. Så snart jeg vendte ryggen til det sted, hvor historier har det med at lande og hvor jeg blot skal sætte mig og tage imod, fordi jeg for længst har opdaget, at det er et magisk sted for mig, blev jeg forfærdelig trist indeni. Det var som om jeg tørrede ud. Og selvom jeg nyder at fortælle om kreativitet, skriverier og om at give slip og sætte fri, som jeg gjorde og gør det på Skrivehusets blog, så var det ikke helt nok. Jeg tog ikke min egen medicin og valgte bevidst at gemme noget bort, som er en kæmpe del af den, jeg er. Historierne. Fortællingerne. Selve skrivegerningen. Jeg elsker jo at skrive!

En skrivelegeplads og et alter ego

Jeg forsøgte mig så med et kompromis. Poetiske Paradokser skulle fremover være min skrivelegeplads, for vi har alle brug for et frirum, hvor vi bare kan skrive, skabe og give los. Og eftersom jeg gerne vil inspirere og give det videre, der virker for mig, valgte jeg også at dele blogindlæg og historier fra Poetiske Paradokser på Skrivehusets Facebook side. Lidt nyt fra min skrivelegeplads med kærlig hilsen, skrev jeg og håbede, at andre ville få samme ide. Finde sig et sted, et frirum og bare lade komme.

En skrivelegeplads er faktisk en forrygende ide. Et sted, hvor du ikke skal tage hensyn til noget som helst andet end din egen trang og lyst til at skrive. Hvor du kan boltre dig og lege med ord og stemninger, gå på opdagelse i det, der gerne vil skrives og fortælles gennem dig. Og hvor du i øvrigt kan bede om et alter ego, hvis du ikke helt synes, du kan eller tør stå ved, at det faktisk er dig, der skriver poesi, lyrik eller hvad der nu kommer til dig og som føles godt. Jeg fik Megan og det har jeg på en måde stadig. Hun er min magiske irske muse. Hende skal jeg nok fortælle dig om ved en senere lejlighed.

Men fortællingerne ville det lidt anderledes

Nu skrev jeg også på Poetiske Paradokser, jeg delte mine fortællinger og historier og jeg følte mig ikke længere afskåret fra Kilden, min egen skaberkraft, nej jeg gav mig selv lov til at gå på legepladsen og sætte historier fri. Jeg skrev og lod komme. Lod historier og fortællinger kilde min kreativitet og skabe glæde i mit hjerte. Nu skriver jeg to steder, har to blogge og hvorfor dog ikke? For én ting har jeg lært og det er, at det skal føles godt. Det er det vigtigste. Og det gør det, det føles så godt! 🙂

Men snart skete der en slags blid forvandling med de historier, der lod sig fortælle på Poetiske Paradokser. Også de kom til at handle om kreativitet, skriveglæde, historier, fortællinger og kvindekraft. Glæden ved at skabe. Og at skabe sig et nyt slags liv og nye stier og veje, hvor vi kan vandre og føle os veltilpas og glade som vi er.

To blogge, én glæde

Jeg har to blogge og jeg elsker dem begge to. Der synes at flyde en vældig flod af kraft og inspiration mellem dem, og jeg ved aldrig helt på forhånd, hvem der får æren af blogindlægget, når jeg sætter mig til tastaturet og skriver. Hvis det er en historie, en fortælling, så svæver den mod Poetiske Paradokser. Hvis det er et indlæg om det at skrive og sætte fri, ord af den mere faglige slags, så sejler det gennem vinden og lander i Skrivehusets have. Jeg ved det ikke på forhånd. Men de to går hånd i hånd og svøber sig smukt ind i hinanden. Det føles godt og som jeg har sagt tidligere – hvis det føles godt, så er det godt. Så virker det.

Lad dig inspirere – og deltag gerne på min skriveworkshop

Du er hjertelig velkommen til at følge mig begge steder. Tag det, du kan bruge, pluk og lad dig inspirere. Min egen skriverejse lagde grobunden for det, jeg beskæftiger mig med og underviser i dag. Det, jeg giver videre. Duft, smag, fornem og lad dig fragte af det, der taler til din sjæl.

I øvrigt holder jeg endnu en intuitiv skriveworkshop for kvinder med skrivelængsel her den 13. juni. Den første af slagsne gik som en drøm, vi havde en skøn og givende dag og hvis du har lyst til at give dig selv et skrivende og kærligt frirum inden sommerferien, så er det måske noget for dig. Der er stadig et par ledige pladser.

Og ellers kommer der meget mere af samme slags til efteråret. Jeg glæder mig.

Kærlig hilsen
Lene

mig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s