Gør som Van Gogh

maleri

Måske kender du det? Ligegyldigt hvad du finder på, fortæller en stemme dig med ihærdighed, at du ikke har lyst til det. Du har egentlig ikke lyst til at skrive. Eller male. Eller løbe den tur, du havde sat dig for. Stemmen hvisker og trækker i nogle tråde til følelser, du kender fra tidligere og hvis du ikke hører efter, bliver stemmen kraftigere. Det er som om den kender vejen til modløs irritation. Og vejen ender blindt.

I dag har jeg egentlig lyst til at male, men stemmen fortæller mig, at jeg hellere burde skrive. Sandheden er, at jeg faktisk har sat mig til at skrive, men noget vil ikke rigtig flyde, det er som om lysten straks tager en smutvej i retning af det maleri, jeg startede på i weekenden. Jeg har lyst til at gøre det færdigt, maleriet. I dag, hvor solen skinner og lyset dristigt strækker sig i horisonten, har jeg lyst til at træne min jeg-giver-pokker muskel og bare male med alle de farver, der falder mig ind. Men stemmen vil ikke høre tale om det. Den fortæller om pligt, den fortæller om arbejde og den giver mig straks en slags dårlig samvittighed, der ikke hører nogen steder hjemme.

Lysten bliver mindre, det er som om den krymper, når lyden fra stemmen forplanter sig i dens ellers så velvillige krop. Stemmen boltrer sig, den er som en tyk kok i et lille køkken, den smider alle mulige ingredienser i den store gryde, der står og simrer på mit komfur. Et stænk tvivl. En bane bange anelser. Og snart hælder den en helt særlig magisk jeg-gider-ingenting-i-dag bouillon i gryderetten og alting forstummer. Dufte, lyde og farver. Min verden er i sort-hvid, mit lys er slukket.

Jeg prøver at finde ud af, hvad stemmen egentlig handler om. Det er ikke helt den samme stemme som den så velkendte indre censor, men den har lidt samme dagsorden. Måske er det faktisk den indre censor i forklædning? Det er jo snart Fastelavn! Den ønsker at ødelægge den gode stemning. Den taler om pligter, sure pligter, som sokker der ikke har været vasket i årevis. Den fortæller om tiden, der går og alt det, jeg burde og skulle. Den tror ikke på guddommelig vejledning eller på at følge glæden.

Men det gør jeg jo!

Solen skinner i dag, har du set det? Og jeg har faktisk lyst til at male mit billede færdig. Og jeg har lyst til varm kaffe med blid mælk og måske endda et stykke chokolade. Senere vil jeg gå en tur med mine hunde i det solskin, der har malet det ydre landskab i en sart og nærmest forårsagtig pastel. Kunne jeg mon kopiere den farve til mit lærred, hvis jeg forsøgte? Kunne jeg som Van Gogh have et dybtfølt ønske om at vise verden nøjagtigt den farve, jeg ser, når jeg vender blikket mod horisonten og glemmer den tvivlsomme stemme for en stund? Van Gogh malede, fordi han elskede mennesker og gerne ville vise dem, at verden er smuk. Han malede det, han så for at kunne dele det med andre. Hvis han havde lyttet til stemmen, som vi alle kender, så havde han nok ikke lavet særlig mange malerier, hvis nogen overhovedet. Men det gjorde han. Han gik gennem døren til frygt, modstand og tvivlsomme råd om skulle og burde og malede det syn, der mødte ham, når han åbnede sit hjerte mod verden.

Én ting har jeg lært. Hvis jeg lytter til stemmen og adlyder, så er jeg prisgivet. Så bliver det ikke til noget. Kreativiteten er en sart størrelse, vi må ville den og vælge den. Og så er det sådan, at når vi overgiver os til processen og blot går i gang, så sker der som ofte noget. Vi opdager, at vi kan skrive, når vi skriver og på samme måde opdager vi, at vi kan male, når vi rent faktisk maler. Noget maler sig gennem os, når vi holder med at tænke over det og bare gør det. For det nytter altså ikke noget blot at tænke over det og konsultere den stemme, der altid vil fortælle os, at det er bedst at lade være. Den lyver, den stemme. Den er glædens fjende, glem ikke det.

Jeg vil gøre som Van Gogh og male de stjerner, der dukker op, når dagen slukker sit lys og natten tager over. Jeg vil male de blomster, der spirer under jorden og som pludselig kommer til syne, når foråret kommer sejlende med kys og sjælefred. Jeg vil male med den samme farve som solen gør på denne februar dag. Jeg vil skrive det, der skrives vil.

I dag vil jeg gøre som Van Gogh. For hvem skulle ellers male netop det, jeg ser og mærker, når mine øjne møder nattens stjerner? Og hvem skulle ellers skrive de ord, der risler som en flod af kærlighed gennem mit hjerte, når jeg gør mig blid, blød og åben? Hvis ikke jeg, hvem så?

Hvis ikke dig, hvem så? Tænk lidt over det, træk vejret dybt og kast dig så ud i det. Livet. Skriverierne. Eller det billede, du har sådan lyst til at male … bare gør det!

Kærlig hilsen
Lene

maleri

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s