Dit livs detaljer

EveningBliss
Det er morgen, vinden er stille, ja selv fuglene holder vejret. Jeg har lavet mig en frisk kop kaffe og sat mig udenfor med en trøje over skulderen. Det er overskyet, men intet er afgjort endnu. Det kan gå begge veje, regn eller sol. En gråspurv kommer til stede i tagrenden på gavlen af huset, den kigger på mig fra sin udkigspost og fløjter lidt.

Det er morgen og dagen er ny, endnu utrådte stier ligger foran mig og vejen er min at gå. Jeg gentager mit mantra fra forleden, for jeg indser at det forholder sig sådan. Jeg er rig. Og endnu blomstrer valmuerne i grøftekanten langs vejen herude. Hundene hviler efter morgenturen og jeg hører nu fuglene synge igen. En bleg solstråle glider ud gennem skydækket, jeg tager trøjen af og nipper til kaffen. Jeg er rig, for det er disse detaljer og små øjeblikke, det er de daglige ritualer, der skaber mit liv. Når jeg begynder at skrive om det, alt det, jeg ofte tager for givet og måske glemmer i farten, går det op for mig.

Livet er nu, denne morgen i juli, hvor solen tager endnu et dristigt skridt og skubber skyerne til side. Noget i mig vil gerne gøre modstand og forhindre mig i at se og mærke essensen bag sløret af illusioner, men efterhånden er jeg holdt op med at tro på de gamle historier. Jeg skriver nye fortællinger. Jeg møder op, sætter pennen på papiret og skriver mig ud af hjertet og ind i hjertet.

Det er med hjertet, jeg hører fuglenes sang og ser sommerfuglen flyve i en cirkel omkring bordet, inden den forsvinder i retning af marken. Detaljerne, disen i den allertidligste morgenstund, duggen og det gyldne lys over have og marker. Logrende haler og glade hunde, når jeg kommer ned af trappen og ud af den nat, hvor jeg har hvilet og samle nye kræfter til dagens rejse. Ord, der flyder ud på papiret, en rislende kilde af tryllestøv. Og cyklen står op af hegnet, majestætisk og afventende. I aften tager i endnu en tur ud i sommeraftenen.

“What is it about my daily rituals? Why such pleasure in repetition? Well, it occurs to me that I might just be practicing being me. Those cherished creaks in the old floorboards. The precise angle of the winter sun cheering my kitchen. Assembling ingredients for a dish I’ve made hundreds of times. A novel position my cats have adopted, lost in their midday dreams. Each nuance resonates with a kind of timeless wisdom, and I realize that it is these humble putterings, nothing fancier, that have allowed me, finally, to know myself.”
– David Jacoby –

Hverdagen og daglige ritualer

Sådan skrev jeg på morgensiderne forleden dag og jeg kom straks i tanke om ordene fra David Jacoby om at lære sig selv at kende netop ved at hæfte sig ved de daglige ritualer, omgivelser og det, der gør et liv. Det almindelige, tænker vi, det kan jeg ikke skrive om. Det vil ingen gide læse. Men det er slet ikke sandt.

Jeg er usædvanlig glad for at læse (og se) krimier og for år tilbage læste jeg Patricia Cornwell serien om retsmedicineren Kay Scarpetta. Jeg slugte den ene bog efter den anden. Men mærkelig nok var det ikke selve spændingen eller mysterierne, jeg var gladest for. Nej, jeg kom til at holde af Kay Scarpetta og hendes liv bag facaden. Det bedste var beskrivelserne af Kay Scarpettas hverdag. Jeg elskede at læse om, hvordan hun lavede mad, jeg nød hver eneste bevægelse og detalje, jeg kunne smage, dufte og fornemme, ja jeg var nærmest i køkkenet med hende og følte at jeg kendte hende. Det var de hverdagsdetaljer, der fængede mig. Det var de hverdagsdetaljer, der gjorde, at jeg lærte Kay Scarpetta at kende og kvinden bag retsmedicineren. Og det var underligt nok det, jeg holdt allermest af at læse. De små ting, duftene i hendes køkken, ingredienserne, detaljer og tanker. Knirkende guldbrædder og mørket, der faldt udenfor vinduerne. Det gjorde Kay levende for mig. På samme måde kommer mit eget liv til at fremstå levende og nærmest magisk i alt det, jeg ellers tager for givet. Når jeg altså skriver om det og lader de små detaljer få plads. De små ting, som i virkeligheden er de store.

Jeg begynder at sætte pris på ting, jeg ellers ikke hæftede mig ved. Det er som jeg fremhæver, forstørrer og gør mere betydningsfuldt, når jeg skriver mig ind i min egen dag. Min morgen får nyt liv, når ordene beskriver det landskab, der omgiver mig, detaljerne, kaffemaskinens lyde, den knirkende hoveddør, hundene og disen, der svøber sig langs markerne. Jeg forankrer mig i nuet, når jeg kommer til stede på siderne og sætter pennen på papiret for gennem ordene at rejse ind i mig selv og det liv, der er mit. Her og nu. Om andre vil finde glæde og inspiration i at læse om mit liv og de detaljer, der danner rammen om min tilværelse, er en anden sag, men det er sekundært. Selvom jeg er ganske forvisset om, at det er netop de detaljer, der gør mig til en levende og nærværende person. Jeg er ikke bare en skrivecoach og underviser. Jeg er også en helt almindelig kvinde. Et menneske af kød og blod.

Start dér, hvor du er

Vi tror ofte, at vi ordmæssigt skal fremtrylle noget særligt, men det starter altid, dér hvor vi er. Det opstår, når vi begiver os på vej og derfor er et af de bedste skriveråd faktisk at starte, dér hvor du er. Måske tænker du, at du ikke har noget at skrive om, men det passer ikke. Prøv at beskrive din morgen. Detaljerne fra det tidspunkt, hvor du vågner og slår øjnene op. Lyset gennem persiennerne, edderkoppen i loftet, bogen på natbordet og lydene udenfor vinduet. Tanker, detaljer og sanselige sensationer. Sæt ord på. Beskriv dit rum og det øjeblik, hvor du rejser dig fra sengen og står op. Din dag er begyndt.

Uanset hvad du skriver eller har til hensigt at skrive om, så er det detaljernes formfuldendthed, der udgør formen af det skrevne. Det skaber dybde, det giver farve til ordene og intet kan være mere betagende end beskrivelsen af en ganske almindelig morgen. Jeg ved det, for selvom der skete en masse spændende og hæsblæsende ting i Kay Scarpettas liv som retsmediciner, så var det den tid, hun tilbragte i sit hus, lavede mad i sit køkken eller gjorde andre dagligdagsting, som fængede mig allermest.

Vidunderlige detaljer

Det fik mig til at se. Det åbnede mine øjne. Et liv, et ganske almindeligt liv og så fuld af vidunderlige detaljer. Revnen i væggen, fluen på vinduet, kaffemaskinens brummen i den tidlige morgen og duften, der lægger sig til rette i rummet. En skive brød på en tallerken i grøn keramik. Et krus købt under en rejse til Sverige. Hænderne, der forsigtigt lægger sig om det smukt formede krus og løfter det til læberne. Smagen af kaffen. Den skoldhede væske på tungen. Og hunden under bordet, der logrer med halen, når man siger dens navn og forsigtigt berører den med de bare fødder. Der er så meget. Hvorfor synes jeg så, det er så lidt?

Forankring og ro

For år tilbage blev jeg syg, jeg fik en depression og alt blev mørkt. I månedsvis var der intet, som berørte mig. Faktisk husker jeg ikke så meget andet end rejsen gennem en dyb, lang mørk tunnel. Men på et tidspunkt kom jeg ud på anden side og jeg husker den første morgen, hvor jeg følte mig rask igen. Dér sad jeg ved køkkenbordet og spiste morgenmad af de italienske tallerkner med motiv af grønne oliven. Jeg husker brødet, det svenske, lidt sødlige brød med ost på. Kaffen, mælken og lyset, der gled over de gule vægge. Jeg smagte på hver en detalje og i det øjeblik gik det op for mig, at jeg sagtens kunne blive glad igen. Det var hverdagen, der vækkede mig igen. Detaljerne. Kaffen, lyset, lydene og de daglige ritualer, som jeg egentlig sætter så stor pris på. Siden den dag har jeg elsket mit morgenmåltid og jeg giver mig altid god tid til at nyde det. Når jeg har spist morgenmad og vi har gået tur med hundene, sætter jeg mig så med morgensiderne og skriver. Jeg skriver det, der er og starter, der hvor jeg er. Det forankrer mig og giver indre ro.

Magiske detaljer

Efterhånden begynder jeg at forstå, hvor meget magi der er i detaljerne. De detaljer, som vi måske slet ikke ænser, før vi sætter os med pen og papir og begynder at se, mærke og beskrive dem. På samme måde som vi kan sætte os til at tegne en vase eller male et billede af en solnedgang, maler vi med ordene det, vi ser, mærker, føler og omgiver os med. Og når vi først sidder der og lader ordene kommer, åbner vi en hemmelig dør til noget andet. Det kan være i beskrivelsen af den vase, at en dør pludselig står på vid gab og lyset strømmer ud. Et lys som bærer kimen til en fortælling med sig, en fortælling vi på ingen måde så eller kunne tænke os til. Vi skrev os frem til den og vi gjorde det ved at sætte ord på en vase.

På de intuitive skriveworkshops laver jeg ofte et skriveafsæt, som starter med at deltagerne skal tage en genstand fra bordet i havestuen. Uden at de har set det, har jeg sat en masse små ting frem. De skal nu instinktivt vælge en ting og skrive om den. Nogle beskriver i vidunderlige detaljer den ting, de har valgt, mens andre straks er blevet ramt af en association og skriver om noget, der skete en gang. Alt kan ske og det gør dér. Men det var ikke planlagt og det var ikke noget, vi tænkte os til.

Skriv dig ind, start hvor du er

Det, der umiddelbart kan synes af ingenting, kan være nøglen. Du ved det ikke på forhånd, så gør dig selv den tjeneste at skrive dig ind. Vejen går gennem ordene og hverdagens detaljer er som hjælpere, der leder os på vejen. Ikke alene fremstår de som større og mere betydningsfulde, når vi skriver om dem og gennem ordene lærer at sætte pris på dem, men de fører os ind i nye tanker og impulser, der kan åbne døre til fortællinger og historier, vi ikke anede eksisterede. Historier, som gerne vil fortælles gennem os.

Detaljerne i dit liv er betydningsfulde. Din historie er betydningsfuld. Fortæl den.

“We are important and our lives are important, magnificent really, and their details are worthy to be recorded. This is how writers must think, this is how we must sit down with pen in hand. We were here; we are human beings; this is how we lived. Let it be known, the earth passed before us. Our details are important.”
– Natalie Goldberg –

Kærlig hilsen
Lene

HØSTCIRKLEN – en gave til dig og din skrivelængsel

Jeg har stadig et par ledige pladser tilbage i Høstcirklen, det skrivegruppeforløb som starter den 7. august samme dag, som de lyse nætter ender. Har du skrivelængsel og har du lyst til at folde det ud, der lige nu blot er en rumstrende uro af noget, du har svært ved at sætte ord, så kom og vær med.

I Høstcirklen bruger vi fortællingens kraft til at guide os på vej gennem høsten og efteråret. Du lærer at skabe dit eget magiske skriverum og sætte din kurs på sjælekurs via din hensigtserklæring. Intentionens kraft er stor.

Høstcirklen er for dig, som ønsker at skabe kontakt til både kreativitet og intuition gennem fortællingens kraft. I forløbet, som strækker sig fra august til slutningen af oktober, lærer du at bruge dine egne høstfortællinger som kompas og vejledning på den indre rejse, skrive og navigere fra sjælen og sætte din indre fortæller fri.

Forankret i høsten og efterårets energi

I Høstcirklen forankrer vi os i høstens energi og finder samtidig indre ro gennem ordene. Skrivecirklen har til hensigt at åbne op for din indre fortællerske og vise dig, hvordan du tager imod og lader komme. Fortællinger er magiske og vækker den indsigt og visdom, som allerede findes i dig. Men du er nødt til at lade dem vågne.

Du vil lære at skrive ud fra detaljerne. Jeg byder på skriveafsæt og øvelser, hver måned modtager du et inspirerende månedsbrev, som både fortæller om det tidspunkt og den måned, hvor vi nu befinder os, men som også adresser det, der er opstået i skrivecirklen. Du får således både skrivecoaching, inspiration og større viden om naturen og den naturlige cyklus.

Frygt, modstand og indre censor hører med. Det, der står i vejen, er vejen. I Høstcirklen skriver vi os igennem det, der dukker op og så deler vi med hinanden i cirklen. Der er ingen deadlines, du skriver i dit eget tempo og får hermed også lejlighed til virkelig at skabe et rum og en skriveproces, som passer til dig og dit liv. Du lærer at få øje på dit livs detaljer og får gennem ordene øje på en masse af det, du tidligere hastede forbi.

Forløbet vil således også medvirke til større indre ro og fordybelse. Stress og rastløshed dulmes og kroppen falder til ro, når vi skriver os gennem årstiderne med forankring i det tidspunkt, hvor vi befinder os.

Brug Høstenergien til at starte eller genstarte din skriveproces, en skriverejse, som aldrig slutter.

Invitation til Høstcirklen finder du her og du tilmelder dig på skrivehuset@gmail.com. Der er få ledige pladser tilbage, så tøv ikke, hvis den ene plads er din. Kom, tag din plads og følg din sjæls kald via den skrivelængsel, du mærker.

Til inspiration – læs også gerne

Når høsten kommer
Sommerens sidste dage

EveningBliss

 

3 thoughts on “Dit livs detaljer

  1. Kære Lene. Dette er så fantastisk

    Den 28. juli 2016 kl. 10.33 skrev Lene Frandsen :

    > Lene Frandsen posted: “Det er morgen, vinden er stille, ja selv fuglene > holder vejret. Jeg har lavet mig en frisk kop kaffe og sat mig udenfor med > en trøje over skulderen. Det er overskyet, men intet er afgjort endnu. Det > kan gå begge veje, regn eller sol. En gråspurv kommer ti” >

  2. Pingback: Skriv i livet | Lene Frandsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s