Jeg sidder ved bordet i køkkenet og drikker kaffe, da det banker på døren. Fleur springer op og løber ud, hun gør lidt men tier så stille. Jeg følger efter med langsomme skridt, hun logrer foran døren, jeg tøver og har egentlig ikke lyst til selskab nu. Men måske er det posten, som er tidligt på færde?
Mørke øjne, blå frakke, det lange hår er fugtigt af finregn. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvem hun er. Kvinden på kortet. Selvfølgelig bærer hun ikke på en guldkop, hun har en rygsæk med sig og i hånden holder hun den velkendte vandrebog. Hendes ansigt er åbent og spørgende, jeg er vel ikke gået forkert, jeg ryster på hovedet og byder hende indenfor. Denne gang vil jeg ikke anfægte, at hun kommer uden at have aftalt det på forhånd. Det er åbenbart bare sådan, det er. Kortene fortæller mig at nogen er på vej. De siger ikke hvem, de siger ikke hvornår. Men de tegner et billede. Jeg husker drømmen. Hvor hun træder ind i mit rum uden loft og vægge og påstår, at hun har hvad jeg skal bruge for at skabe et lykkeligt liv. En slags magisk suppe, så vidt jeg husker. Fermenteret og trukket i tusind år.
”Velkommen” siger jeg, mens hun tager sin fugtige frakke af og hænger den på knagen. Af med vandrestøvlerne, jeg peger på en kurv med forskellige hjemmesko og sokker.
”Du kan finde et par, som passer dig i kurven dér”. Kurven dukkede op, da jeg ryddede op på loftet, jeg støvede skoene af og vaskede uldsokkerne. Nu er de klar til uventede gæster, kvinder som vandrer og kommer forbi. Det er en gestus og hun virker taknemmelig, da hun stikker i et par blå filtsutter.
”Jeg har ikke præsenteret mig” siger hun og lader sine brune øjne hvile i mine blå. Hun virker rolig og præcis så yndefuld, som jeg husker hende fra drømmen. Godt nok har hun ikke kåbe på, hun ser lidt anderledes uden, men der er ingen tvivl om at det er hende.
”Keeleigh er mit navn” siger hun højtideligt og rækker hånden ud. ”Du har sikkert ventet mig.”
”Egentlig ikke” svarer jeg ærligt. ”Jeg ved aldrig helt, hvornår I kommer.” Jeg fortæller ikke om kortene. Jeg har lært ikke at afsløre for meget. Noget skal man holde for sig selv, tæt til kroppen. ”Er du sulten? Jeg har lige spist morgenmad selv, men jeg kan lave noget mere kaffe og riste lidt brød til dig.”
”Det ville være dejligt. Jeg er skrupsulten. Denne gang blev det en nattevandring. Da bogen afslørede min destination, fik jeg blod på tanden og måtte bare fortsætte til jeg nåede frem. Det har jeg aldrig prøvet før, men det var faktisk meget rart. At gå gennem mørket og få nattesyn. Jeg mødte uglen og en dåhjort. En kat fulgte mig lidt på vej.”
”Så må du da være godt træt?» Jeg sætter kaffe over og peger på bordet, hvor hun sætter sig og klapper Fleur, som er glad for vores gæst. ”Når du har spist, kan du trække dig tilbage til gæsteværelset. Tage et bad, en lur, finde dig til rette. Du får rent sengetøj, som du selv lægger på og håndklæder. Er der andet, du har brug for, siger du bare til.”
”Det er meget fint” svarer Keeleigh. ”Dejligt at føle sig velkommen. Har du været vandrevært længe?”
”Overhovedet ikke. Jeg er helt ny og stadig overrasket over min rolle. Jeg anede ikke, at huset her havde den tradition, jeg overtog det først i november.”
”Er det ikke lidt ensomt at bo her alene?” spørger Keeleigh og tager taknemmelig imod den kop kaffe, jeg rækker hende. Jeg snupper også selv en frisk kop.
”Slet ikke. Jeg drømte om noget lignende og har fundet mig til rette nu. Desuden kommer I jo fra tid til anden og gør mig selskab” tilføjer jeg og skærer en grimasse. ”Hvor er du så på vej hen, Keeleigh? Hvad har gjort dig til vandrer?”
”Min skæbne” svarer hun og ryster på hovedet, ”det er i mit blod. Vandringen er destinationen i sig selv, men jeg er naturligvis glad for steder som dit. Her er varmt og hyggeligt. Forplejningen er god.”
”Er du da stødt på flere steder som mit?»
«Ja altså ikke et hus ved havet, men andre huse. I skoven og på heden. I byer og langt ude på landet. Jo, de findes skam, der er kvinder som dig, der er naturlige vandreværter. De fleste står på en lang list over mulige steder at overnatte og restituere, men dit sted er hemmeligt. Det er kun den gamle vandrebog, som afslører det og aldrig før tid.” Hun peger på den bogen, som jeg efterhånden kender godt.
”Hvor har du bogen fra?”
”Rhoda overrakte den til mig” svarer Keeleigh og drikker af kaffen. Jeg serverer risteboller med ost og marmelade. Hun smører en og tager en ordentlig bid.
”Den går på omgang, bogen, men det ved du sikkert. Og den er det eneste sted, hvor huset ved havet nævnes. Rhoda vidste med andre ord, at jeg ville finde frem til dit sted.”
”Men hun nævnte det ikke?” Jeg har sat mig ved bordet med min kaffe og er nysgerrig efter at få mere at vide. Hvordan kan mit hus være hemmeligt, når vandrebogen afslører det. Når kvinder en efter en finder vej, fordi bogen afslører vejen hertil? Det er underligt at tænke på.
”Nej, det gør vi ikke. Det er spillets regler.”
”Spillets regler. Er det da et spil?”
Keeleigh smiler forlegent og ryster på hovedet, så hendes brune lokker danser om ansigtet.
”Det er en vej i livet” svarer hun kryptisk. ”Dejlig morgenmad.”
Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Huset ved havet
12. marts 2024



Kom med på intuitiv skriveworkshop, er du den sidste kvinde?
Næste onsdag ved Forårsjævndøgn sker det. Jeg afholder den første intuitive skriveworkshop i mange år. Der er 1 plads tilbage omkring om bordet. En kvinde mangler at melde sin ankomst. Er du hende? Den sidste kvinde? Så skynd dig at tilmelde dig nu, så er cirklen sluttet. Læs mere om skriveworkshoppen herunder.
Intuitiv Skriveworkshop ved Forårsjævndøgn
20. marts 2024 – Edelsminde Bed & Breakfast (Haslev)
Kl. 10:00-16:30
Kom med på intuitiv skriveworkshop i anledning af Forårsjævndøgn, en dag fuld af skrivende fordybelse og magiske fortællinger. Skriveworkshoppen er forankret i tidspunktet for Forårsjævndøgn og den særlige energi, der er til rådighed her.
Der er i skrivende stund 1 ledig pladser på skriveworkshoppen.
Tidspunktet for Forårsjævndøgn
Når Forårsjævndøgn eller Ostara, som tidspunktet også kaldes, indtræffer, bevæger solen sig i nul grader Vædder og livets hjul begynder forfra. Det en dag fuld af frigørelse, som fører os frem til randen af det nye. Vi står på en tærskel og spejder ud i horisonten og ind i foråret. For ifølge den gamle kalender markerer Forårsjævndøgn den første egentlige forårsdag. Her er en helt særlig kreativ energi.
En skrivedag for sjælen
Kom, giv dig selv et skud historiemedicin på en stille skrivedag for sjælen. Vi arbejder og leger med fortællingens kraft som på de andre intuitive skriveworkshops, men skriveafsæt og øvelser på denne dag vil være forankret i tidspunktet for Forårsjævndøgn.
Den intuitive skriveworkshop er en stilledag; vi går stå stille som muligt gennem dagen og lader fortællingerne tale deres eget sprog. Vi øver os på at lytte og skrive det, vi hører.
På skriveworkshoppen skriver vi i hånden. Du bedes medbringe skrivebog eller blok og en god pen at skrive med. Telefoner skal være på lydløs under skriveworkshoppen.
Der er plads til 7 deltagere på skriveworkshoppen og pladserne gives efter først-til-mølle. Betaling sker ved tilmelding, hvor du modtager en bekræftelse og faktura. Tilmelding er bindende.
Deltagergebyr:
DKK 1590,-
Beløbet er inkl. moms
I deltagergebyret er følgende inkluderet
- Undervisning
- Lækker vegetarisk frokostbuffet
- Eftermiddagskaffe/te med kage
- Fri kaffe, te og vand (infused water) hele dagen
- Frugtfad
Deltagelse på skriveworkshoppen kræver ingen forkundskaber, medbring blot din skrivelyst og -længsel.



Lidt om Edelsminde Bed & Breakfast
Edelsminde B&B (6 km fra Haslev) ligger naturskønt og støder op til Gisselfelds store slotshave. Landskabet bærer præg af istidens ismasser, det er kuperet og der er store områder med skov og snoede veje.
Når vi er på Edelsminde, kan vi både bruge stedets have og gå i skoven. For du vil blive inviteret til også at komme ud og få lidt frisk luft og bevæge dig under skriveworkshoppen. Tag gode sko/støvler med og sørg for at tøjet passer til vejret. Vi skal ud og mærke foråret og få luft mellem vingerne.
Indendørs tager vi fodtøjet af, så tag gerne et par hyggesokker eller hjemmesko med.
Vil du overnatte?
I forbindelse med skriveworkshoppen har du mulighed for at overnatte på det skønne Edelsminde Bed & Breakfast. Er du interesseret i det, tager du direkte kontakt til vores vært på Edelsminde Anni Birgit Hansen på telefon 52320757 og aftaler nærmere.
Læs mere om Edelsminde Bed & Breakfast i linket her.
Velkommen til en skøn skrivedag for sjælen.
Tilmelding
Du tilmelder dig skriveworkshoppen ved at klikke på billedet herunder og udfylde formularen.
Når du har tilmeldt dig, modtager du en bekræftelse på e-mail samt faktura. Din plads på skriveworkshoppen er først endelig booket, når betaling er modtaget. Du kan enten betale på MobilePay 29476483 eller via bankoverførsel (se faktura).

Skriv en kommentar