Mudderdans

”Hvad laver du dog Brónach, hører jeg mig selv udbryde, min stemme et hav af forundring og latter. Vi var på stranden, Fleur og jeg og gik i nordlig retning i dag. Så kom vi til vejen, der fører op til Brónachs hus og vi drejede af som vidste vi, at det var her, vi skulle hen i dag. Hjem til Brónach. Vi finder hende i indkørslen, hvor store vandpytter har samlet sig og hvor grå himmel spejler skyer og sporadiske fugle.

”Jeg danser i mudder” svarer hun og nu kan jeg både se det og høre musikken. Brónach iført gummistøvler og en gammel regnjakke over uldkjole og cardigan. Brónach med morgenhår og bløde bevægelser i sin efterhånden gamle krop. Men gamle kroppe skal man ikke tage fejl af. Brónach kan stadig hoppe op og ned, så mudderet sprøjter i alle retninger. Hun kan stadig grine, så himlen åbner sig og fuglene ler med. Og hun kan danse! Og det er det, hun er i færd med i dag, da Fleur og jeg kommer gående fra stranden, hvor havet hilste og en måge sagde pænt goddag.

”Hvad er en god dag?” spurgte jeg den selvsamme måge. ”Din dag?” foreslog den og vendte blikket mod det, der havde dens opmærksomhed i vandet.

”Min dag?” sagde jeg højt, men der kom ingen svar. Jeg hørte kun havets brusen. Hvad er en god dag for mig? Og det var nok det spørgsmål, der bragte Fleur og jeg frem til Brónachs hus en lørdag først i februar. Kaffe, havde jeg tænkt. Måske en hjemmebagt bolle. Men mudder? C’mon.

Ikke desto mindre er det Brónachs invitation i dag:

”Kom lad os danse i mudder.”

Jeg griner, hun griner, vi lader os overvælde af kærlig pjat med kant. Og så slutter vi os til hende, Fleur og jeg, hunden har det lettere end jeg, hun kaster sig ind i legen, for findes der noget bedre end når pelsen bliver beskidt? Når livet får lov til at sprøjte mudder i alle retninger og stagneret energi sættes fri i mudderdans? Det gør godt! Det var præcis, hvad jeg havde brug for i dag.

”To sjæle en tanke” siger jeg til Brónach, mens vi hopper op og ned og Fleur løber frem og tilbage, krummer sig sammen, tager tigerspring, ruller sig og viser vej. Slip alle hæmninger, dans sjælen fri.

”To sjæle en dans” svarer hun og jeg nikker, mens smilet bliver bredere og ansigtet mere blødt.

”Men mudder Brónach” siger jeg forpustet, da vi holder inde for at skylle os af og drikke kaffe i køkkenet foran brændeovnen. ”Hvordan kom du på den ide?”

Hun ryster på hovedet, mens hun lader lunkent vand rense sig. Vi er i bryggerset, Brónach har muddderklatter i hoved og hår og jeg kan ikke holde med at smile. Og nu kunne hun jo godt sige noget med at være konen i muddergrøften, men det gør hun ikke. Hun smiler bare og lægger sin på hjertet.

”Det er tid til kaffe. Godt du kom Eidheann. Jeg har længe ville vise dig min mudderdans, men tiden var ikke til det. Det rette tidspunkt var i dag. Det er guddommelig timing.

Jeg nikker, vi lader vådt overtøj hænge i lunt bryggers. Det drypper og spiller musik. Min lørdag er i gang og den folder sig ud på en helt anden måde, end jeg havde troet, da jeg slog øjnene op, mens det endnu var mørkt. Når man følger sin sjæl og kærlige indskydelser til at skifte retning, giver man tilladelse til, at noget vidunderligt uventet kan ske. Som mudderdans med Brónach på en lørdag morgen.

“And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music.”
– Friedrich Nietzsche –

Lene Frandsen ©️❄️
Fortællingen fra Huset ved Havet – Del 2
8. februar 2025

Photo by Ylivdesign, Dreamstime (c)

Det er aldrig for sent at skrive sin sjæl og danse, så mudderet sprøjter!

Som menneske og fortællerske er jeg dybt inspireret af naturen, landskaber både de indre og de ydre, årstider, fugle, dyr og andre skønne væsener. Jeg søger visdom og vejledning i naturen og den naturlige cyklus hos det, der altid har vakt dyb genklang i mig og som har forbundet mig til min sjæl.

Min vej er til dels den keltiske, jeg har lige fra jeg var en lille pige følt mig både forbundet med og inspireret af den keltiske tradition og draget af landskab, fortællinger og musik. Jeg har boet 2 år i Skotland.

Jeg skriver ofte om det keltiske årshjul, fordi det skaber dyb resonans i mig, men du finder de samme tidspunkter i den nordiske tradition. Og uanset, hvad du tror på og i hvilken tradition, du måtte være forankret, er du velkommen på Skriveskolen for Fortællersken. Det handler ikke om at have en bestemt tro eller religion, men ofte handler det om at være spirituelt forbundet i sin skrivning.

Hos mig finder du din vej og din måde at skrive på. Intuitivt og fra sjæl og hjerte.

Du skal være så hjertelig velkommen. Mine online skrivekurser og intuitive skriveworkshops er for kvinder i alle aldre uden forudgående erfaring. Medbring blot din skrivelængsel!

Kærlig hilsen
Lene ✍️💚🪶
Skriveskolen for Fortællersker