“Der lugter af ræv” siger jeg til Each, da vi i solskin rider ind i den nye dag. Hun slår med hovedet og vrinsker. ”Ja, han er lige i nærheden, men jeg tvivler på, om han vil snakke med dig i dag.”
Vi gør holdt et sted, hvor vejen slår en bugt og træder ind på engen. Tyk dug og mosekonetåge danser.
”Åh, hvilken frydefuld morgen” udbryder Each og beslutter sig åbenbart for at græsse. Ikke flere ord, ikke en forklaring på, hvorfor ræven mon ikke vil tale med mig i dag.
”Hov, du kan da ikke bare stoppe med at tale, jeg er nødt til at vide hvorfor” siger jeg med uro i stemmen og følger utålmodigt efter hende. Hun er stoppet et sted, hvor græs og efterafgrøder er særligt frodige og gumler tilfreds på en tot græs uden at løfte hovedet, allerede fordybet i sit gøremål.
”Så det er altså her på engen, hvor vejen slår en bugt, at vi skal tilbringe dagen og hvor jeg har fået den umiskendelige duft af ræv i næsen?”
Intet svar, så jeg lader Each græsse i fred og bevæger mig langsomt over engen mod en klynge træer. Da jeg kommer tættere på, kan jeg høre en stemme nynne. Den er som en vind, let og luftig og klangen er så ren, at jeg får øjeblikkelig kuldegysning. Jeg standser op, bliver stille og lytter til ordene, som lyder:
” It wouldn’t take me long
To tell you how to find it
To tell you where we’ll meet
This little girl inside me
Is retreating to her favourite place
Go into the garden, go under the ivy
Under the leaves, away from the party
Go right to the rose
Go right to the white rose
I sit here in the thunder
The green on the gray
I feel it all around me
And it’s not easy for me
To give away a secret
It’s not safe
To go into the garden, go under the ivy
Under the leaves, away from the party
Go right to the rose…” -Kate Bush –
Hvert eneste ord opfanges af tråde i min sjæl, her er noget, den kender, noget den ved. Jeg befinder mig en tidslomme og i en fortælling, som har noget særligt på hjerte. Samtidig ved jeg, at jeg ikke kommer nogen vegne med utålmodighed og hastværk. Da ordene forstummer, tager tankerne igen over.
Er det ræven, som synger. Ræven, der som jeg elsker Kate Bush og hendes vidunderlige univers? Ræven, der som jeg føler sig draget og som via ord og stemning fragtes ind i noget, der egentlig slet ikke kan sættes ord på? Som Fortællerske forsøger jeg dog alligevel. For noget, man snart lærer som fortællerske er det, som Anais Nin vidste:
The role of a writer is not to say what we can all say, but what we are unable to say.” – Anais Nin –
Fortryllet og forundret står jeg foran træerne på engen og ved, at jeg bør nævne dem ved navn. Jeg skal til at spørge dem, hvad de mon er for en slags, da jeg ikke helt kan identificere dem, men så får jeg øje på ham. Ham, der viser sig at være en hende. Ræven.
”Navnet er Ivy” siger hun, gulgrønne øjne lyser mod mig, hun står i skyggen af træerne, jeg i solen på engen.
”Vær hilset Ivy” jeg er glad for at møde dig og glæder mig til fortsættelsen. Var det dig, der sang så smukt?
Det svarer hun ikke på. Vi ser på hinanden gennem tid og rum, så vender hun ryggen til mig og jeg ser den buskede hale forsvinde ind i mørket mellem træerne. Jeg ved instinktivt, at jeg ikke skal følge efter hende, men vente, til hun viser sig igen.
Da jeg langsomt bevæger mig over engen og tilbage til Each, mærker jeg en gnist af glæde boble i mit blod. Noget i mig vågner. Mysteriet lever endnu.
Magiske morgensider, 19. september 2020
Fra min egen skriverejse, Lene Frandsen (c)
Hvem er ræven og hvorfor hedder hun Ivy?
Mon fortsættelse følger? Jeg ved det ikke og lige netop dét elsker jeg. Noget i mig vågner, når mysteriet får lov at leve og jeg ikke partout skal have et øjeblikkeligt svar eller vide, hvad der under opsejling. Men ræven har været present i min sfære en del de seneste dage, både her og dér. På morgenturen duftede der stærkt af ræv, jeg har set ræven udenfor vinduet og jeg har såmænd også trukket rævekortet flere gange, så sent som i morges. Og så skrev fortællingen sig selv, da jeg åbnede min skrivebog og fattede pennen.
Det minder mig om et digt af en af mine yndlingspoeter, Mary Oliver:
Truly, we live with mysteries too marvelous
to be understood.
How grass can be nourishing in the
mouths of the lambs.
How rivers and stones are forever
in allegiance with gravity
while we ourselves dream of rising.
How two hands touch and the bonds
will never be broken.
How people come, from delight or the
scars of damage, to the comfort of a poem.
Let me keep my distance, always, from those
who think they have the answers.
Let me keep company always with those who say
“Look!” and laugh in astonishment,
and bow their heads.
~ Mary Oliver ~
Jeg siger tak for dagens fortælling og venter spændt på, om ræven mon dukker op igen og om jeg får en chance for at lære Ivy bedre at kende. Det glæder min sjæl at lade mysteriet ånde gennem mig. Det giver mig livskraft og -lyst tilbage.
Vintersjæl
Et inderligt skriveforløb for kvinder
Starter den 1. november 2020
Varighed: 4 måneder
Forløbet foregår udelukkende online og du kan være uanset, hvor i landet eller udlandet, du befinder dig
For kvinder med skrivelyst og længsel
Der er særlige tidspunkter, hvor vi i endnu højere grad kaldes til at lytte til sjælens sang. Et af de tidspunkter er vinteren og det er her, at Vintersjæl har sit afsæt. Dybt i vinterens muld. Dybt i dig selv.
Ideen bag
En anderledes vinter i år
Denne vinter bliver anderledes. Det mærker vi, det ved vi allerede. Og måske har du som jeg brug for at forankre dig dybt i egen muld og for at vælge troen i stedet for tvivlen.
I disse tider er dér masser, som puster til frygten og det er let at falde i og miste troen, tilliden og lysten til at fortsætte. For orker man?
Jeg gør, men jeg har hårdt brug for at forankre mig i det, jeg tror på dybt i sjæl og hjerte og som skænker mig den sårbare styrke, jeg har brug for i svære tider.
Her kan skrivning være en ganske vidunderlig og magisk måde at gøre det på. Ikke mindst, når vi allierer os med fortællingens kraft og gør det i pagt med årshjulet.
Har du det på samme måde? Så er skriveforløbet Vintersjæl ganske sikkert noget for dig.
VINTERSJÆL – KLIK HER FOR INVITATION, DETALJER OG TILMELDINGSLINK
It wouldn’t take me long
To tell you how to find it
To tell you where we’ll meet
This little girl inside me
Is retreating to her favourite place
– Kate Bush –
Skrivecoach Lene Frandsen 
Skriv et svar