Torden kommer og søvn går

Der er dage til hvile og dage til ro. Der er dage til magi og dage til tro.

Jeg leger lidt med ordene i min rejsebog, mens tankerne stille rejser tilbage til i går, hvor Brónach og jeg sad i klitoasen og nød lækkerierne fra hendes picnickurv. Hvor der opstod et rum midt i det, der skulle have været en almindelig dag og hvor bløde detaljer lagde sig til rette 0g kyssede vores sjæle. Tiden stod stille. Brombær smager godt med flødeost. Vi grinede, hvilede og inden vi tog tilbage, gik vi en tur med Fleur langs vandet. Bare fødder i sand og vand. Blikstille hav og lysglimt fra solen, dråber af guld på åbent hav. Her bliver jeg, jeg vender aldrig tilbage.

Det skriver jeg i min rejsedagbog, men jeg er for længst tilbage i huset ved havet, det sted, hvor jeg nu bor. Hvor jeg er blevet fritaget som vandrevært fordi jeg skal være vært for en helt særlig gæst. Min egen sjæl og mit hjerte. Det er en forunderlig gave at få og jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med den. Det føles næsten selvisk at tænke på, at jeg blot skal nære mig selv. Men da jeg skriver mig ind i det, helt intuitivt, er det en helt anden fortælling, der finder vej til min skrivebog. Du nærer for at kunne bære. Dig selv, dit ve og vel. Verden kan ikke være tjent med kvinder, der er skygger af sig selv. De har vigtige væversker at være.

Der er nætter, hvor man vågner til lynglimt og tordenskrald. Sådan en nat var det i går. Pludselig var både Fleur og jeg lysvågne og jeg længtes akut efter kakao i køkkenet med Elva. Da tordenvejret blev ved og lynene fik fart på, forlod jeg sengen og trissede ned i køkkenet med en forundret Fleur i hælene, men er man trofast, så gør man sit job. Man følger med. Og det kunne jo være, at der var natmad i sigte.

Datid bliver til nutid. Jeg laver varm kakao og tager den med ind i stuen, hvor jeg fra min lænestol, hvis jeg drejer den lidt, har udsigt over havet. Himlen er sort, det begynder at regne og lyden af tunge dråber på taget overdøves kun af de regelmæssige tordenbrag. Lyn rammer havet og alt lyses op. Søvnen er gået sin vej og vender vist ikke tilbage.

Kakaoen bliver kold, jeg drikker den langsomt og døser lidt. Savner Elva og sender hende en kærlig tanke. Sidder hun mon også et sted og drikker varm kakao med udsigt til himmel, hav og lynnedslag? Eller sover hun sødt i sit cirkus? Det er længe siden, jeg har hørt fra hende. Mon hun er lykkelig, dér, hvor hun er? I morgen sender jeg hende et brev, lover jeg. Et tordenskrald er mit vidne.

Fleur har lagt sig i sin kurv foran pejsen uden ild. Lidt uvejr kan ikke hidse hende op. Hun hviler roligt og sover med tunge åndedrag, løfter kun det ene øjenlåg, når de værste tordenskrald brager. Holder øje med mig, ser at jeg stadig sidder i lænestolen med kold kakao og udsigt til havet. Vinden tager til, hyben og lyng lyses op og blæser fra side til side. Sand hvirvles op, en flagermus flyver forbi. Jeg længes efter den søvn, som nu er gået.

Senere er der længere mellem lyn og torden, jeg beslutter mig for at kravle til køjs. Kruset stiller jeg i køkkenvasken og drikker et glas vand, man bliver fedtet i munden af kakao. Tilbage i sengen falder jeg til ro ved hjælp af dybe vejrtrækninger. Torden går og søvn kommer.

Lene Frandsen ©️
Fortællingen fra Huset ved havet
4. september 2024

Om intuitiv skrivning ✍️💚

Hvad vil det egentlig sige at skrive intuitivt? Er det det samme som at bruge sin intuition? Og hvorfor hører frygt, modstand og den indre censor med, når vi begiver os ud på en intuitiv skriverejse?

Intuitiv skrivning. Er det det samme som at bruge sin intention?

Mange formoder at intuitiv skrivning er det samme som at bruge sin intuition.

Det er det og det er det ikke.

For hvis du siger, at din intuition fortæller dig, at du skal skrive noget bestemt og at du så skriver det fra dine tanker og fra det mentale felt, så er det ikke intuitiv skrivning.

Ikke at vide

Der er her mange går galt i byen og det sker primært på grund af usikkerhed i forhold til ikke at vide. Men ikke at vide er en magisk forudsætning for at skrive intuitivt og tage imod det, der vil skrives gennem dig.

Det er en fordel ikke at vide.

Men hvordan skriver man så intuitivt?

Når du skriver intuitivt, bruger du din intuition MENS du skriver

At skrive intuitivt er at give slip på alle formodninger og skriver sig ind.

Her lader du din intuition guide dig undervejs, mens du skriver.

Det kan du kun lære ved at øve dig. Du sætter en proces i gang, du går vejen og du ved, at øvelse er en essentiel del af rejsen.

Hvordan kan man vide om man skriver intuitivt?

Når vi skriver intuitivt, bliver vi ofte overraskede over det, der skrives gennem os. Det er ikke noget, vi har tænkt eller formuleret på forhånd. Vi frydes, vi forundres og sidder tilbage med en følelse af, at noget skrev sig gennem os.

Lytteskrivning

Det føles anderledes at skrive intuitivt. Når vi bevæger os fra hovedet og ind i sjæl og hjerte, er det som om vi lytteskriver i stedet for at taleskrive. Der er stor forskel og eventuelle læsere kan også fornemme det.

Vejen til at skrive intuitivt er bl.a. at stille dig åben og undrende overfor det, der vil møde dig, når du skriver. Og selve det at skrive er vejen. Det er ikke et spørgsmål om at tænke først og heller ikke om at udtænke en plan for det skrevne. Det er en anden slags skrivning.

Skrivning er vejen, inspirationen møder dig undervejs

Intuitiv skrivning fordrer, at du vover at kaste dig ud på usikker grund i den første kreative fase. Intuitiv skrivning kræver at du vælger at være modig.

Skrivning er vejen. Og inspirationen møder dig undervejs. Lad mig citere Picasso:

Inspiration exists, but it has to find you working.

Frygt, modstand og indre censor er en del af rejsen

En ting er sikkert. Frygt, modstand og den indre censor er en del af skriverejsen.

For når vi via den intuitive skrivning bevæger os ud af vores komfortzone, aktiverer vi ofte de mekanismer, der vil forhindre os i at komme i fare. Tag for eksempel den indre censor. Den er et levn fra gamle dage og den bor i den del af hjernen, hvor det handler om overlevelse. Egentlig vil den bare beskytte os, men det er en misforstået form for beskyttelse, fordi den ofte er medvirkende til, at vi ikke gør det, vi drømmer om. Den vil gerne holde os i vores komfortzone.

At lære den indre censor at kende, for hvad den egentlig er, er derfor en del af det at skrive intuitivt.

Ellers bliver du bremset på din vej. Af dig selv.

Lad ikke din indre censor få det sidste ord

Frygt, modstand og indre censor eller kritikeren, som nogle kalder det, aktiveres, når du bevæger dig ud af din komfortzone og det gør du næsten med garanti, når du skriver intuitivt og kaster dig ud i den første kreative fase.

Her er det at mange bakker ud eller vender tilbage til den trygge sfære, hvor man skriver fra tankerne og kontrollerer det skrevne. Man ønsker ikke at møde sin frygt eller det, der står i vejen. Det kan være helt ubevidst, at du danser udenom og gør det, du plejer.

Men kræver det virkelig, at man møder sin frygt, oplever sin modstand og lærer sin indre censor at kende på godt og ondt, hvis man vil skrive intuitivt og fra sjæl og hjerte?

Svaret er ja! Det findes ikke uden.

Naturligvis er det forskelligt, i hvor høj grad frygten har tag i os og der er mange måder, den indre censor kan operere og agere på. Men fælles for alle er følgende regel, som gælder på Fortællerskens Vej.

Det, der står i vejen, er vejen. Som fortællersker skriver vi os igennem.

Intuitiv skrivning kan give dig adgang til

Intuitiv skrivning kan bruges på mange områder, hvis du vil have fat i andet end det, der bor i dine tanker, vante tankemønstre og udenfor din komfortzone.

Intuitiv skrivning kan over tid give dig adgang til

  • Din indre visdom
  • Din stille stemme
  • Din sjæls drømme og ønsker
  • Dit sande jeg
  • Din vise kvinde
  • Uspoleret kreativitet og original skrivning
  • Magi og synkronicitet
  • Din indre styrke
  • Øget selvtillid og tro på dine kreative evner
  • En åbning til skjulte talenter (skyggen)

Du kan ikke på forhånd vide, hvad der vil åbne sig for dig undervejs i processen, hvis du øver dig på at skrive intuitivt, men du kan hjælpe det på vej ved at alliere dig med intentionens kraft.

Intentionens kraft

Din intention er essentiel. Hvad ønsker du dig af din intuitive skrivning? Hvad er dit formål?

Og det kan være meget subtilt. Det kan være et stille kald, en genklang, noget som hvisker i dit øre. Det er sjældent højrøstet og gemmer sig ofte bag burde og skulle.

Det subtile, det stille, det, der får længslen til at danse, er et fint pejlemærke. Her handler det ofte om sjælen og ikke om egoet.

Skrivelængsel er ingen tilfældighed, det er ofte et kald fra sjælen.

Får jeg en vejledning i, hvordan jeg formulerer min intention, hvis jeg deltager på et af dine skrivekurser?

Det gør du selvfølgelig og det er en essentiel del af pensum i Fortællersken Intuitiv Skrivning, som jeg lancerer i en ny udgave til høst 2023.

Skal man have et mål med sin skrivning

Hvis du deltager på et af mine fortællersken skrivekurser er et mål med skrivningen ikke nødvendigt. Husk at vi skriver intuitivt.

Et mål kan begrænse dig, fordi det ofte tager dig ud på en lineær skriverejse fra A til B og hvor du oplever kontrol i forhold til at nå frem til det ønskede mål. Du kan let snuble i dit ego.

Hvis du har brug for motivation, så tænk i stedet på, hvorfor du skriver og hvad dit formål er. Heri ligger din intention.

Når vi kender vores formål, vores intention, er det langt nemmere at skrive fra sjæl og hjerte.

Lidt mere om intentionens kraft

Wayne Dyer betragtede intention som en kraft i universet, som muliggør skabelse af alt, hvad der er til. Intention er således ikke noget, man gør eller tilstræber, det er snarere en energi, som vi allerede er en del af. Han forklarer intentionen som et energifelt, der er fuldt tilgængeligt for alle og som vi kan aktivere og bruge til at skabe positiv fremgang i vores liv.

En af måderne at få kontakt til energifeltet af intention er at droppe kampen, fordommen og mistilliden til livet og i stedet at søge harmoni med det, der omgiver os.

Ved at hengive os til det subtile, naturlige flow og bevidst at søge harmonien, giver vi plads til at vores dybeste ønsker kan manifestere sig. Wayne Dyer fortalte, at retningen for vores dybeste ønsker dukker helt naturligt op til overfladen, når vi giver slip.

Og det er præcist det vi ønsker os som fortællersker.

Vi ønsker at give slip og lytte, så vi kan skrive det, vi hører.

Der er ledige pladser på mit online skrivekursus FORTÆLLERSKEN INTUITIV SKRIVNING
og åben for tilmeldinger til og med den 10. september.

Vi er så småt i gang, men du kan sagtens nå at være med, hvis skrivelængslen kalder.

FORTÆLLERSKEN INTUITIV SKRIVNING ✍️💚
Online skrivekursus for kvinder
Holdstart 1. september – åben for tilmeldinger til og med den 10.9

Klik for invitation, detaljer og tilmelding

Skriv en kommentar

Blog på WordPress.com.

Up ↑