Søndag er en hellig dag. Da lyset sniger sig op i horisonten, forlader jeg sengen og med Fleur i hælene går jeg ned af trappen og tænder ilden i brændeovnen. Kaffe sættes over, der er friskbagte boller fra i går med gavmilde håndfulde af tranebær og sesamfrø. Fleur får sit, jeg sætter mig ved bordet i stearinlysets skær. Energien er langsom, dvælende og inviterer til ro.
Hvor tit tager vi imod invitationen? Måske overhører vi den fuldstændig, fordi vi ikke er i sync med energien. Det stille flow bliver overhalet af iver efter at komme først fra start og ikke at gå glip af noget. Men det sker alligevel, vi ser det bare ikke. Vi går glip af stemmen i det indre rum. Den stemme, som ved og som roligt fortæller os sandheden. Den stemme, som ikke kan høres i travlhed og larm. Den stemme, som er kærlig og aldrig gør os forkert.
Døren er gammel og malingen afskallet. Engang var den turkis. Åbner man den, står man foran en trappe, der snor sig i nedadgående retning. En kælder kalder. Der er intet lys og man må have sit hjertets lanterne med. Gå forsigtigt, skynd dig ikke, ær hvert et trin. Nedstigningen sker med et skridt af gangen. Der er ingenting dernede, siger den anden stemme. ”Kun mørke og ubehagelig fugt. I hjørnerne lurer alverdens farer, der er edderkopper og kryb.”
Egentlig er jeg hverken bange for edderkopper eller mørke, men alligevel holder noget mig tilbage fra stilhedens sted. Denne gang skal det være løgn, siger jeg til Fleur, som logrer og bevidner. Jeg opdager, at selvom jeg går Eneboerens Spor og bor alene med min hund i huset ved havet, dukker der hele tiden kvinder op og min omgangskreds vokser ligeså stille. Brónach bor nærmest i baghaven, Poppy venter på sin café, Muireann vinker fra sin butik og nu er skrædderen Cathleen dukket op. Måske handler Eneboerens Spor ikke om at forskanse sig fra verden og gemme sig bort? Jeg tygger på en bolle og skyller ned med kaffe. Måske er det noget helt andet, det handler om?
Elva fortæller glad om det sted, hun er havnet. Hun var på vej til mig, men mødte så saddelmageren Eamon. Præcis som Gwenllian sagde, kvinden fra øen, den fjerne kyst.
Alle de damer, siger jeg til mig selv og smiler. Det er da lidt pudsigt. Men flere af dem er blevet gode veninder, fortrolige og hjælpere på min vej. Jeg bor stadig alene og intet skal lave om på det. Tanken om at åbne et bed & breakfast rumsterer stadig, men jeg har lagt den i simregryden, hvor den snurrer på lavt blus.
”Hvad siger du Fleur?” Hun logrer og rejser sig i et dovent stræk. ”Sagde du gåtur?”
Vi slentrer langs stranden i solskinsvejr. Vinden er kold, det er næsten vinter nu og overgangen udfases. Senere på ugen lover de sne. Luften er skarp og havets farver i kølige nuancer, resterne af fuldmånen hænger i en tynd tråd.
Her er jeg. Eidheann, kvinden der går Eneboerens Spor. Søndagen åbner sine arme, vi danser lidt, rytmen er langsom og jeg laver yoga nidra om eftermiddagen på en tyk madras. Da aftenen kommer, varmer jeg Poppys gulerodssuppe og spiser en bolle til. Da jeg inden sengetid åbner terrassedøren, så Fleur kan gå ud og gøre sit, hører jeg uglen tude i træerne. Et par blade flyver ind på stuegulvet. Fleur kommer ind igen, jeg lukker døren og slukker lyset. En uge er gået, i morgen er det mandag igen.
Lene Frandsen ©️ 🍂
Fortællingen fra Huset ved havet – Del 2
18. november 2024

Jeg har har 10 års jubilæum
I 2025 har jeg 10 års jubilæum som skrivecoach og underviser. I den forbindelse har jeg lyst til at fejre min vej og undervisning ved at lave et særligt jubilæumsforløb af Fortællersken. Det er for nye og gamle deltagere og det er en fejring af fortællingens kraft og det magiske univers, vi rejser ind i via vores ord og fortællinger.
Fortællersken, Det Magiske Univers
Jubilæumsudgaven af Fortællersken, Fortællersken Det Magiske Univers, vil blive udbudt to gange i løbet af 2025, der vil være holdstart i januar og igen til september.
Kursusbeskrivelse og tilmelding følger senere på ugen og jeg skænker dig naturligvis en særlig jubilæumsrabat som deltager. Der er et begrænset antal pladser på hvert hold.
For kvinder med skrivelyst og længsel ☘️
Skriv en kommentar