Kvinden der holdt skriveworkshops

kande

Jeg kunne ligesom mærke det. Og jeg forestillede mig, hvordan jeg drog af sted til det sted i Danmark, hvor hun holdt sine magiske skriveworkshops. Hvor hun skabte et helt særligt rum af åbenhed, rummelighed og kærlighed i forhold til det at skrive og tage imod historier og fortællinger. Hvor hun lærte os at være åbne og modtagelige og fortalte os, at det at skrive var som at tage på et indre pilgrimsfærd med ordene som transportmiddel. Og hun ledte os på vej med skriveøvelser og opgaver, som havde til hensigt at fungere som trædestene, der så skulle fragte os videre på vores skrivende færd. Hver for sig og alligevel sammen.

Og hun fortalte os om kvindelig intuition og skrivelængsel.

For hun havde forstået at kvinder med kvinder med skrivelængsel bar rundt på en helt særlig gave. Og at det ikke nødvendigvis og faktisk sjældent betød, at de derfor partout skulle skrive en roman eller udgive deres digte i bogform af den grund. Men at længslen ofte afslørende noget helt andet, som kvinden bare havde glemt. Fordi hun ikke længere lyttede, fordi hun havde glemt at bruge sin intuition og sine helt særlige evner. Og måske slet ikke vidste, at hun gik rundt og bar på det, hun ønskede sig allermest i livet. Sin egen sjæl.

Der var en helt særlig stemning i hendes spisestue. Dér i et hus midt på landet åbnede hun sine døre for en lille kreds af kvinder, vel vidende at fysisk nærvær, ro og fordybelse er særlige sjældenheder i vores travle verden. Derfor tilbød hun heller ikke online workshops, som man kunne koble sig af og på efter forgodtbefindende og hvor man kunne blive forstyrret eller bilde sig selv ind, at man alligevel ikke havde tid til at møde op. Eller endnu værre. At man faktisk slet ikke kunne skrive! Nej, man tog en dag ud af kalenderen og dedikerede den til skriverier fra hjerte og sjæl sammen med en andre kvinder, der havde gjort det samme. Bare en lille sluttet cirkel hver gang, ikke for mange. Og man tilbragte dagen med at skrive og læse højt for hinanden af det, der dukkede op og ønskede at blive skrevet og fortalt på netop den dag i netop den cirkel af kvinder.

For hun vidste også, at kvinder op gennem tiderne har haft en helt særlig tradition for at fortælle hinanden historier og give deres visdom videre gennem fortællinger. Og at der er en særlig, kærlig magi i at turde hengive sig og bare lytte uden at bryde ind og give gode råd, ros eller ris med på vejen. Bare lytte så dybt og inderligt, som man overhovedet kan og få en oplevelse uden at skulle gøre andet end være nærværende. Og sige tak.

Jeg kunne ligesom se hende. Forestillede mig, hvordan hun tog imod og guidede på vej uden at blande sig unødigt. Åbnede sit hjem og sin stue og skabte en rum, hvor historier og fortællinger kunne finde vej. Båret af vinden, fragtet gennem luften, dalende ned fra himlen eller opstået et sted mellem træerne derude. Overleveret af en fugl, en frø eller et andet slags væsen, måske, men skrevet og skabt i det øjeblik, hvor kvinderne i stuen mødte op og begyndte at skrive.

Hun vidste noget om kreativitet og om, hvordan kontrol og forestillinger om hvordan kan ødelægge skriveglæden. Hun kendte også til den indre censor og gamle historier om, at vi ikke kan skrive med mindre vi kender tusind regler og i øvrigt har lært at mestre dem. Ja, i det hele taget tilbød hun i sin spisestue et andet perspektiv på det at skrive. Hun tilbød en dag fuld af skriveglæde, fordybelse, intimitet og nærvær og havde i øvrigt inviteret Kilden med til bords. Fordi hun tilfældigvis havde opdaget, at Kilden aldrig siger nej til en hjertelig invitation fra en kvinde med skrivelængsel. Og da slet ikke fra flere af slagsne.

Jeg ledte i øst, vest, nord og syd. Søgte på nettet og i gamle telefonbøger. Hidkaldte ånder og spurgte i skovens dyb. Til sidst satte jeg mig i stilhed, meditere og ventede på, at svaret skulle komme. Hvor er hun, den kvinde? For jeg ønskede mig sådan at deltage på skriveworkshops i netop det regi, i netop hendes stue.

Og stilheden gav mig svaret. Lige dér i landet af kærligt ingenting gik det op for mig. At kvinden ikke var en særlig skabning udenfor mig selv, men at jeg var hende. Huset og spisestuen var lige dér, hvor jeg boede. Og det var op til mig at skabe det særlige rum af skrivende kvinder og endda invitere dem til at komme.

Så det gjorde jeg. Og det blev helt som min intuitive fornemmelse fortalte mig, at det vist skulle være. Her i foråret har jeg afholdt de første to skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel. To forskellige lørdage, to forskellige cirkel af skrivende kvinder, men fælles for begge dage var en helt enestående oplevelse af nærvær, fantastiske og rørende fortællinger og modige kvinder, der kom, skrev og delte med hinanden. Øste af visdom og rummelighed. Overfor sig selv og hinanden.

Og sidder du tilbage med et hjerte fuld af skrivelængsel og en sjæl, der  måske gerne vil fortælle sig gennem ord, så fortvivl ikke. Kvinden findes og det er faktisk muligt at komme på skriveworkshop i hende spisestue.

Jeg holder en ny række skriveworkshops for kvinder med skrivelængsel i sensommeren og efteråret 2015 og du skal være hjertelig velkommen. Datoer kommer snart, så hold øje.

Kærlig hilsen og god sommer

Lene

kande

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s