Sporlægning

Sporlægning er et spørgsmål om tillid. Tillid til den kreative proces og en øvelse i at slippe kontrollen og lade komme i den allerførste skrivefase. Det er i den fase, jeg befinder mig nu, mens jeg skriver min bog. Jeg lægger spor.

At lytte og lade lande

Det kræver et helt nyt syn på det at skrive. En ny følelse. I stedet for at være aktiv og udfarende, i stedet for at jagte ordene, møder man op og lytter. Lytning er en af de vigtigste egenskaber i skrivning. Ligeså stille forsvinder egoet ud af processen, når vi hengiver os og bestræber os på at lytte til det, der vil skrive. For det vil gerne skrives. Den tillid, den tro må vi have. Det handler ikke længere om, at vi skal jage det og indfange det, det handler om at vi skaber en smuk landingsplads. Det handler med andre ord allermest om, at vi gør os klar, for det er i bund og grund vores egen holdning og indstilling, der er afgørende.

Pilgrimsrejsende

Åbenhed, nysgerrighed og en god portion undren er godt at pakke ned i rygsækken, når vi begiver os på vej i den første sporlægningsfase. Vi er virkelig pilgrimsrejsende i den første del af skriveprocessen. Vi tager ud og møder historierne, dér, hvor de er. Vi lader ordene vide, at vi er mødt op og at vi er villige og modtagelige. Fra kyst til kyst rejser vi og tager imod det, der kommer. Uden at vide, uden at have en særlig udtænkt ide om, hvordan det hele til sidst vil knytte bånd og binde sløjfer, rejser vi af sted og skriver det, der kommer til os. Julia Cameron har skrevet om det i sin bog om skrivning ”The right to write” og lige netop den indstilling giver os den fornødne tillid og frihed til at gøre det, vi er kommet for. At lytte og tage imod.

Vi er kunstnere, vi er fri

I sporlægningsfasen retter og redigerer vi således heller ikke det skrevne. Vi går ikke tilbage og korrigerer, vi lader det være, som det er. Det giver en helt ny form for frihed. Vores job er ikke at være redaktør i den første del af den kreative proces, her er vi skabere. Vi er frie kunstnere og vores fornemste opgave er at kærtegne det, der kommer til os og lade det finde vej til papiret. Måske protesterer den indre censor, men lad bare stemmen kagle. Sådan vil det altid være, det er frygtindgydende for den indre censor, når vi forlader komfortzonen og slipper kontrollen. Og det skal vi lære os selv at turde. Her begynder det hele nemlig at ske. Her starter den egentlige fortælling. Ikke at vide er et godt udgangspunkt. Husk nysgerrigheden. Tag springet. Vov det. Lev det og dans med det. Giv slip og lad komme.

Dit job er at skrive

Dit job er et skrive ikke at dømme det skrevne. Du er ikke dommer, du er forfatter. Gem kritikeren langt væk og find din indre eventyrer frem.

At fare vild

En andel del af sporlægningsfasen handler om at turde fare vild. Og nu bliver det farligt, for de fleste af os hader at fare vild. Vi bryder os ikke om at miste orienteringen. Vi ønsker forsikring, vejvisere og har det egentlig bedst med at følge allerede trådte spor. Men i sporlægningsfasen må vi ud i vildnisset og ja, vi skal turde fare vild. Miste orientering, kontrol og alle ideer om, hvor vi mon befinder os henne.

Lysningen i skoven

Det er ikke altid, at det bliver eller går, som vi håbede, men i kontrast til vores tilsyneladende vildfarelse bliver det pludselig essentielt, at det netop ikke gik, som vi håbede eller troede. For kun sådan kan vi se og få øje på den lysning, der pludselig åbner sig i skoven for os. Vildfarelsen var tilsyneladende. Den bærer i sig kimen til nye åbenbaringer og en læring og erkendelse, som vi aldrig havde fået med os, hvis vi ikke netop for vild. Det gælder både i livet og i skrivegerningen. Derfor var det slet ikke vildfarelse. Som Tomas Tranströmer så fint har skrevet det:

”Midt i skoven findes der en lysning, der kun kan opdages af den, der er faret vild.”

Skænket til ren kreativitet

Saft, kraft og særlige ord, der bare opstår. Sætninger, der finder vej gennem mørket, dryp af lys, af noget andet. Overraskelser, snedigheder, alt det vi ikke kan udtænke, men som kommer, når vi giver slip. Det fryder os, når vi skriver det og oplever, hvordan det bare flyder gennem os. Det er selve gaven ved sporlægningsfasen og vildfarelsen. Senere kan du rette sporene til, få ender til at mødes, den slags, men det hører ikke til endnu. Denne fase er skænket til ren kreativitet og alt det, der opstår og kommer, når vi ikke planlægger unødigt, men blot begiver os af sted.

Selv har jeg altid elsket at drage ud på må og få. Pakke bilen og uden helt at vide, hvor vi skal hen, bare køre gennem landskabet og finde små og nye veje undervejs. Se alt det, der ikke står i guidebøgerne og møde mennesker, som står udenfor alfavej og taler med stjernerne. Det er eventyr for mig. Det er sporlægning.

Kærlig hilsen
Lene