Ved nymåne i oktober

Please help me set new loving boundaries, a gentle room of protection

Ordene kommer på engelsk, som de nogle gange gør. Sprog flyder sammen. Jeg skriver dem i min rejsedagbog ved Nymåne. Det er lørdag morgen, tidligt, de stærke energier holdt mig vågen den sidste del af natten og jeg lå med min bøn. Efterhånden som jeg slipper gamle skjold og bløder de grænser op, der holdt mig fast og fanget, føler jeg lige dele fryd og frygt ved at stå et sted på kanten.

Narren. The Fool. En rejse er ovre og nu står hun her igen. Kvinden med pen og rejsedagbog. Hende som ved et sted i hjertet. Hvad laver hun på kanten af klippen? Hunden er ved hendes side, jeg drømte om ham i nat, i landet mellem søvn og vågen. Cù. Det er længe siden sidst. Helt tilbage ved nytårsskiftet, så vidt jeg husker. Men det hele flyder nu og tid er ikke længere relevant.

”Til tjeneste” siger han og mener det. Pjusket pels, lidt ranglet, store poter, øjne der er klogere end jeg. Cù er kommet tilbage.

”Ah, jeg har nu været her hele tiden” indrømmer han og logrer lidt med halen. Så standser hans bevægelser brat og han ser alvorligt på mig. ”Du har bare ikke bemærket det.”

”Det må du undskylde” ryger det ud af mig. ”Det var virkelig ikke min mening at ignorer dig og du er jo på ingen måde et usynligt dyr. Du tager din plads. Hvordan jeg kunne undgå at se dig, aner jeg ikke.”

”Det gør jeg” svarer han. ”Og det her er ingen bebrejdelse. Jeg var helt ude i periferien, ude af dit synsfelt. Det var ikke meningen, at vi skulle mødes igen før nu. Så smid alle selvbebrejdelser og undskyldninger på kompostbunken. Giv dem til vinden. Den blæser godt i dag.”

Jeg nikker. Efteråret har for alvor fået fat. Vind og vand, bladene hvirvler rundt i luften og hen over jorden. Men lige her er der stille. Ved daggry og Nymåne. Sammen med Cù.

”Tør jeg spørge, hvad jeg skylder æren i dag? Hvorfor er det først meningen, at vi skal mødes nu? Du må undskylde, jeg er lidt træt, jeg kan ikke helt regne den ud.”

”Puha det var godt! Lad for Guds og min skyld være med at regne den ud. Mentale bryderier er det sidste, du har brug for nu. Dem smider vi også i kompostbunken. Af jord er du kommet. Eller luft? Han tygger lidt på sine egne sætninger og en dråbe savl kommer til syne i hans mundvig.

”Det er lidt kryptisk, det her. Cù? Ærlig talt, hvad skylder jeg æren?”

Han skærer en grimasse og udstøder et suk. Jeg kan mærke hans varme ånde.

”Spørger du virkelig om det? Ved du det ikke?”

Jeg ryster beklagende på hovedet. For lidt søvn og sitrende energier har skubbet mig ud af kurs. På kanten vakler jeg og træder svimmelt et skridt tilbage. Ikke falde nu. Ikke klar endnu. Tør ikke. Endnu.

”Din bøn. Dine ord. Du bad og jeg er svaret. Nogle gange høres bønner prompte og det gør de, fordi de allerede findes. Du skal blot åbne dig for dem, som du åbnede dig før. Du bad om hjælp. Du bad om beskyttelse. Du ønsker at lære, hvordan du sætter nye kærlige grænser omkring dig nye selv. Eller måske snarere; din sjæl og dit hjerte. Uden gamle skjold og våben du blottet og sårbar. Til gengæld kan du mærke kærligheden.”

”Store ord” sukker jeg og føler mig ikke særlig godt tilpas. Noget i mig er urolig.

”Nogen i dig er urolig” smiler Cù og puffer til mig med snuden. ”Hende du var før. Husk at du bevæger dig i grænseland nu og mellem tider. Det, der var, det der skal komme. Det gamle er forbi, det nye er ikke begyndt. Urolige tider.”

”Hende jeg var før er urolig” gentager jeg som et mantra. ”Mens hende jeg på vej til at blive, er ret så tryg ved processen. Men hvem er jeg så?”

”Bevidsthed?” foreslår han og ler kort. ”Jeg er svaret på din bøn. Altså dit frændelige svar. Til tjeneste. Jeg tilbyder dig vejledning og beskyttelse. For en stund.”

”Det er jeg glad for” siger jeg beslutsomt og skubber al tvivl væk. ”Jeg står på kanten Cù, men jeg ved ikke, om jeg tør lade mig falde.”

”Jeg kan skubbe dig” foreslår han og mine muskler bliver akut spændte.

”Nej, jeg er nødt til at springe selv.”

”Jeg følger efter” smiler han.

Right behind you.

Ved Nymåne midt i oktober springer en kvinde ud fra et klippeskær. Ved daggry fik hun vinger. Bag hende svæver en irsk ulvehund med pjusket pels og store poter. Lyset tøver skælvende og i uendelige sekunder tror hun, at hun dør.

”Det var så det” tænker hun og lige dér opdager hun sine vinger. I luften og dagens første lys får hun selskab af Ørnen, sin ærkefrænde og Ravnen, der ofte hvisker sandheden højt i hendes hjerte. Hunden Cù smiler fornøjet, han elsker sine flyveture og nynner en sang, mens han følger sit menneske ind over klitterne, stranden og ud over havet.

Himlen rødmer. Tusind tanker hvirvles op og bliver til skrigende måger. Da han kommer op på siden af hende, smiler han og hun besvarer hans smil.

”Så slemt var det vel heller ikke?” bemærker han.

”En lettelse” svarer hun og stikker tungen ud, så den også kan få luft. ”Jeg sprang.”

Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Pensionatet
14. oktober 2023

Photo by Kamila Svobodova, Dreamstime (c)

Heltindens rejse

I eventyrerne er det vigtigt at lytte til, hvad der kalder på dig. Og som Joseph Campbell, forfatter og professor i mytologi, har lært os handler det om at kaste sig ud i det. Begiv dig af sted, fortab dig og far gerne vild.

“Midt i skoven findes der en lysning, som kun kan opdages af den, der er faret vild.”
– Tomas Tranströmer –

Mød naturen, gennemgå en renselse, sig farvel til noget, gøre et offer, mød en fremmed og gerne et dyr. Stil en gåde og løs den. Gennemfør en prøve, overskrid en grænse, nedstig til underverdenen eller hvor, du nu skal hen. Find det, du søger om det er en åbenbaring, en forvandling, en velsignelse og bring noget med dig tilbage.

Et klassisk eventyrtema er heltindens rejse. Hvis du vil, kan du skrive dit eventyr over den formel. Og som indledning kan du her starte med at stille dig selv spørgsmål som:

Hvem er heltinden?
Hvor lever hun?
Hvad er hendes mål?
Hvorfor begiver hun sig på rejse?

Heltindens rejse falder normalt i 3 faser:

1. Adskillelsesfasen
   Her drager heltinden ud på sin rejse. Det går op og ned og hun gør de første forsøg på at løse ”problemet”
2. Indvielsesfasen
   Her stiger heltinden måske ned til underverdenen eller en løsning på det oprindelige problem kommer til syne, så hun kan løse sin opgave
3. Genfødselsfasen
   Her vender heltinden tilbage til sin sædvanlige verden og genintegreres i den.

Et skriveafsæt til dig

Jeg har lyst til at skænke dig et skriveafsæt i dag. Et skriveafsæt ved nymåne. For præcis på samme måde, som jeg sprang ud i dagens afsnit fra Pensionatet (og det vidste jeg ikke på forhånd, at jeg ville ende med), kan du skrive dig ind i dit eget udspring. Nogle gange er vi bare nødt til at kaste os ud i det. Tiden er til det, vi kan ikke nøle længere.

Skriv så intuitivt som muligt. Hvis du er i tvivl om “hvordan” kan du i linket her læse lidt mere om intuitiv skrivning.

Skriveafsæt til dig – Hun kastede sig ud i det

Alle eventyr handler på en eller anden måde om en rejse. Uanset om det er en fysisk rejse gennem tid og sted eller en følelsesmæssig rejse, så er der stadig et startpunkt og en slutning med masser af eventyr og strabadser undervejs.

Sædvanligvis er det en central karakter, som foretager rejsen (heltinden). Og ofte vokser hun med sin opgave undervejs i processen, når hun står ansigt til ansigt med sin frygt eller hvad, hun nu kommer ud for. Men før det kan se, må hun tage det første skridt. Hun må kaste sig ud i det og mønstre tillid. Præcis som narren i tarotverdenen, der kaster sig ud fra klippeafsatsen i tillid til, at han vil lande på begge fødder eller at noget vil ske og nogen måske gribe hende på vej ned?

På samme måde må du nu kaste dig ud i dit eget eventyr her. Lad os lege lidt med det.

Skriveafsæt

Du står på toppen af et bjerg. Udsigten er storslået. Du mærker spænding overfor det ukendte i dig selv, du mærker frygt og sikkert også modstand. Måske har du stor lyst til at vende om og gå ned af bjerget igen, men du gør det ikke.

Du ved bare, at der venter dig en vidunderlig fremtid et sted derude og/eller at noget godt vil ske. Men det er din opgave at træde ud over kanten og kaste dig ud fra toppen af bjerget.

Forestil dig, at du stikker hovedet frem, du mærker vinden i dit hår og på din hud. Åbn dine arme, som havde du vinger, tag en dyb vejrtrækning og se dig selv kaste dig ud fra bjerget. Mærk vægtløsheden i kroppen og luften omkring dig. Mærk, hvordan du svæver over himlen som en fugl, mens du siger højt til dig som et slags mantra: Jeg træder ud i uvisheden og favner min sjæls vej.

Nu er det din tur. Med billedet på nethinden (brug evt. gerne billedet først i øvelsen) skriver du nu et eventyr, som handler om den sidste bid af turen op af bjerget og øjeblikket, hvor du når toppen og ved, at du må kaste dig ud fra bjergets top.

Du kan vælge at være dig selv, men du kan også vælge en karakter, som repræsenterer dig selv.

Men prøv at lade være med at fortænke eventyret. Lad dig føre på vej af pennens kraft og se, om ikke fortællingen viser dig vej. Skriv så intuitivt og flydende som muligt, sæt gerne dit stopur på 30-40 minutter.

Efterfølgende

Indtal gerne eventyret/fortællingen på din telefon, så du senere kan lytte til den og eventuelt bruge den som en slags guidet meditation, en visualisering, når du har brug for at kaste sig ud i noget i dit liv.

Lad den blive en del af din indre power. Det er dit eventyr. Fortællingen om hende, der kastede sig ud i det.

Og hvem ved, måske dukker dér også en hjælper op på din skriverejse, præcis som Cù viste sig på min.

Lene Frandsen, Skriveskolen for Fortællersker (c)

I just know that something good is gonna happen