Så er vi alene igen, Fleur og jeg. I huset ved havet. Jeg lufter ud på gæsteværelset og vasker det brugte sengetøj og de håndklæder, Keeleigh lånte. Hun har efterladt en lille seddel på hovedpuden. Der står tak. Og lige det ord rammer mig i hjertekuglen, jeg bliver mør og kan mærke, at jeg er blevet glad for min rolle som vandrevært. Det er berigende at tage imod de kvinder, som kigger forbi, kvinder som er i kommet i besiddelse af vandrebogen og derfor kan finde vej til mit sted.
Alligevel nyder jeg de kommende dage i al ensomhed. Jeg strækker mig i det mellemrum, der er opstået i dagene efter Forårsjævndøgn, følelsen af at naturen holder vejret og at foråret ikke helt er sprunget ud endnu. Vejret er ustadigt, men der er dage med sporadisk sol. Jeg har opdaget de vilde blomster i haven. Hvis man altså kan kalde det en have, græsstykket ud til klitterne. Men de er dér, blomsterne, de gule liljer som ligner påskeliljer i miniformat. Jeg har ikke stor forstand på blomsters navne, men jeg kan bedst lide de vilde og dem, som har sneget sig væk fra det sted, hvor nogen plantede dem engang. Jeg lader de vilde linjer vide, at de er velkomne og hver gang Fleur og jeg går ud til klitterne og videre ned til havet, hilser jeg på dem.
”Vi hedder strandliljer” hvisker en af dem til mig, da jeg går tæt forbi.
Senere googler jeg ordet og finder ud af, at strandliljer er en anden slags blomst. De kaldes også for middelhavets pragt og ligner ikke de gule liljer, som danser på kanten af klitten i det, jeg kalder min have. Det skuffer mig lidt. Jeg er som en pige, der opdager, at hun er blevet taget ved næsen. Men kan liljer lyve og hvorfor skulle de dog det? Den gule blomst virkede på oprigtig, da hun talte til mig.
Jeg går ud for at forhøre mig. Jeg er ærlig overfor den talende blomst.
”I ligner ikke de strandlinjer, man kan finde på nettet” proklamerer jeg i foroverbøjet stilling.
”På nettet?” Den gule lilje ryster på hovedet, så et kronblad falder af. Vinden bærer det afsted mod havet. ”Det ved jeg ikke, hvad er. Nettet. Men vi er strandliljer, gule strandliljer.”
”Faktisk er vi klitliljer” siger en af de andre blomster. De to begynder at tale i munden på hinanden og småskændes lidt. Jeg ser målløs til. Kan liljer lyve?
”Alle som kan tale kan lyve” siger den lilje, der mener at hun tilhører arten klitliljer. ”Men vi taler altid sandt. Vi er blot uenige om, hvem der har ret. Måske kan du finde klitliljer på det dér net og hjælpe os med at afklare situationen.”
”Er det overhovedet vigtigt” tilføjer en tredje lilje og sukker dybt.
Jeg ryster beklagende på hovedet.
”Nej, du har ret. Det er da fuldstændig ligegyldigt, hvad man kalder jer. I er smukke og jeg er glad for, at I er her.”
”Vi var her før dig” bemærker den lilje, der muligvis ikke talte sandt. Det gør hun så nu.
Jeg går tilbage til varmen i huset. Fleur venter indenfor havedøren, skuffet over ikke at være inviteret med ud.
”Vi går en tur senere» siger jeg til hende, «men først skal jeg have mig en kop te og skrive lidt i min rejsedagbog. I dag har jeg talt med liljer. Det må der da komme en fortælling ud af.
Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Huset ved havet
21. marts 2024
Photo by Juergen Schonnop, Dreamstime (c)
Kommende skrivekurser og workshops Forår og Sommer 2024
Skrivekurser på egen hånd
Fortællerskens Årshjul
Cyklisk skriveforløb
Nye deltagere starter den 1. april
Klik for invitation, detaljer og tilmeldingslink
Skrivekurser på hold
Intuitiv Sommerskriveskole 2024
Kursus: Intuitiv Skrivning, Vandet
Holdstart den 1. maj 2024
Klik for invitation, detaljer og tilmeldingslink
Fysiske skriveworkshops
Intuitiv Skriveworkshop ved Sommersolhverv
20. juni fra kl. 10-18
Edelsminde B&B ved Haslev
Klik for invitation, detaljer og tilmeldingslink
Skrivecoach Lene Frandsen 
Skriv en kommentar