Dage går og dage kommer. Maj bliver juni, forår bliver sommer. I løbet af få uger har det hele flasket sig for Elva som var det meningen, at det skulle ske. Hun køber sin vogn af en fyr, som Seamus kender. Som dominobrikker byder det sig til, men de falder ikke, brikkerne. De rejser sig op. Elva smiler, slår ud med armene, skriger til himlen og giver mig et knus.
”Jeg kan næsten ikke tro det” hviner hun. ”Men det er sandt. Om få dage er jeg på landevejen med min magiske tevogn.”
Jeg er hendes vidne og jeg er glad på hendes vegne. Uden helt at kunne sætte ord på, oplever jeg, hvordan universet baner vej for det, der skal ske. Hvordan alle de detaljer, Elva slet ikke kunne tænke sig til og som blot gav hovedpine, når hun prøvede, går op i en højere enhed. Det sker bare. Hun danser rundt og tager imod, det er hun god til. Smilende, forundret og glad.
”Hvordan kan jeg være andet?” ler hun og tager mig om livet, mens vi danser rundt i køkkenet. Det er morgen, det er regnvejr og lyset er dæmpet. Flammen i stearinlyset danser med, bløde bevægelser som en mavedanserinde, der smyger sig til rytmen af sin sjæl. Fleur rejser sig og logrer. Endelig sker der noget. Kvinderne er vågnet til en ny dag.
”Men jeg kommer til at savne dig” udbryder jeg, mens vi danser rundt. ”Sådan for alvor.”
”Ditto, men jeg tror nu ikke, at vi forsvinder fra hinanden igen, Eidheann. Jeg lover at sende dig magiske breve, dog via e-mail, men jeg har brug for at fortælle dig om, hvordan det går. Vi kan også ringe sammen. Jeg vil uden tvivl have brug for dit råd. Du, som i øvrigt har Brónach i baghaven. Hende skylder jeg en hjertevarm tak.”
Det er her, at fortællingen tager en ny vej. Det er nu, at Elva tager sine sager og bærer dem ud i bilen. Tiden er kommet og jeg er uforberedt men klar. En underlig følelse af, at alting sker, som det skal og at jeg både er et vidne og en vigtig medspiller. Der bliver stille i huset ved havet, når Elva er taget afsted. Det er altid lettere at være den, der siger farvel og går. Lukker døren bag sig og drager ud i verden som heltinden på rejse. En Peregrina som tager de første skridt ud i uvisheden.
Mens jeg står tilbage.
Jeg indvier Elva i mine tanker, da vi står foran den magiske tevogn og tager afsked. Vognen er malet lyslilla. Den Magiske Tevogn står malet med snirklede bogstaver i blå. Herligheden er omgivet af slyngplanter, valmuer og små tekopper, der svæver på lyslilla himmel.
”Den er smuk og indbydende” siger jeg henkastet, fordi jeg næsten ikke kan holde intensiteten af vores afsked ud. Tårer presser sig på, hele min krop sitrer.
”Vi er begge Peregrina” siger Elva. ”Det ved du godt, Eidheann. Det hele starter her. En ny begyndelse. Det eneste, jeg ved, at jeg nu har min magiske tevogn og at landevejen venter. Det næste skridt? Det vil vise sig, når jeg er dér, hvor det kan vise sig. Som et mærkbart indre træk. Det har jeg tillid til. Det er nu, vi skal afprøve vores visdom, min kære. Det er nu. Tillid.”
Det sker i et dis bag duggede øjne. Jeg ser hende vinke fra førersædet, vinduesviskerne svinger fra side til side.
”Vi ses” råber hun og den lyslilla tevogn fragter Elva bort fra Huset ved Havet og ud på sit eventyr. Jeg græder lidt, tørrer tårerne væk og bilder mig selv ind, at det er regndråber fra himlen. Og hvem ved, måske er det en og samme sag?
The vibration of tears has healing potential.
Fleur kigger op på mig med spørgende øjne. Jeg bukker mig ned og lader mine fingre glide igennem hendes fugtige pels.
”Jeg har ingen svar lige nu” siger jeg med mild stemme. ”Kun at vi to nu er alene igen.”
Lene Frandsen ©️
Fortællingen fra Huset ved havet
11. juni 2024



Peregrina – et pennedyp dybere
Jeg er tilbage i skrivestuen efter en uges ferie ved Vänern i Sverige. Et sted oppe i nærheden af Lidköping, som er kommet til at betyde noget helt særligt for mig.
Mens jeg var på ferie, begyndte noget at simre. Og det er helt i tråd med den vej, jeg ønsker at tage mine kommende skrivekurser og forløb hen. Meget vand er løbet under broen, ud i søen og i havet, siden jeg startede med at undervise og holde intuitive skrivekurser for 9 år siden.
En slags heltindens rejse ind i vinterhalvåret og helt ned i rødderne
Jeg simrer med … ja, det vil jeg selvfølgelig fortælle mere om i den kommende tid. For det kursus, der lige nu er i simregryden, starter til september og varer i 6 måneder. Et pennedyp dybere. Et slags heltindens rejse ind i vinterhalvåret og helt ned i rødderne. Og det er her, Peregrina kommer ind i billedet. Jeg har tegnet hende i min rejsedagbog og hun er med mig nu. Hun er mig og jeg er hende.
Peregrina er en slags pilgrim i den keltiske tradition, hun er heltinden på begyndelse af sin rejse. Hun repræsenterer Narren i det klassiske tarot og som sådan er hun uskyld, hun er åben, nysgerrig og klar til at favne livet i al dets usikkerhed.
Peregrina er nøglen til det forløb, jeg har i simregryden. Et forløb, som varer længere og som både bliver mere intensivt og mere frit. For jeg ønsker at sætte mig selv i spil som intuitiv skrivecoach og clairvoyant endnu mere og give dig som skriverejsende, din egen Peregrina, værdifuld spejling også på det personlige plan. Samtidig med at du deltager i en mindre gruppe af kvinder, som bevidner hinandens skriverejse.
Simre, simre, simre.
Hvis du vil skrive med mig her i sommer
er der 2 muligheder. Fortællerskens Årshjul (hvor du får sommerrabat ved start i juni) og min intuitive skriveworkshop i anledning af sommersolhverv, som jeg afholder på Edelsminde B&B ved Haslev den 20. juni fra kl. 10-18. Der er i skrivende stund 2 ledige pladser.
Fortællerskens Årshjul (klik)
Cyklisk skriveforløb, nye deltagere starter den 1. juli med sommerrabat ✍️☀️
eller den 1. i hver måned
Prøv det i 3 måneder, hvis …
Hvis du er interesseret i Peregrina-forløbet (det kommer til at hedde noget helt andet), tilbyder jeg dig gerne 3 måneder i Fortællerskens Årshjul (juli, august, september), mens du venter på nyt omkring det dybdegående vinterforløb. Det koster DKK 650,- inkl. moms.
Intuitiv Skriveworkshop ved Sommersolhverv (klik)
20. juni fra kl. 10-18 på Edelsminde B&B ved Haslev
2 ledige pladser ✍️🔥
Kærlig hilsen
Lene Frandsen (c)
Skriveskolen for Fortællersker
NÅR SKRIVELÆNGSLEN KALDER ✍️💚
Skriv en kommentar