Fordi du åbner dit hjerte

Angharad forsvinder ligeså pludseligt, som hun kom. Der sker ikke mere kattemedicin den dag. Men jeg går med hendes ord og færdes i hendes sfære, øver mig på at lade min krop være blød og stærk på samme tid. Smidig er et godt ord. Det skriver jeg i min rejsedagbog. Smidighed er muligvis en nøgle.

Østenvinden fortsætter sin udrensning og jeg øver mig på at give slip. Lader små fortællinger sive ud mellem linjerne og lytter til det, der skriver sig gennem mig. Jeg lader det ske og på forunderlig vis er det præcis, hvad jeg har brug for. At lade livet ske gennem mig. Ikke holde fast på følelser, tanker eller gamle overbevisninger om, hvad der er sandt. Nye tider er vågne. Energien er anderledes, intet er som før, jeg åbner for de nye dansetrin, selvom jeg er usikker og vaklende.

Jord siger min intuition og kalder mig ud i skoven. Denne gang går jeg uden Fleur. Hun løfter et øjenlåg og ser anerkendende på mig fra tæppet i gangen. Ved hun noget, jeg ikke gør?

”Du er nødt til at øve dig”. Det er Angharad igen og det er morgen. Pludselig springer hun fra jord til køkkenvindue og smyger sig ind gennem sprækken. Placeret i vindueskarmen som på en trone. Jeg lader Fleur vide at det er okay og beder hende om at blive liggende. Rolig er min stemme, lydig er min hund. Hun fornemmer noget, det mærker jeg og således lukker vi Angharad ind i vores liv. Det var kattens, fristes jeg til at skrive, men det er nok lidt for oplagt og vil blive censureret bort.

Bortset fra, at her ingen censor er. Jeg smiler og Angharad nikker på sin kattemåde, blødt men bestemt.

”Ikke andre end dig selv. Er det ikke befriende?”

Jeg nikker, men det er en sandhed med modifikationer. Det ved vi vist alle godt. Og dog, så er vi nødt til at gøre det. Befri os selv. Det starter dig med dig selv, din intention og den disciplin, du mønstrer. Du er nødt til at dedikere dig og skabe rum. Igen og igen, Eidheann, du er ved at lære dansetrinene. Og nu har du fået følgeskab af en kat.

Angharad ser granskede på mig, fanget i hendes blik er der ingen steder at flygte hen.

”Som du ved, hader jeg at spilde tiden. Du er min lærling nu og jeg forventer at du dedikerer dig fuldt og helt. Er vi enige?” Løftet blik, så ser hun pludselig ud som om hun keder sig og vasker sin pels. Sensuelle strøg med tungens ruhed, man kan falde til ro i synet af den tid, hun ikke vil spilde. Jeg er nødt til at spørge hende om det.

”Vi er enige Angharad, men du må tillade mig at stille spørgsmål. Mange af dem, vil du sikkert karakterisere som dumme, men kan du bære over med mig?

”Du undervurderer mig” siger hun henkastet, katten i min vindueskarm. ”Spørg løs, det fortæller mig at du er dedikeret. Så længe du gør det med nysgerrighed og uden dom. Er du med på den? Du skal ikke have din skepsis i spil. Den er en blokering af rang og som jeg sagde, jeg spilder ikke tiden med den slags. Jeg kan se det på dig, straks, mig narrer du ikke.

And so it is.

”Men du ligner en, der har masser af tid.”

”Præcis, det har jeg. Tiden er min ven. Langsomhed er en gave, men det er ikke et spild af tid. Det er en del af processen. Eidheann, læg de gamle fortællinger bag dig nu og for altid. Jeg lover dig, livet bliver meget sjovere og fuld af fryd. Fordi du åbner dine øjne og dit hjerte. Fordi du skænker dig selv tid. Lad mig lære dig om flow og alle dens facetter. Lad mig vise dig, hvad katte kan.”

”Du ved, at jeg har hund, Angharad. Vil det være et problem?”

Hun fnyser, ler, kattelatter er smittende og har en særlig lyd.

”Fleur mener du? Vi står såmænd i ledtog med hinanden og har lagt hunden efter katten bag os. Vi er på linje nu. Ikke flere undskyldninger og forbehold Eidheann. Det er tid nu.”

Jeg nikker, bider mig i underlæben og mærker, hvor meget jeg længes efter at hengive mig til det. Det er i harmoni med den visdom, der bølger fra min sjæl. Det fryder mit hjerte og alt i mig længes, et skrig, en ravn og en sandhed af rang. Jeg er kommet i kattelære, mens Fleur ligger roligt ved mine fødder og smiler i sin søvn. Min intuition havde ret, hun ved noget, jeg ikke gør.

Lene Frandsen ©️
Fortællingen fra Huset ved havet
8. september 2024

Intuitiv skrivning, håb og historiemedicin

Skrivning er ikke bare. Pennen er vores sværd, ordene vores transportmiddel og gennem skriverejsen kan vi få kontakt til dybe steder i os selv, hvor energien var stagneret. Her kan vi skrive os ind og opløse gamle blokeringer gennem ord og fortællinger. Fortællingens kraft er stor og undervejs bliver vi skænket historiemedicin, som lindrer og heler over tid. Processen er nøglen og du er en skrivedanser i processen.

Vi sætter vores kreativitet fri, vi er både væversker og krigerne med pen. Gennem eventyr og fortællingens kraft får vi kontakt til vores sjæl og adgang til vores inderligste skatte. Vi bryder mure ned, eftersom fortællingerne løfter os op på et andet og mere kraftfuldt niveau. Her er energien stærkere og mere klar.

Vi lærer os selv at skrive fra hjertet og til hjertet med vores fortællinger som fyrtårne, der leder os på vej og husker os på vores intention. Det, vi ønsker os i livet.

Vi kommer hjem til os selv. Af omveje og snoede stier, gennem bjerge og dale, skriver vi os hjem.

“I write to save someone’s life, probably my own.”
– Clarice Lispector –

Skrivning på den indre rejse

Skrivearbejdet kan hjælpe dig på den indre rejse. Uanset, hvad du kalder det og hvad der skaber resonans for dig. Ordene er gjort af energi og kraft og du kan lære dig selv at skrive og arbejde med dem på præcist samme måde, som du gør med andet spirituelt arbejde. Du kan forankre dig og skabe forbindelse.

Something is happening
in the power and practice of story
In the midst of overwhelming noice and distraction
the voice of story is calling us
to remember our true selves.
– Christina Baldwin – 

Hvis det taler til dig og du åbner dig for, kan du bruge fortællinger og eventyr som guide på den indre rejse. Og skriver du intuitivt og øver dig på at komme ud af hovedet og ind i sjæl og hjerte, jamen så får du den historiemedicin, du så inderligt har brug for. Du giver din indre fortællerske ordet. Du finder din stemme. Du kommer hjem.

Har du hørt din sang?

Hvad hvis du ikke følger de første, frygtsomme impulser? Hvad hvis du ikke flygter, men vælger at blive? Hvilke skjulte skatte vil du finde?

For hvem ved, måske er det netop her, at du endelig finder dit livs skat skjult bag frygten og impuls til flugt? Hvad hvis du finder dig selv? Den kvinde, du har drømt om at være, hende du beundrer i smug og slet ikke tror, at du kan matche. Hvad hvis hun er dig? Og hvad hvis den intuitive skrivning og den historiemedicin, du høster, kan hjælpe dig på en særlig måde nu?

Kærlig hilsen
Lene
Skriveskolen for Fortællersker ✍️🪶🧡
NÅR SKRIVELÆNGSLEN KALDER