Solsorten er tilbage. Jeg bliver glad og ydmyg, da jeg ser ham pusle i jorden foran køkkenvinduet. Kaffemaskinens hostelyde lyder som en forkølet sang, lyset er dæmpet, energien er dvælende i dag. Hvis du skal følge flowet, siger jeg til mig selv, så er dagen i dag en invitation til bevidst langsomhed. Men tør du det, Eidheann? Stoler du nok på dig selv og processen til, at du kan slippe rattet og lade dig fragte?
Solsorten er mit svar. Hans tilstedeværelse får mit hjerte til at falde til ro. Jeg hilser på ham, byder velkommen og fortæller, at jeg er glad for at se ham igen. Forsigtigt åbner jeg vinduet på klem, så jeg kan høre hans forårssang. Toner fra kaffemaskine og solsort blander sig og bliver til sjov musik. Jeg smiler, Fleur logrer med halen og dagen er i gang. Helt anderledes end jeg havde forstillet mig, da jeg gik i seng i går.
Solsorten pusler videre, synger og gør sit. Kaffen proklamerer med et højt snøft at den er drikkeklar. Jeg skænker gavmildt i lilla krus og putter ost på ristet brød. En skål blåbær og mandler ditto, et glas friskpresset appelsinjuice med ingefær, jeg er en heldig kvinde. For jeg har tid. Den tid, jeg skænker mig selv, når jeg ærer processen. Fra vinter til forår, som tager os over Forårsjævndøgnets tærskel og ind i dage, der kalder på ro og tålmodighed. Blidt lander man på ny jord og skal vænne sig til lyset. Forsigtigt gøres man klar, klargøring er del af det kreative flow. Hør bare solsorten.
”Hellig tålmodighed” fløjter solsorten, ”men derfor kan man jo godt pusle lidt.”
Sacred patience.
Jeg smiler, det er sandt, jeg pusler. For det er Cauldron Days og den slags dage skal man værne om. Men noget har jeg opdaget og det er, at jeg ikke kan adskille mig selv fra processen. Jeg er en del af den eliksir, der simrer i den magiske gryde, en del af den naturlige cyklus, det kreative flow. Min bog har set dagens lys, en fortælling er landet og den handler om en falk. Mere kan jeg ikke afsløre nu. Den består af selve manuskriptet og en magisk skrivebog, hvor ledetråde lander og hvor jeg får anvisninger til at følge brødkrummespor.
Sandheden? En del af mig elsker det, en anden del er ved at omkomme af utålmodighed. En utålmodighed, der bunder i frygt og som har svært ved at forlige sig med stilheden. Hvad gør jeg? Jeg går med det, der er. Jeg ærer det og skriver om det. Alt er velkommen her, hviskede Gudinden en nat, hvor jeg fortvivlede over mødet med noget, jeg troede var forbi. En del af mig, der søgte healing, men som gjorde det på ganske voldsom vis. Alt er velkommen her. Det faktum, at jeg bød hende velkommen og tog hende til hjerte, ændrede alt. Hun blev lagt i blød, men i virkeligheden kom hun i simregryden, hvor forvandling sker over tid. Alt er velkommen her.
Det er kryptiske dage, hvis man ikke forstår sig på symboler og fuglesprog. Det gør jeg heldigvis og det glæder jeg mig over nu. Eidheann i huset ved havet. Eidheann med simregryden, den magiske og dage, hun kalder Cauldron Days.
Lene Frandsen ©️🌱
Fortællingen fra Huset ved Havet – Del 2
27. marts 2025



Cauldron Days
Der er gang i simregryden, jeg sysler med sommerens intuitive skriveskole, som bliver helt anderledes i år. Meget fint lander i min sfære og jeg inspireres. Ikke af noget ydre, ikke af frygt eller manipulation, men fra et sted, hvor sjælen synger. Mit udgangspunkt er, hvad jeg selv har brug for og trænger til i samklang med min indre pige, mit magiske barn
Det er lyttedage, dage i modtagelse eller som min stille stemme siger (som altid taler engelsk): Cauldron Days.
I den keltiske tradition er “The Cauldron” som kan oversættes til kedel eller endda heksekeddel, et symbol på visdom og genfødsel. Den repræsenterer livmoderen og dermed også kommende liv. Kedlen blev både brugt til at lave mad i og til at lave magiske tinkturer og eliksirer.
The Cauldron er også et symbol på processen og den tid, det tager. En slags simregryde. Som jeg sagde: Det er Cauldron Days. Snart er invitationen klar og jeg håber, at du vil tage imod.
Min intention med Intuitiv Sommerskriveskole 2025 🖋️🐦⬛🌻
Min intention med sommerens intuitive skriveskole er, at vi vender os fra frygt og manipulation, fra krig og ufred og rejser ind i hjertet. Her er kærlighed, medfølelse og kreativ udfoldelse nøgleord. Et ønske om at skabe et indre og fredfyldt rum, hvor du styrkes, glædes og har fokus på det, der gør dig godt i livet.
Uanset, hvad det handler om for dig og hvad dine inderlige fortællinger åbner op for. Uanset, hvad din intention med at deltage handler om. Du skal være hjertelig velkommen.
Fantasi er en vidunderlig skaberkraft
Min intention er at skænke dig et sommerskrivekursus, som styrker dig som den kvinde, du er. Et sted, hvor du folder din skrivelængsel ud, forankrer dig i årshjulet og hvor du som gæst på XXX (afsløres snart) modtager inspirende undervisning, der kildrer din skrivelyst og får din fantasi til at blomstre.
Vidste du, at fantasi er en vidunderlig skaberkraft? Kreativ og healende energi kommer fra samme sted. Det kommer jeg nærmere ind på i sommerens intuitive skriveskole, hvor der vil være fokus på:
🌿Indre fordybelse
🌿Natur
🌿Det feminine
🌿Historiemedicin
🌿Intuitiv Skrivning
🌿Kreativ healing
🌿Poesi
🌿Sommerens energiarbejde og feminin skaberkraft
🌿Jordforbindelse (grounding) og forbindelse til Kilden
🌿Skriveglæde
🌿Leg, latter og hjertets fortællinger
Det er bare noget, vi leger 🪁
For ja, du kan tro, at vi skal lege. Og du kan sige, det er bare noget, vi leger, men hvis du skriver, vil du opdage, hvor magisk din pen egentlig er.
Sommerens intuitive skriveskole er for kvinder i alle aldre uanset forudgående erfaring. Kurset er helt nyt og anderledes end tidligere, så har du været glad for tidligere skrivekurser hos mig, vil det nye kursus helt sikkert gøre dig godt og skænke dig skrivegaver.
Invitationen lander blødt på forårsjord om få dage.
Kærlig hilsen
Lene
Skriveskolen for Fortællersker 🖋️💚🐦⬛
NÅR SKRIVELÆNGSLEN KALDER
Skriv en kommentar