Vejen til fortællingers medicin handler ikke bare om at skrive og fiske en fortælling frem. Og det handler slet ikke om likes eller berømmelse. Det er en vej dybt ind i dig selv til et sted, hvor dit sande hjerte bor. Den vej er fuld af fælder og forhindringer, for gennem det meste af dit liv har du været vant til at sætte barrierer op, så du skjulte dit sande hjerte.
”Nu er tiden inde”, siger sælen ved havet på en kold vinterdag. ”Du kan ikke længere lyve dig til succes. Derfor står du her i bidende kulde og taler med en sæl. Sælen forbinder dig til din længsel og til kærlighed, men også til et stormfuldt dilemma. Og du er nødt til at give det tid, for ellers snubler du bare i de tråde, der før fik dig til at falde gang på gang. Det er et mønster. Det er den musik, du har danset til det meste af dit liv. Du er så vant til det, at du end ikke opdager, når du gør det igen.”
”Vend dig om. Vend dig indad. Forbind til dit hjerte og din glæde. Du ønsker dig guidning, du ønsker at få hjælp, men vi kan ikke hjælpe dig, hvis du ikke er forbundet med dit sande hjerte. Ledetrådene ender her. På en vinterdag ved havet. Et endegyldigt farvel.”
Sælen ser på mig med sit svømmende blik. Hun er så smuk, at jeg får tårer i øjnene og da hun siger det, hun siger og ser ganske alvorlig ud, må jeg give op og bryde sammen. Jeg er fuld af modsatrettede følelser, der er stormvejr i mit blod. Jeg forstår det dilemma, sælen mig bringer. Men jeg mærker også en glæde, der som en mus kigger frem af sit hul. Forsigtigt.
Sælen ved, hun venter og lader mig græde de tårer, der er klar til at blive grædt. Andre er stadig størknet i svælget.
”Du har vidst det i et stykke tid” siger hun så. ”Dette er en ny begyndelse. Ikke en fortsættelse af det, der var i et nyt årstal og med sammen antal måneder. Ikke en gentagelse af den frygt, der fik dig til at tvivle og gribe ud efter slidte løsninger.”
”Det er hårde ord” hulker jeg og mærker den store smerte.
”Det er sande ord” svarer sælen. Hendes blik er vådt og mildt. Sandet blæses ind fra havet blandet med snefnug. Horisonten er uklar og havet sort. Hun har fundet læ ved nogle store sten, det er her, jeg møder hende og der er ingen tvivl. Hun er kommet, fordi jeg bad om hjælp. Nu er det bare sådan, at hjælpen er anderledes, end jeg havde håbet. Jeg har brug for en hurtig løsning, sådan er det jo i dag. Vi har ikke tid til at vente. Jeg mærker uroen, frygten, der kommer listende gennem sand og sne og sætter fodspor i min sjæl.”
”Den er blot et tegn om, at der er noget vigtigt på spil” erklærer sælen og sender mig et medfølende blik. ”Tør du?”
”Tør jeg hvad?” spørger jeg og tørrer kolde tårer af kinden.
”Tør du følge dit sande hjerte?»
It’s not about what they want
It’s about your deep longing
what makes your true heart sing
Lene Frandsen ©️
Vejen til Fortællingernes Medicin
8. januar 2026
Photo by John Abramo, Dreamstime (c)



Ærlige og kærlige vejvisere
Noget af det, jeg er allermest taknemmelig for, når det handler om vejen til fortællingernes medicin, er den guidning, jeg får. Og du kender det, hvis du har skrevet med mig eller selv lader dig guide af fortællinger på din indre rejse. Fortællingerne lyver ikke. De hjælpere, der dukker op, er ærlige og kærlige, de stikker dig ikke blår i øjnene og lover dig noget, der hører dit ego til. De kommer til dig fra sjælen.
Anne Merete beskriver det sådan her:
“Jeg er så taknemmelig over hvordan fortællingerne altid viser mig vej. Det er mirakuløst, enestående. Af alle de mennesker jeg har mødt på min vej, som har hjulpet mig, så har vejen til fortællingernes medicin været den vigtigste. Tak, Lene.”
– Anne Merete Rask, som har deltaget på flere af mine skrivekurser og forløb –
Det handler om din intention. Du har måske en intention om at lytte til og følge dit hjerte. Den stille stemme, der hvisker indeni og din intuition, som guider dig i den rigtige retning. Når du starter din skriverejse, så er det første du gør at formulere din intention og sætte gode ord på. Ord, som føles godt og som du kan mærke betyder noget. Ord, der får dit hjerte til at synge. For din intention stammer fra hjertet, den er ikke et udtryk for egoets sult efter at lindre smerte.
Er der smerte, så er smerten dit blæk. Du kan ikke lyve for din sjæl og dit hjerte. Du kan ikke få hjælp og få fat i lindrende historiemedicin, de fortællinger, der skænker dig sand healing, hvis du ikke er ærlig og skriver det, som det er. Ikke som et offer eller en, der er sat ud af sit liv og ikke har nogen kraft tilbage. Nej, du er en værdsat og elsket partner på vejen til fortællingernes medicin. Du er hende, som guides, når hun holder pennen.
When we listen
we are led spiritually
– Julia Cameron –
Intuitiv skrivning er lytteskrivning. Vi lytter og skriver det, vi hører. Er der frygt, er der modstand og forhold, der står i vejen? Så skriver vi os igennem. Vi skriver fra det sted, hvor vi er, ikke hvor vi ønsker at være. Det er vores kraftpunkt, vores accept, tilladelse og vejen til forandring. Det er vejen til fortællingernes medicin.
Kærlig hilsen
Lene



Vil du skrive med mig? Har du lyst til intuitiv skrivning for sjæl og hjerte?
Fortællerskens Hemmelighed skrivekurset starter den 15. januar, der er ledige pladser på holdet og du er velkommen, hvis skrivelængslen kalder. Kurset er for kvinder i alle aldre uanset skriveerfaring, følg blot din skrivelængsel og lyst til at lære den intuitive skrivning at kende. Du sætter din indre fortællerske fri og lader dig guide af finurlige fortællinger 🖋️💫
Skriv en kommentar