De kommende dage tager vi den med ro, Fleur og jeg. Vi kan lege, at vi holder vinterferie, siger jeg til hende. Om eftermiddagen tager vi på udflugt, James kører i nye retninger og vi udforsker det stadig sovende februarlandskab. Men noget er sket, for i grøftekanter, haver og hegn danser vintergæk og erantis.
Det gør godt at køre nye veje, Fleur sidder forventningsfuld bagi bilen og håber, at vi skal ud og gå tur. Snuse, opdage og opleve. Jeg stopper ved en skov, hvor jeg parkerer bilen i udkanten af skovstien, vi følger stien indad og finder ro i skovens dyb. Et par birketræer minder mig om at gøre forberedelser til den nye begyndelse. Foråret kommer snart, hvisker de og svajer fornøjet i brisen. Der er vådt på stien og mellem træerne, det har regnet en del. Jeg indånder luften, får mosduft og fugt i næsen og nyser uvilkårligt. Men det føles godt. At være her.
Vi bliver dristigere, turene bliver længere og vejene mere snoede. I den anden retning som vistnok er syd, er landskabet mere bakket og på strækninger ganske øde. Jeg ser ørnen svæve i luften over os og hilser på en fiskehejre, der har fundet sig en kunstig sø. Himlen er grå med blå pletter. Solen kommer frem, men fortryder igen. Et par huset strøet ud med afstand i mellem, heste og får græsser på temmelig våde marker.
Og så dukker den op. Den nye by. Uden varsel, ingen skilte, pludselig drejer vejen og så kører vi derind. Der er intet torv som i Allesteds Cirkel, denne by er tydeligvis mindre, men ikke desto mindre åbner vejen sig og bliver bredere. Butikker, mennesker og et sted, hvor man kan parkere. Det gør jeg, lukker Fleur ud af bilen og sætter snor på. Vi går rundt og ser på butikker, her er et gammelt antikvariat, en grønthandler som vist også er en slags købmand og et postkontor. Et sjældent syn i disse dage. Et syn, som gør mig glad. Vi går lidt videre og skal til at vende om for at gå tilbage til bilen, da caféen dukker op. Jeg er ved at snuble over skiltet, som står langt ud på fortovet. Chez Tríona. Er den fransk? Jeg undersøger døren, men ser ingen skilte som forbyder hunde adgang. Forsigtigt åbner jeg døren og træder indenfor. En ung kvinde med pjusket rødligt hår kommer frem bag disken, hendes ansigt åbner sig i et smil.
”Kom indenfor” siger hun. ”Dig har jeg ikke set før.”
”Nej, jeg fandt tilfældigvis byen og gik lidt på opdagelse” svarer jeg. ”Må jeg have min hund med ind?”
”Selvfølgelig. Find dig et bord og slå dig ned. Hvad kan jeg byde på?”
”En kop kaffe med mælk. Gerne havremælk, hvis du har.”
”Hvad med en velskummet caffe latte med havremælk?” siger den unge kvinde. ”Og så er der jo kagerne. Tríona bager nye kager hver eneste dag. Hun bruger ikke opskrift, hun er en eksperimenterende sjæl, men hun har stor erfaring og hver eneste bid er som sendt fra himlen.”
”Det lyder fantastisk. Lad mig endelig smage en af Tríonas kager.” Fleur og jeg finder et bord, vi er de eneste i caféen. Det er ud på eftermiddagen og jeg begynder at tvivle på, om jeg kan finde hjem igen. Men som man siger, vildfarelsen er tilsyneladende og måske var det meningen, at jeg skulle finde Chez Tríona og dette hyggelige sted?
Kort tid efter kommer kvinden med min kaffe og en smuk kage med gul glaze og en syltet citron på toppen. Et drys af tørrede hindbær sætter kulør på. Kagen serveres på tallerken med kagegaffel og Tríonas navn står på servietten.
”Så det er ikke dig, der er Tríona?” spørger jeg kvinden, inden hun forlader vores bord igen.
”Nej nej, Tríona er min chef og ejer af cafeen her. Hun er berømt for sine kager. Du har måske ikke hørt om hende?
”Overhovedet ikke. Jeg var bare ude og køre tur med min hund og i dag dristede vi os længere ud. Så dukkede byen her pludselig op. Og Chez Tríona lå lige for på hovedgaden.”
Kvinden ler og afslører et perfekt tandsæt. Hun har et fint drys fregner over næsen.
”Sådan sker det faktisk tit. Mennesker kommer tilfældigvis forbi, finder byen, fordi den ligger som den gør. Der er ingen vejskilte, jeg tror at byen opstod ved et tilfælde. Og ingen har gjort sig ulejlighed med at kortlægge den og sætte skilte op.”
”Så du bor her i byen?”
Kvinden ryster på hovedet.
”Jeg bor sammen med min kæreste i et hus lidt udenfor byen. Vi har et lille fritidslandbrug med hest og høns. Men jeg har arbejdet hos Tríona i flere år nu og er godt kendt med kaffe og kager. Min kæreste er tømrer” tilføjer hun og ser granskede på mig. Hvad med dig?”
”I et hus ved havet” svarer jeg og nipper til kaffen, som er kraftig og god. ”Jeg hedder Eidheann.”
”Eidheann. Er det virkelig dig?” Kvinden ser oprigtig glad ud. ”Det må jeg fortælle Tríona. Det var hende, som fortalte om dig. Så kan vi igen anbefale de kvindelige vandrere at finde ud til dig, hvis de gerne vil tilbringe et par dage ved havet?”
Jeg ser forbavset på kvinden i caféen. Hvad i alverden? Er mit sted kendt, et hus, hvor der altid bor en vandrevært og jeg er den nye? Noget kunne tyde på det. Jeg har jo allerede haft besøg af Freyja. Jeg tænker på vandrebogen og siderne, der ændrer sig, alt efter hvem der læser i den.
”Det ved jeg faktisk ikke” svarer jeg ærligt. ”Er huset ved havet et kendt sted?”
Kvinden ryster på hovedet.
”Det er snarere en sød hemmelighed. Men når en kvindelig vandrer kommer forbi og ligefrem spørger om et særligt sted, så anbefaler vi gerne. Ingen brochurer og reklame, det er fra mund til mund.”
”Og hvem var vandrevært før mig?”
”Det ved jeg ikke. Huset har vist stået tomt i nogle år. Men der har været mange historier om, at en kvinde en dag igen ville bebo huset og åbne op for gæster igen. Dejligt at det er dig og du fandt os her. Tríona vil elske at hilse på dig.”
”Jeg er ikke sikker på, at jeg kan finde herhen igen” indrømmer jeg og ler kort. Kvinden står stadig ved bord, jeg ser ned på kagen, gribe gaflen og tager en bid. Wow! Et fyrværkeri af citron og hvid chokolade laver ballade i min mund. Lækker ballade. Kagen smelter på tungen og smager bedre, end nogen kage jeg før har smagt.
”Det er virkelig en god kage.”
Den unge kvinde nikker.
”Hov for resten, jeg glemte helt at præsentere mig. Jeg hedder Neilina. Desværre er Tríona her ikke i dag. Hun holder en ugentlig fridag og det er præcis i dag. Ærgerligt nok, eftersom du kom forbi. Men mon ikke du kan finde os igen? Hvis du holder nøje øje med vejen, når du kører hjem.”
Lene Frandsen (c)
Fortællingen fra Huset ved havet
20. februar 2024
Skriv med mig
I den kommende tid kan du vælge mellem 3 slags skrivekurser, hvis du har lyst til at skrive med mig. Et skrivekursus, hvor du deltager på hold, et skrivekursus, hvor du skriver på egen hånd eller en intuitiv skriveworkshop, hvor vi mødes fysisk og sammen skaber en stille skrivedag for sjælen. Se programmet herunder.
Online skrivekursus på hold
Fortællersken Den Indre Rejse
Skrivekursus for kvinder
Holdstart den 5. marts 2024
Fortællersken Den Indre Rejse er et intuitiv skrivekursus til dig, der ønsker bruge fortællinger som guider på din indre rejse. Du får en introduktion til intuitiv skrivning og rejser ind i et magiske univers af ord og fortællinger.
FORTÆLLERSKEN DEN INDRE REJSE – klik for at rejse videre til invitation og detaljer
Skrivekursus på egen hånd
Fortællerskens Årshjul
Cyklisk skriveforløb
Nye deltagere starter den 1. marts 2024
Fortællerskens Årshjul tager dig på en skriverejse årshjulet rundt. Du skriver dig ind i hver måneds særlige energi og forankrer dig i årstiden. Du arbejder med ord og fortællinger på den indre rejse.
Du skriver intuitivt og fra sjæl og hjerte.
Fortællerskens Årshjul forbinder dig til årstid og energi. Du skriver dig til større ro og dybere rødder.
FORTÆLLERSKENS ÅRSHJUL – klik for at rejse videre til invitation og detaljer
Fysiske skrivekurser
Intuitiv Skriveworkshop ved Forårsjævndøgn
20. marts 2024 fra kl. 10-16:20
Edelsminde Bed & Breakfast (Haslev)
INTUITIV SKRIVEWORKSHOP – klik for at rejse videre til invitation og detaljer
Der er i skrivende stund 3 ledige pladser på denne dag
Skrivecoach Lene Frandsen 
Skriv en kommentar